Nævnet meddelte i april 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig ansøger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og bahai af trosretning fra Ghazni provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har i det hele henvist til sin fars, […], asylmotiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han, ligesom sin far, ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af [K], som er ansøgerens morfar og ansøgerens fars farbror, da [K] bebrejder ansøgerens far for hans datters død, ligesom ansøgerens far har en jordkonflikt med [K]. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han, ligesom sin far, ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter [K] som følge af, at han har fundet ud af, at ansøgerens far og ansøgeren er konverteret fra islam til bahai-troen, ligesom ansøgeren af den grund frygter at blive henrettet af de afghanske myndigheder og befolkningen. Ansøgerens far har til støtte herfor oplyst, at han i 1998 blev gift med ansøgerens mor, [G], som var datter af ansøgerens fars farbror, [K]. Der var tale om et arrangeret ægteskab. Brylluppet fandt sted i Afghanistan, hvor [G] boede. Kort tid efter brylluppet rejste ansøgerens far tilbage til Iran, da faren er opvokset i Iran. Omkring 10 måneder efter ægteskabets indgåelse døde [G] under fødslen af ansøgeren. Ansøgerens far deltog i begravelsesceremonien i Afghanistan, hvorefter faren vendte tilbage til Iran sammen med ansøgeren og ansøgerens farfar. I 2004 blev ansøgerens far gift i Iran med [ansøgerens stedmor]. Ansøgerens far og ansøgeren konverterede forud for ægteskabets indgåelse fra islam til bahai-troen, da det var en betingelse for accept af ægteskabets indgåelse. Ansøgerens far praktiserede ikke selv bahai-religion i de år, hvor han boede i Iran eller Afghanistan. På grund af en konflikt med de iranske myndigheder, valgte ansøgerens far og stedmor i 2015, at familien, herunder ansøgeren, skulle flygte fra Iran til [X] i Afghanistan. [K] bebrejdede fortsat ansøgerens far for at have rejst fra hans gravide datter, hvorfor ansøgerens far, og særligt ansøgerens stedmor, blev udsat for chikane fra [K] og de øvrige landsbybeboere, idet [K] havde fortalt, at stedmoren var bahai-troende og spion. En nat på en ukendt dato i [efteråret] 2015 blev der sat ild til det hus, hvor ansøgeren boede sammen med sin familie i [X]. Ansøgerens far formoder, at det var [K] og dennes sønner som påsatte ilden, da [K] havde kaldt ansøgerens far for vantro og truet med at slå ansøgeren og de øvrige familiemedlemmer ihjel. Ansøgerens far anmeldte ikke forholdet til politiet, da [K] var magtfuld og havde forbindelse til Taliban. Ansøgerens far og stedmor valgte af frygt for yderligere forfølgelse, at ansøgeren sammen med den øvrige familie skulle udrejse fra Afghanistan den efterfølgende dag. Omkring 2016 rejste ansøgerens farbror, Jafar, til Afghanistan for at tale med [K], men farbroren forsvandt derefter. Flygtningenævnets flertal lægger til grund, at ansøgeren ligesom sin far er konverteret fra islam til bahai-troen. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse og dermed har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1. Der kan i den forbindelse mere generelt henvises til EASO, Country of Origin Information Report, Afghanistan, Individuals Targeted under societal and legal norms, December 2017, herunder pkt. 2.1, 2.2 og 2.5, og til Lifos temarapport, Afghanistan, Kristna, apostater och ateister, 21. december 2017, herunder pkt. 6, om de mulige reaktioner fra stat, familie og samfund mod personer, som anses for at have forladt eller krænket islam. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2018/166/LRN
