Nævnet meddelte i april 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig ansøger og to medfølgende børn fra Afghanistan og meddelte stadfæstede til en kvindelig statsborger fra Iran. Ægteparret indrejste i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Den mandlige ansøger er etnisk hazara fra Ghazni provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har vedrørende sin trosretning oplyst, at han oprindelig var shia-muslim, men i 2004 konverterede til bahai-trosretningen. Den kvindelige ansøger er etnisk perser og bahai af trosretning fra Mashad, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbror, [K], fordi farbroren bebrejder ansøgeren for hans datters død, ligesom ansøgeren har en jordkonflikt med farbroren. Den mandlige ansøger har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter farbroren som følge af, at han har fundet ud af, at ansøgerens er konverteret fra islam til bahai-troen, ligesom han af den grund frygter at blive henrettet af de afghanske myndigheder og befolkningen. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han i 1998 blev gift med sin kusine, [G], som var datter af farbroren, [K]. Der var tale om et arrangeret ægteskab. Brylluppet fandt sted i Afghanistan, hvor [G] boede. Kort tid efter brylluppet rejste ansøgeren tilbage til Iran, da han er opvokset i Iran. Omkring 10 måneder efter ægteskabets indgåelse døde [G] under fødslen af ansøgerens ældste søn, [M]. Ansøgeren deltog i begravelsesceremonien i Afghanistan, hvorefter han vendte tilbage til Iran sammen med sin ældste søn og sin far. I 2004 blev ansøgeren gift i Iran med den kvindelige ansøger. Ansøgeren konverterede forud for ægteskabets indgåelse fra islam til bahai-troen, da det var en betingelse fra svigerfamiliens side. Den mandlige ansøger praktiserede ikke selv bahai-religion i de år, hvor han boede i Iran eller Afghanistan. På grund af en konflikt med de iranske myndigheder, valgte ansøgerne i 2015 at flygte fra Iran til [X] i Afghanistan. Farbroren bebrejdede fortsat ansøgeren for at have rejst fra hans gravide datter, hvorfor ansøgeren, og særligt den kvindelige ansøger, blev udsat for chikane fra farbroren og de øvrige landsbybeboere, idet farbroren havde fortalt, at den kvindelige ansøger var bahai-troende og spion. En nat på en ukendt dato i [efteråret] 2015 blev der sat ild til ansøgernes hus i [X]. Den mandlige ansøger formoder, at det var farbroren og dennes sønner som påsatte ilden, da farbroren havde kaldt ansøgeren for vantro og truet med at slå ansøgerens familie ihjel. Ansøgeren anmeldte ikke forholdet til politiet, da farbroren var magtfuld og havde forbindelse til Taliban. Ansøgerne valgte af frygt for yderligere forfølgelse at udrejse fra Afghanistan den efterfølgende dag. Omkring 2016 rejste ansøgerens bror, [J], til Afghanistan for at tale med farbroren, men broren forsvandt derefter. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter forfølgelse og overgreb fra de iranske myndigheder, da ansøgerens bror, [R], har været indblandet i ulovlig handel med antikke genstande, og myndighederne urigtigt beskylder ansøgerne for at være indblandet, da broren har opholdt sig på ansøgernes bopæl, hvor de har beslaglagt brorens kuffert med ulovligt materiale. Den kvindelige ansøger har videre som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder som følge af, at myndighederne har fået kendskab til, at hendes familie er bahai af trosretning, og hun tidligere af flere omgange har afgivet urigtig oplysning om at være muslim. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er født bahai, og at hun blev gift med den mandlige ansøger i Iran i 2004. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes bror i begyndelsen 2015 opholdt sig ti til tolv dage på ansøgernes bopæl i [en by i], Iran. Under brorens besøg blev den kvindelige ansøgers bopæl opsøgt af tre politibetjente, der søgte efter ansøgerens bror og den mandlige ansøger. Politiet ransagede bopælen og beslaglagde i den forbindelse brorens kuffert, ligesom politiet pålagde broren og ansøgerens ægtefælle at melde sig på politistationen. Som følge heraf valgte ansøgeren at tage hen til sine svigerforældre, imens ansøgerens ægtefælle søgte skjul hos en ven. Omkring to til tre dage senere ringede en nabo og orienterede dem om, at politiet havde sat en tilsigelse til både ansøgerens bror og ansøgerens ægtefælle på deres dør. Ansøgerne valgte derefter at udrejse fra Iran til Afghanistan, hvor ansøgerne var bosat indtil [efteråret] 2015, hvorefter de valgte at udrejse til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om den konflikt, som han angiveligt har med sin farbror [K], til grund. Nævnet har lagt vægt på, at forklaringen fremstår divergerende, udbyggende og konstrueret til lejligheden. Ved denne vurdering er det indgået, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle har forklaret indbyrdes modstridende om omstændighederne i forbindelse med, at der opstod brand i ægtefællernes hus i Afghanistan. Den mandlige ansøger har således til gensamtalen [i vinteren] 2016 forklaret, at han ikke vidste, hvordan branden begyndte, mens den kvindelige ansøger til gensamtalen [i vinteren] 2016 har forklaret, at begge ansøgere så en ukendt genstand blive smidt ind over gårdmuren. Nævnet må endvidere finde det særdeles påfaldende, at den mandlige ansøger ikke har nævnt den angivelige brandstiftelse i asylskemaet, men først under oplysnings- og motivsamtalen, idet brandstiftelsen må anses for den flugtbegrundende begivenhed. Herudover er det indgået i nævnets vurdering af sagen, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvordan han fandt ud af, at hans farbror havde meldt den mandlige ansøger til det afghanske politi. Til oplysnings- og motivsamtalen har den mandlige ansøger således forklaret, at han modtog et brev fra politiet om, at han skulle henvende sig til politiet eller efterretningstjenesten, mens den mandlige ansøger til gensamtalen [i vinteren] 2016 har forklaret, at han hørte om anmeldelsen via sin ven [N], der havde befundet sig på politistationen under farbrorens anmeldelse af den mandlige ansøger. Den kvindelige ansøger har under en gensamtale desuden forklaret, at den mandlige ansøgers farbror var gode venner med [N], og at det var farbroren, der fortalte [N], at han havde anmeldt den mandlige ansøger. De ovenstående forhold indebærer, at Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om en konflikt med farbroren [K] til grund. Den mandlige ansøger har dernæst gjort gældende, at han på grund af konversion fra islam til bahai-troen er kommet i et modsætningsforhold til myndighederne i Afghanistan. Det lægges til grund, at ansøgeren i 2004 giftede sig med en bahai-troende kvinde. Flygtningenævnets flertal lægger efter de øvrige oplysninger om ansøgerens religiøse tilhørsforhold til grund, at den mandlige ansøger i dag må anses for bahai-troende, og at han således er konverteret fra islam til bahai-troen. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse og dermed har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1. Der kan i den forbindelse mere generelt henvises til EASO, Country of Origin Information Report, Afghanistan, Individuals Targeted under societal and legal norms, December 2017, herunder pkt. 2.1, 2.2 og 2.5, og til Lifos temarapport, Afghanistan, Kristna, apostater och ateister, 21. december 2017, herunder pkt. 6, om de mulige reaktioner fra stat, familie og samfund mod personer, som anses for at have forladt eller krænket islam. I forhold til den kvindelige ansøgers forklaring om den konflikt, som hun angiveligt har med de iranske myndigheder vedrørende en beskyldning for smugling af antikke genstande, har nævnet i lighed med Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at forklaringen fremstår divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. I denne vurdering er det indgået, at den kvindelige og den mandlige ansøger har forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt politiet gjorde hende bekendt med, hvorfor de ledte efter hendes bror [R] og den mandlige ansøger, og om hvad hun fortalte sin ægtefælle under deres samtale lige efter ransagningen. Under gensamtalen [i foråret] 2017 har den kvindelige ansøger således forklaret, at politiet fortalte hende, at de ledte efter [R] og den mandlige ansøger, fordi de havde været involveret i smugleri af antikke genstande, og at hun fortalte dette til sin ægtefælle under en samtale lige efter ransagningen. Den mandlige ansøger har imidlertid til gensamtalen [i foråret] 2017 forklaret, at den kvindelige ansøger på intet tidspunkt fik dette at vide af politiet, og at den kvindelige ansøger ikke under samtalen fortalte ham, hvorfor politiet ledte efter dem. Den kvindelige ansøger og den mandlige ansøger har desuden forklaret indbyrdes modstridende om, hvorvidt den kvindelige ansøgers bror fortalte hende, at han var involveret i smugling af antikke genstande. Den kvindelige ansøger har således til gensamtalen [i foråret] 2017 forklaret, at hendes bror i telefonen havde forklaret, at han var involveret i smugling af antikke genstande, mens den mandlige ansøger under gensamtalen [i foråret] 2017 har forklaret, at broderen alene oplyste, at han var involveret i ulovlige anliggender, men ikke oplyste, hvori disse anliggender nærmere bestod. Herudover har den kvindelige ansøger forklaret modstridende om, hvorvidt hendes ægtefælle gjorde noget for at komme i kontakt med den kvindelige ansøgers bror, mens hun opholdt sig hos sine svigerforældre. Til asylsamtalen har den kvindelige ansøger således forklaret, at hun ikke havde noget kendskab hertil, mens hun under gensamtalen [i foråret] 2017har forklaret, at ægtefællen kørte over til folk, som han havde været hos sammen med den kvindelige ansøgers bror for at spørge efter broderen. De ovenstående forhold indebærer, at Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om en konflikt med myndighederne i Iran til grund. Den omstændighed, at den kvindelige ansøger er bahai af trosretning - og har været det fra fødslen - er ikke forhold, der efter oplysningerne om de generelle forhold for bahai-troende i Iran i sig selv kan føre til opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har da også gennem flere år kunnet leve som bahai-troende i Iran sammen med sine forældre. Hverken oplysningerne om den kvindelige ansøgers profilering af sig selv på en facebook-profil, hvor hun poster diverse bahai-relaterede nyheder mv., eller omstændighederne i forbindelse med indgåelsen af ægteskab med den mandlige ansøger i 2004, der angiveligt skete efter muslimsk skik, kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter, at den kvindelige ansøger ikke har sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Iran.
Konklusion
Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende den kvindelige ansøger. Flygtningenævnet bemærker, at kompetencen til at tage stilling til, om den kvindelige ansøger kan meddeles opholdstilladelse efter familiesammenføringsreglerne eller af andre særlige grunde tilkommer Udlændingestyrelsen. Den mandlige ansøger og de to medfølgende mindreårige fælles børn meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det tilføjes, at der ikke er påvist grundlag for at anse de mindreårige børn for iranske statsborgere med den konsekvens, at de ligesom den kvindelige ansøger skal bedømmes i forhold til Iran. Som sagen er forelagt for nævnet, er det ikke godtgjort med den fornødne sikkerhed, at Iran kan tjene som 1. asylland for den mandlige ansøger og børnene.” afgh/2018/165/LRN
