Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk said og sunni-muslim fra […], Parwan-provinsen, Afghanistan. Ansøgerens far er pashtun. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af familiemedlemmerne til en dreng, som ansøgeren har påkørt. Ansøgeren frygter især at blive slået ihjel af [S], som er drengens svoger. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han under kørsel i en politikonvoj [i efteråret] 2012 påkørte en 14-årig dreng, som pludselig løb ud foran hans bil. Da færdselspolitiet ankom til gerningsstedet, fik ansøgeren oplyst, at reglerne siger, at det altid er chaufføren af bilen, der bærer ansvaret. Ansøgeren kørte derefter drengen på hospitalet, hvorfra de blev sendt videre til et hospital i Kabul. Drengens far var med i ambulancen. Mens de var på hospitalet i Kabul, dukkede en anden del af drengens familie op og beskyldte ansøgeren for at have forvoldt drengens død. Drengens søsters mand, som var en meget magtfuld mand og medlem af det afghanske parlament, truede ved denne lejlighed ansøgeren med at slå ham ihjel, hvis drengen ikke overlevede. Ansøgeren flygtede fra hospitalet. Dagen efter hørte han, at drengen var død. Fire-fem dage efter uheldet blev der udstedt en arrestordre, hvor der stod, at ansøgeren skulle melde sig i retten, og at han ellers ville blive dømt in absentia. Ansøgerens far henvendte sig til drengens familie. Faren ville indgå aftale i overensstemmelse med pashtunwali og tilbød drengens familie en sum penge og jord, men ansøgerens 18-årige søster blev en del af forhandlingerne, og ansøgerens far accepterede i overensstemmelse med pashtunwali, at ansøgerens søster som en del af soningen blev gift med [S]. Ansøgeren kunne ikke acceptere, at hans søster blev giftet bort til [S], der var meget ældre og i forvejen havde to hustruer. Det var derfor ikke muligt at løse konflikten, og ansøgeren tog hen til en ven, der boede i Kapisa. Ansøgeren boede i vennens stald i et år, og besøgte i den periode sin familie nogle gange. Omkring otte måneder efter påkørslen af drengen, var ansøgeren på besøg hos sin familie. Familiens bopæl blev opsøgt af tre personer, hvoraf den ene var bevæbnet. Ansøgerens far blev skudt i benet, ansøgerens ægtefælle og mor skreg, og personerne forlod herefter bopælen. Ansøgeren er overbevist om, at dette angreb skete efter ordre fra [S]. Ansøgeren tog derefter tilbage til Kapisa, hvorfra han fire måneder senere efter råd fra sin far udrejste til Iran. I Iran arbejdede ansøgeren illegalt som løsarbejder i fire måneder. En dag blev han stoppet af politiet, som tog ham med på politistationen. Da ansøgeren fortalte, at han kunne læse og skrive, blev han kørt hen til en bygning på et torv, hvor han fik at vide, at han enten skulle rejse til Syrien for at deltage i krigen eller deporteres til Afghanistan. Da ansøgeren afviste at tage til Syrien, blev han i stedet tilbudt at rekruttere afghanere til krigen i Syrien. Ansøgeren accepterede dette, fordi han blev lovet, at han ville få opholdstilladelse i Iran. Da ansøgeren efter halvandet år stadigvæk ikke havde fået opholdstilladelse, besluttede han at udrejse af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, da ansøgeren har afgivet en divergerende og udbyggende forklaring, der derfor fremstår som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at nævnet kan lægge til grund, at ansøgeren i Afghanistan arbejdede som betjent. Flygtningenævnet finder det under henvisning hertil, samt under henvisning til, at det efter ansøgerens forklaring hændelige uheld i trafikken, der kostede en dreng livet, fandt sted, medens ansøgeren i tjenesten kørte i en lang konvoj af tjenestekøretøjer og med fire kolleger som passagerer og dermed vidner, og i hvilken forbindelse trafikpolitiet blev involveret, har kunnet udvikle sig til den af ansøgeren beskrevne konflikt med den afdøde drengs familie. I den forbindelse tillægger nævnet det tillige betydning, at drengens far, der overværede ulykken, ifølge ansøgerens forklaring, var af den opfattelse og gav udtryk for, at det var drengen og ikke ansøgeren, der var skyld i ulykken. Nævnet har ved sin stillingtagen til ansøgerens forklaring lagt vægt på, at ansøgeren, der har en uddannelse og som gennem flere år har arbejdet i politiet, i asylansøgningsskemaet tilsyneladende ikke omtaler [S] ved navn, og at ansøgeren nok beskriver, at en slægtning til drengen siger, at man vil have penge og ansøgerens søster, men at ansøgeren i skemaet ikke har anført, at konflikten fortsatte, fordi ansøgeren modsatte sig, at søsteren skulle giftes med en meget ældre slægtning til den afdøde dreng. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren ikke under oplysnings- og motivsamtalen kunne navngive den afdøde drengs familie, og ej heller det magtfulde familiemedlem, der truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis drengen døde. Under samme samtale forklarede ansøgeren, at den afdøde drengs familie – som betingelse for at afstå fra hævn – ville have ansøgerens søster, der så skulle giftes med en mand fra familien på 65 år. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der er tale om en udbyggende forklaring, når ansøgeren under de efterfølgende samtaler og under nævnsmødet har forklaret i detaljer om, at konflikten især vedrører [S], herunder, at det var [S], der krævede at blive gift med ansøgerens søster. Ansøgeren har endvidere under nævnsmødet forklaret, at [S] er 50-55 år gammel. Ansøgeren har under nævnsmødet bekræftet, at billede på den som sagens bilag […] fremlagte udskrift fra hjemmesiden Afghan Biographies vedrørende [S] er et billede af drengens svoger. Foreholdt, at det fremgår af biografien, at [S] er født i 1980, har ansøgeren fastholdt, at der er tale om den mand, der krævede hans søster som en del af boden. Nævnet finder afslutningsvis, at der er tale om en udbygning, når ansøgeren under nævnsmødet forklarer, at ansøgerens far, da ansøgeren havde modsat sig, at søsteren blev en del af boden, overfor drengens familie tilkendegav, at han slog hånden af ansøgeren og prisgav ham. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/161/MGO
