Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig afghansk statsborger. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Sarpol-e Zahab, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban og en mand ved navn Aziz Moghool, der er talibaner, idet ansøgeren har angivet Aziz til sikkerhedskommandanten i landsbyen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han var en del af en folkebevægelse i sin landsby. Bevægelsen havde besluttet at bistå de afghanske soldater med at beskytte landsbyen imod Taliban. Ansøgeren og andre personer i bevægelsen fik våben, som de havde på sig, når de holdt vagt ved sikkerhedsposter. De skulle også give myndighederne besked, såfremt de så noget mistænkeligt. Omkring en uge efter, at ansøgeren havde fået udleveret våben, befandt han sig på en sikkerhedspost tæt på en fodbold bag en skole, hvor der stod seks til syv soldater. Ansøgeren skulle tisse og gik derfor bag en stor sten. Ansøgeren så Aziz tale i telefon. Aziz kunne ikke se ansøgeren. Ansøgeren overhørte Aziz som sagde, at det ikke var muligt at komme ad den vej, at folk havde deltaget i den folkelige bevægelse, og at dem, som Aziz talte med skulle komme ad retningen fra Kizilkum. Da ansøgeren hørte dette, mente han, at Aziz var en forræder. Ansøgeren tog med det samme over til sikkerhedskommandanten i 2. afdeling for at fortælle, hvad han havde hørt. Sikkerhedskommandanten var ikke alene på sit kontor. Der var også seks til syv andre personer, heraf to til tre soldater. Sikkerhedskommandanten ville følge op på sagen. Ansøgeren fik at vide, at han ikke måtte fortælle det til andre, og at ansøgeren ikke skulle være bekymret. Ansøgeren tog herefter hjem, hvor han spiste aftensmad. Herefter tog han tilbage til sikkerhedsposten ved fodboldbanen. Drengene ved sikkerhedsposten fortalte ansøgeren, at Aziz var kørt afsted på sin motorcykel, og at der havde været andre for at spørge efter ham. Ansøgeren troede, at Aziz var flygtet. Ansøgerens far fortalte ham, at ansøgeren havde begået en fejl ved at have informeret sikkerhedskommandanten om Aziz, mens andre lyttede med, og at ansøgeren skulle have ventet. Faren fortalte ansøgeren, at han ikke måtte tage nogen steder hen. To til tre dage senere var der ro på vejene til Mazar-e Sharif, hvor ansøgerens farbror boede. Ansøgeren flygtede derfor til Mazar-e Sharif. Ansøgerens far fortalte ham, at ansøgeren ville kunne vende tilbage, hvis det skulle vise sig, at der ikke var problemer alligevel. Mens ansøgeren opholdte sig i Mazar-e Sharif fik han en meddelelse om, at folk, der havde deltaget i den folkelige bevægelse i landsbyen, ville blive forfulgt af Taleban. En dag, mens ansøgeren var på kursus i Mazar-e-Sharif, blev han ringet op og fik at vide, at han ikke skulle komme hjem, fordi situationen var alvorlig. Ansøgeren skulle derfor tage hjem til sin farbrors ven Reza. Mens ansøgeren var hjem ved sin farbrors ven, fik han besked fra farbroren om, at han skulle låne penge af Reza, så kunne han rejse til Kabul. Efter at have været i Kabul i to til tre dage, rejste ansøgeren til Nimruz, hvorfra han udrejste fra Afghanistan til Pakistan. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring lægge til grund, at ansøgeren har deltaget i den folkelige bevægelse som vagt, men nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive dræbt eller på anden måde efterstræbt af Aziz eller Taliban som følge af, at ansøgeren har fortalt de afghanske myndigheder, at Aziz var forræder. Nævnet finder således ansøgerens forklaring herom divergerende og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale hændelser i forbindelse med asylmotivet. Ansøgeren har således under oplysnings- og motivsamtalen i [sommeren] 2016 forklaret, at faderen blev kontaktet, efter at ansøgeren var rejst til Mazar-e-Sharif, uden at det af forklaringen fremgår, hvem der kontaktede faderen. I samtalen i [foråret] 2017 forklarede ansøgeren derimod, at faderen blev kontaktet to til tre gange af Aziz, uden at ansøgeren præcist kunne sige hvornår, og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at faderen blev ringet op af Aziz, før ansøgeren rejste til Mazar-e-Sharif. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han fik besked om, at de personer, der deltog i den folkelige bevægelse blev efterstræbt af Taliban. Under oplysnings- og motivsamtalen forklarede han således, at han fik denne oplysning, mens han opholdt sig i Sarpol-e Zahab, mens han under samtalen i [foråret] 2017 forklarede, at han fik denne oplysning, mens han befandt sig i Mazar-e Sharif. Under nævnsmødet har han derimod forklaret, at han løbende modtog oplysninger om, at personer blev dræbt, idet det var helt almindeligt. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvad han foretog sig i de tre dage, der gik, før han rejste til Mazar-e-Sharif. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh 2018/157/FAM
