Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra Baraki Barak, Logar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af befolkningen i Logar, fordi han har haft en kristen bog i sin bogforretning. Ansøgeren frygter derudover at blive slået ihjel af Taliban, fordi han ikke delte deres tanker. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han plejede at få sendt bøger fra Pakistan til sin bogforretning. En dag modtog ansøgeren en pakke med bøger, som han satte op på hylderne. En af bøgerne var flot bundet ind, og han gav bogen til sin søn, [A]. Ansøger sagde til [A], at han ikke måtte give bogen til andre. Dagen efter skulle ansøgeren til begravelse, og [A] tog derfor på arbejde i bogforretningen. Da [A] nærmede sig forretningen, så han, at der stod mange mennesker, og derfor løb han over til ansøgerens anden søn [B]. Sammen tog de hen til den begravelse, hvor ansøgeren var. Lidt efter ankom Taliban til begravelsen, og de råbte efter ansøgeren. Taliban sagde, at ansøgeren havde uddelt kristne bøger. Folk til begravelsen blev meget sure på ansøgeren, og de begyndte at slå på ham. Taliban stoppede personerne til begravelsen og sørgede for, at de ikke slog ansøgeren ihjel. Derefter bandt Taliban ansøgerens hænder og gav ham bind for øjnene og tog ham med. Om aftenen kom ansøgerens sønner. [A] spurgte efter ansøgeren, og Taliban tog ham med til det samme rum, hvor ansøgeren var. [A] fjernede båndet fra ansøgerens arme og øjne. Det lykkedes ansøgeren og [A] at flygte ud gennem et hul i væggen. Derefter tog de hjem til ansøgerens ven, og samme nat flygtede de til Kandahar, hvorfra de udrejste. Forinden denne episode har ansøgeren været tilbageholdt af Taliban fire gange, idet ansøgeren sagde Taliban imod og ikke ville efterleve deres regler. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren var boghandler i Afghanistan. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge resten af forklaringen til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sit asylmotiv. Han har i oplysnings- og motivsamtalen ikke nævnt, at hans forretning blev brændt ned, hvilket han har forklaret under asylsamtalen og for nævnet. Han har i asylsamtalen forklaret, at det var befolkningen, og dermed ikke Taliban, der slog ham til begravelsen, mens han for nævnet har forklaret, at både befolkningen og Taliban slog ham. Han har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev slået af omkring seks talebanere, til asylsamtalen har han forklaret, at han blev slået med knyttet hånd, og at nogle slog ham med sten, mens han for nævnet har forklaret, at han blev sparket og slået herunder med geværkolber. Det findes påfaldende, at ansøgeren ikke sikrede sig, at bogen blev skjult henset til, at han vidste, at det var en kendt bog, der ville kunne volde problemer. Det forekommer endvidere påfaldende, at ansøgerens 13-årige søn henvender sig til Taliban, og at han ikke bindes, ligesom de andre fanger, da han blev taget til fange. Endelig forekommer omstændighederne omkring flugten usandsynlige. Ansøgeren har under mødet med nævnet forklaret afglidende og upræcist i en grad, så forklaringen ikke virker selvoplevet. Som følge af ovennævnte tilsidesættes ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/150/EMU
