Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra […], Oruzgan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, fordi de vil have et skøde på noget jord, som ansøgerens far havde en andel i. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at en mand ved navn mullah [A] kom til ansøgerens bopæl i 2014 og sagde, at han ville have jorden, som ansøgerens far ejede i partnerskab med tre andre. Jorden var blevet købt i 2002. Mullah [A] var ligeglad med, at ansøgerens far og hans partnere havde et skøde til jorden. Faren og hans partnere fik en måneds frist. Faren og partnerne besluttede sig for at klage til myndighederne. Farens partner, [B], tog afsted for at klage. [B] var væk i en længere periode. Ansøgeren fik at vide, at [B] var blevet dræbt af Taliban, fordi de ville have skødet til jorden. Hvis skødet ikke blev afleveret til Taliban, ville de slå ansøgeren og hans familie ihjel. Ansøgeren og hans familie flyttede til […], hvor hans bedstefar havde noget jord. De boede i […] i omkring et år. I mellemtiden havde mullah [A] ødelagt ansøgerens families bopæl i [byen, hvor jordstykket lå]. Mullah [As] bror, [C], opsøgte ansøgerens familie i […]. Han ville have skødet på jorden. Ansøgerens far sagde, at skødet var hos en af hans partnere. [C] ransagde ansøgerens bopæl, men fandt ikke skødet. Ansøgeren og hans far blev taget med af [C]. De blev kørt til et hus med vagttårn, hvor mullah [A] ventede. Han krævede at få udleveret skødet. Ansøgerens far fortalte, at de ikke havde skødet, hvorefter de blev slået og sparket af mullah [As] folk. De fik herefter deres hænder bundet og blev smidt i fængsel. Efter to nætter i fængsel kom en kommandant og fortalte, at ansøgeren og hans far ville blive slået ihjel, hvis ikke de fortalte, hvem der havde skødet. Da det var tid til bøn samme aften, fik ansøgeren og hans far lov til at gå på toilettet. Toilettet var lavet af jord og ler. Ansøgerens far fjernede nogle sten fra toilettet og skabte et stort hul. Ansøgeren og hans far kravlede gennem hullet med afføring. De tog herefter hjem til ansøgerens farbror, hvor ansøgerens mor og søster befandt sig. Ansøgeren gik i seng. I løbet af natten blev ansøgeren vækket af skud. Ansøgerens fætter kom og fortalte, at ansøgeren skulle flygte, fordi Taliban angreb. Ansøgeren stak af med sin fætter. De løb hen til naboens hus, hvor de opholdt sig i nogle timer. Ansøgeren var nervøs for, hvad der var sket med hans familie, hvorfor fætteren løb tilbage for at undersøge det. Fætteren kom hurtigt tilbage og fortalte, at ansøgeren skulle flygte, fordi Taliban var kommet efter ham. De havde også slået ansøgerens far ihjel. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet der henvises til, at ansøgeren har forklaret konsistent og sammenhængende, og at han på troværdig måde og på centrale punkter har redegjort for den konflikt, der har ført til hans udrejse. Flertallet lægger således til grund, at ansøgerens far er blevet dræbt af Taliban som følge af en konflikt om den jord, som faren ejede sammen med tre andre mænd, og at ansøgeren er efterstræbt af Taliban på grund af et fortsat krav om skødet på jorden. Det lægges herunder til grund, at ansøgerens familie har måttet flygte fra hjemegnen, og at familien, herunder ansøgerens kone opholder sig i Pakistan. Flertallet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sin hjemegn i Afghanistan risikerer overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, findes ikke at være opfyldt. Flertallet finder imidlertid, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif uden risiko for overgreb fra Taliban i anledningen af jordkonflikten. Der lægges herved vægt på, at ansøgeren i øvrigt fremstår helt uprofileret, og at han kan anses at være en sund og rask ung mand i den arbejdsdygtige alder med ti års skolegang. Selvom levevilkårene er vanskellige i en af de nævnte storbyer for ansøgeren og hans ægtefælle, der på nuværende tidspunkt befinder sig i Pakistan, kan det ikke antages, at vilkårene er af en sådan karakter, at hans basale humanitære rettigheder vil blive krænket, jf. UNHCRs handbook pkt. 91 og UNHCRs guidelines on international protection af 23. juli 2003 afsnit II C. Ansøgeren kan derfor med sin ægtefælle henvises til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif som internt flugtalternativ uden at risikere overgreb efter udlændingelovens § 7. De foreliggende helbredsoplysninger kan ikke føre til et andet resultat, idet der i øvrigt henvises til, at behandlingen af ansøgeren ifølge lægelig journal er afsluttet den 1. februar 2018. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/147/HHU
