Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en afghansk statsbor-ger. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tajik og shia muslim fra Logar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Han har henvist til, at han frygter befolkningen i sit område. Han har endelig henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan. Han har til støtte herfor om sin frygt for Taliban oplyst, at han spillede fodbold med en dreng ved navn [A]. Ansøgeren kom op at slås med [A], fordi ansøgeren ved et uheld fik fortalt, at han var shia muslim. Dagen efter, da ansøgeren var på vej i moskeen, blev han tvangsmæssigt taget med af Taliban. Ansøgeren blev kørt til et sted, hvor han var tilbageholdt i en nat og en dag. Under tilbageholdelsen blev han voldtaget to gange. Ansøgerens hænder og fødder var bundet. På et tidspunkt lykkedes det ansøgeren at løsne sine bånd. Da det var tid til at bede bøn, forsvandt talibanerne. Ansøgeren slog låsen til døren i stykker med en kæde. Han flygte-de derefter fra stedet. Han genkendte stedet som byen [B]. Da han løb, så han pludselig en bil. Det var en af hans fars tidligere venner, [C], der kørte bilen. Ansøgeren besvimede og vågnede op hjemme hos [C], hvor hans sår var blevet syet sammen. [C] kørte derefter ansøgeren hjem til sin mor i Logar. Ansøgerens mor spurgte, hvad de skulle gøre. Derefter kørte ansøgeren og [C] til Kabul, hvorfra ansøgeren udrejste af Afghanistan med en agent. Under ansøgerens ophold i Danmark har han talt med sin mor en gang. Hun fortalte ham, at Taliban havde taget ansøgerens storebror med sig. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for befolkningen i sit område oplyst, at 70-80 % af befolkningen holder med Taliban. Ansøgeren har til støtte for sin frygt vedrørende de generelle for-hold i Afghanistan oplyst, at han ikke har nogen relationer i Afghanistan, og at sikkerhedssituatio-nen i Afghanistan er dårlig. Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgerens forklaring om baggrunden for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ved vurderingen heraf han nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende, uoverensstemmende og til dels udbyggende vedrørende centrale forhold af betydning for asylmotivet. Ansøgeren har således for-klaret uoverensstemmende og noget usammenhængende om optakten til den konflikt, der opstod under en fodboldkamp med [A], idet han til oplysnings- og motivsamtalen [sommeren] 2016 ifølge referatet oplyste, at [A] spurgte ansøgeren, der talte dari, hvor han kom fra, hvortil ansøgeren oply-ste, at han kom fra Logar provinsen, og at han var shia muslim. Under asylsamtalen [vinteren primo] 2017 og for nævnet har ansøgeren imidlertid forklaret, at han alene oplyste, at han var shia muslim, og ikke hvor han kom fra. Ansøgeren har ligeledes forklaret noget forskelligt om, hvorvidt [A] og de øvrige tilstedeværende på fodboldbanen herefter opfattede og kaldte ansøgeren for hazara. Oplysningen om [A]s modvilje mod ansøgeren og navnlig den efterfølgende voldsomme reaktion fra Taliban savner i øvrigt sammenhæng med ansøgerens lidt skiftende oplysninger om, at hele hans familie var dari-talende, og at det godt nok ikke var velanset i samfundet, men at dette dog ikke tidligere havde givet anledning til problemer for hverken ansøgeren eller hans familie. Også andre dele af ansøgerens forklaringer forekommer usammenhængende, herunder navnlig at de seks-syv mænd, der den efterfølgende dag pågreb ansøgeren, var i stand til at genkende ansøgeren, som ikke kendte de pågældende mænd i forvejen, ligesom det forekommer noget tilfældigt, at ansøgeren, der ifølge eget udsagn ikke kom meget ud og ikke kendte mange mennesker, efter flugten fra Taliban blev samlet op i bil af sin afdøde fars gode ven [C]. Hertil kommer, at ansøgeren også har forklaret usammenhængende og forskelligt om, hvordan han slap fri fra sin tilbageholdelse af Taliban, idet han først har oplyst, at han opbrød låsen med en stav og under senere samtaler oplyser, at det skete med en kæde eller et spyd. Nævnet bemærker i den forbindelse dog, at der kan være tale om en sproglig misforståelse. Ansøgeren har imidlertid om tilbageholdelsen i øvrigt forklaret udbyggende om, hvad han blev udsat for, idet han først under asylsamtalen oplyste, at han tillige var blevet voldtaget to gange, hvilket ikke er nævnt i hverken asylansøgningsskemaet eller under den første samtale med Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har desuden forklaret uoverensstemmende om bl.a., hvorvidt han efter flugten fra sin tilbageholdelse var tilbage på sin bopæl. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren således, at [C] tog ham med hjem til sig og herefter til Kabul, hvorfra ansøgeren udrejste, mens han under asylsamtalen har forklaret, at [C] tog ham med hjem til ansøgerens bopæl. Det fremgår af referatet fra asylsamtalen, at ansøgeren, da han blev spurgt ind til forskellene i forklaringerne, fastholdt, at [C] kørte ansøgeren tilbage til sin bopæl. For nævnet har ansøgeren imidlertid endnu engang ændret forklaringen, således at han for nævnet har fastholdt, at han ikke blev kørt hjem, men først til [C]s bopæl og herefter til Kabul. Efter en samlet vurdering heraf, hvorunder også er indgået nævnets umiddelbare indtryk af ansøgeren, når han er blevet fore-holdt bl.a. divergenserne i sine forklaringer, tiltræder nævnet herefter, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med Taliban eller andre personer i Afghanistan ikke kan lægges til grund. Heller ikke de generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, kan føre til, at ansøgeren meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Allerede af disse grunde kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/124/IBK
