Nævnet meddelte i marts 2018 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt et barn fra Afghani-stan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne, et ægtepar, er etniske tajikker og sunni muslimer fra landsbyen [mindre by] i Herat provinsen, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger, [A], har som asylmotiv henvist til, at han har haft et uægteskabeligt forhold til en pige, [C], i landsbyen og frygter med-lemmer af [Cs] familie. Da han har været impliceret i et færdselsulykke med et Taleban-medlem, frygter han endvidere Taleban og de afghanske myndigheder. [A] har til støtte herfor nærmere op-lyst, at han og [C] i flere år hemmeligt var kærester og mange gange havde samleje. En nat ultimo 2012 blev de opdaget i hendes families plantage af hendes 3 brødre, der slog ham voldsomt. Deref-ter tog de alt hans tøj af og en af brødrene, [D], voldtog ham og stak sin kniv ind ved hans endetarm og trak kniven op. Han skreg, og naboer kom ham til hjælp og bragte ham til landsbyens læge, hvor han blev syet. Han har stadig ar og fysiske gener efter episoden. Tidligt næste morgen kørte hans morbror ham til sin bopæl i [mindre by] - en times kørsel fra [mindre by]. 2-3 måneder senere, i 2013, rejste han til Iran, hvor han mødte den kvindelige ansøger, [B], der ligeledes oprindeligt stammer fra [mindre by]. De blev viet i Iran, hvor de boede sammen i 6-7 måneder. [A] blev udvist og ansøgerne bosatte sig i [mindre by]. Efter ca. en måned holdt de i landsbyen bryllupsfest hos [B’s] bedstemor. 20-21 dage efter bryllupsfesten trængte [C’s] 3 brødre en nat, omkring [foråret] 2014, ind i ansøgernes hus. Brødrene ville afstraffe [A] for hans forhold til [C]. [A] blev kneblet og bundet. Derefter blev [B] voldtaget af [D]. En af brødrene filmede voldtægten. [B] skreg og ansøgerens mor, som boede sammen med ægteparret, satte ild til huset, hvilket fik brødre til at forlade huset. Ægteparret flygtede til [mindre by] i Badris, hvor [A’s] søster boede. Halvandet år senere ringede [A’s] mor og oplyste, at [C’s] brødre ville tage til [mindre by] og dræbe [A]. Konflikten i landsbyen var blevet voldsomt optrappet, efter at [C] var blevet gift, og det på bryllupsnatten var opdaget, at hun ikke var jomfru. Kort efter kom [A] til at køre en mand ned. Vedkommende, der nok var talibaner, brækkede formentlig en arm og et ben. Manden forlangte, at de omkringstående landsbybeboere sørgede for, at ansøgeren ikke stak af. Noget tid senere kom politiet og begyndte at foretage optegnelser. Derefter kom Taleban til ulykkesstedet. De 2 grupper skød mod hinanden, og [A] løb væk. Det fremgik, at såvel Taleban som myndighederne i de næste dage forsøgte at få kontakt til [A]. Ægteparret udrejste cirka 4 dage efter ulykken illegalt til Pakistan. Efter udrejsen har [C’s] brødre flere gange begået vold mod [A’s] nevø i [mindre by]. Brødrene har i den forbindelse tydeligt givet udtryk for, at de stadig er meget vrede på [A]. [A’s] mor har på grund af konflikten været nødsaget til at flytte til Iran. Den kvindelige ansøger, [B], har som asylmotiv i det væsentlige henvist til sin ægtefælles motiv. Hun frygter særligt, at [C’s] familiemedlemmer på ny vil udsætte hende for voldtægt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge forklaringerne om modsætningsforholdet til [C’s] brødre til grund, herunder at brødrene ved to lejligheder har voldtaget henholdsvis [A] og [B]. Brødrene har også derudover stukket [A] og begået anden vold mod denne samt [A’s] nevø. Henset til den voldsomhed, hvorunder overgrebene er foregået, samt at der har været tale om flere overgreb over en længere periode, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne i til strækkeligt omfang har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til deres hjemegn vil være i reel risiko for på ny at blive udsat for overgreb af en sådan intensitet, at de isoleret set er berettiget til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter baggrundsoplysningerne og en konkret vurdering finder nævnet ikke, at det er realistisk, at de afghanske myndigheder vil beskytte ansøgerne mod den pågældende familie. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af forklaringen om færdselsulykken ikke, at ansøgerne tillige har sandsynliggjort, at [A] af denne grund er i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt ægteparret og deres søn på 3 år kan henvises til at søge beskyttelse et andet sted i Afghanistan, bemærkes, at ansøgerne efter det oplyste, herunder i et vist omfang af danske lægejournaler, er voldsomt psykisk præget af de overgreb, de har været udsat for. Der henses endvidere til, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerne andre steder i Afghanistan har venner, familie eller andet netværk, der i fornødent omfang vil kunne hjælpe dem. I den forbindelse bemærkes, at [A’s] halvbrødre i Kabul efter det oplyste er [A’s] fjender og tilsyneladende har taget [C’s] brødres parti. Flygtningenævnet finder herefter ikke at kunne henvise ansøgerne til at tage ophold et andet sted i Afghanistan som et internt flugt alternativ. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og et medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2018/120/IVK
