Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [landsby], provinsen Logar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far blev opsøgt af Taliban omkring en måned før ansøgeren udrejste af Afghanistan. Taliban sagde til ansøgerens far, at de ville uddanne ansøgeren og hans to brødre, [B] og [A], i at udøve jihad og i at bekæmpe udenlandske styrker i Afghanistan. Nogle dage efter blev ansøgerens familie opsøgt af Taliban på deres bopæl. Ansøgerens far var ude at arbejde, så [A] åbnede døren. Personerne fra Taliban holdt noget for ansøgeren og ansøgerens to brødres næse og mund, som gjorde dem bevidstløse. Dagen efter vågnede de op i en træningslejr hos Taliban. De fik at vide, at de skulle trænes i at bekæmpe vesterlændinge med våben og bombeveste, og at de derved ville komme i paradis. Efter 10-12 dage i lejren besluttede [A], at de skulle forsøge at flygte. En aften lykkedes det dem at flygte. De gik, til de kom til et hus, hvor de bankede på og bad om hjælp fra en mand. Næste morgen kørte han dem hjem til deres landsby, hvor de blev genforenet med deres familie. Efter nogle dage på bopælen, blev de igen opsøgt af Taliban. De forsøgte at tage ansøgeren og hans brødre med sig. Ansøgerens far prøvede at forhindre dette og blev slået ihjel af skud. Ansøgerens mor blev ramt i benet. Postyret gjorde, at naboerne kom til, og Taliban flygtede fra stedet. Ansøgerens mor blev kørt på hospitalet, og ansøgeren og hans brødre tog ophold hos deres morbror. Ansøgerens morbror kunne ikke sørge for ansøgeren og hans brødres sikkerhed, så han arrangerede, at en person kunne hjælpe dem ud af landet. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren, der nu er 17 år, er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylbehandling. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren generelt har svaret sammenhængende og relevant på de spørgsmål, der blev stillet i Flygtningenævnet og på en måde, der viste, at han forstår, hvad asylbehandlingen går ud på. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring forekommer usandsynlig, divergerende - også i forhold til ansøgerens brødre, der også har søgt asyl i Danmark - og ikke selvoplevet. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens og hans brødres forklaringer under nævnsmødet bærer præg af at være indstuderede med brug af samme ord og vendinger. Ansøgeren og hans bror, [B], har forklaret divergerende om, hvor de befandt sig ved den første opsøgning på bopælen. Ansøgeren har således til sin asylsamtale forklaret, at [A] åbnede døren, og at ansøgeren kom ud fra værelset, da han hørte, at [A] blev slået og sparket. Ansøgerens bror, [B], har derimod til sin asylsamtale forklaret, at da han og ansøgeren hørte, at [A] blev slået, lod de som om de sov, og de halvsov faktisk også. Mændene kom ind på værelset, hvor han og ansøgeren sov. Ansøgeren og hans brødre har endvidere forklaret divergerende om de personer, der opsøgte familien på bopælen, idet ansøgeren og hans bror, [A], til deres asylsamtaler forklarede, at der begge gange kom tre personer, hvis ansigter var tildækkede, så han ikke kunne se, om der var tale om de samme personer, mens ansøgerens bror, [B] til sin oplysnings- og motivsamtale flere gange forklarede, at faren åbnede døren, anden gang mændene kom, og at det var de samme mænd, som denne gang var bevæbnede. Til asylsamtalen forklarede han imidlertid, at man ikke kunne se mændene, idet de var maskerede. Foreholdt denne divergens forklarede [B], at man kunne se ud fra masken, at det var de samme. Vedrørende tilbageholdelsen på træningsbasen har ansøgeren til sin asylsamtale forklaret, at der hver gang de skulle på toilettet gik en vagt med, og at der som regel var to personer, der holdt vagt lige uden for det rum, hvor ansøgeren og hans brødre opholdt sig. Ansøgerens bror, [A], har ligeledes til sin oplysnings- og motivsamtale og asylsamtale forklaret, at brødrene ikke havde tilladelse til at gå ud fra huset, at der var meget stor sikkerhed på basen, at der var en person med, når de skulle på toilettet, som ventede, til man var færdig, og at han var sammen med sine brødre hele tiden. Ansøgerens bror, [B], har derimod til sin asylsamtale forklaret, at han og hans brødre frit kunne bevæge sig rundt inde i huset, som var meget stort, og at man ikke skulle spørge om lov til at gå på toilettet, fordi toilettet var inde i huset. Der var ikke en vagt med, når han skulle på toilettet. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om undervisningen på træningsbasen, idet han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at de fik vist billeder af tankvogne og fik fortalt, hvad de skulle gøre for at sprænge sig selv i luften og komme i paradis. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at de kun snakkede og sagde, at de senere ville vise dem, hvad de skulle med deres våben. De så ikke nogen billeder eller video. Flygtningenævnet finder det hertil usandsynligt, at ansøgeren og hans brødre – henset til, at de angiveligt var blevet kidnappet og til ansøgerens forklaring om sikkerheden på basen – skulle kunne flygte uden at støde på vagter og gå ud af en ulåst hoveddør. Nævnet bemærker videre, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren, hvis erindring om forholdene på træningsbasen i øvrigt er påfaldende vag, henset til, at han efter sin forklaring opholdt sig på stedet 10-12 dage, nævnte præcis de samme tre navne på nogle af talibanerne på basen som sine brødre og forklarede, at han var kommet i tanker om disse navne efter at have talt med sine brødre om episoden, og at hans bror, [A], først til asylsamtalen oplyste, at han var kommet i tanker om disse navne. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren efter flugten skulle tage ophold på sin bopæl, hvorfra han og hans brødre angiveligt var blevet kidnappet, henset til den risiko der var forbundet hermed. Nævnet finder hertil, at det forekommer utroværdigt, at talibanerne ved den angivelige anden opsøgning af bopælen skulle have taget flugten uden at medtage ansøgeren og hans brødre alene, fordi ansøgeren og hans brødre og mor råbte op, og naboerne kom til stede. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at de foreliggende baggrundsoplysninger ikke giver grundlag for at antage, at Taliban skulle foretage en tvangsrekruttering i form af kidnapning af ansøgeren og hans to brødre. Der henvises blandt andet til ”Country of Origin Report on Afghanistan” fra det hollandske udenrigsministerium fra november 2016, hvoraf det fremgår, at tvangsrekruttering til Taliban er usædvanlig, og at folk sjældent rekrutteres af fremmede, samt til Landinfos temanotat: ”Afghanistan: Rekruttering til Taliban” af 29. juni 2017, hvoraf fremgår, at tvangsrekruttering kun sker undtagelsesvis, og at personer, der vægrer sig mod at lade sig mobilisere, ikke udsættes for trusler om rettighedskrænkende reaktioner. Det fremgår videre, at Taliban ikke har haft behov for brug af tvang i forbindelse med sin ekspansion, og at individuel mobiliseringspraksis baseret på tvang er i strid med centrale værdier knyttet til familie, ligesom det er i strid med afghansk kultur at tage et barn væk fra en familie, når det er i strid med familiens ønske. Flygtningenævnet finder således sammenfattende, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/12/CHA
