Nævnet meddelte i februar 2018 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar, samt to medfølgende børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske sayeter og shia-muslimer fra Afghanistan. Ansøgerne er oprindeligt fra Gar-diz i Paktia-provinsen, men den mandlige ansøger flyttede til landsbyen [A] i Kabul, da han var omkring 22 år, og den kvindelige ansøger flyttede til [bydelen B] i Kabul, da hun var omkring et år og senere til landbyen [A] i Kabul, da hun var 10-11 år. Syv år inden deres udrejse i 2015 tog de ophold i Iran. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller or-ganisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin stedfar, [C], og sin tidligere ægtefælle, [D]. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hendes stedfar, [C], som arbejdede for de afghanske myndigheder, i 2007 tabte et væddemål til sin ven [D], hvorved ansøgeren blev tvunget til at gifte sig med [D], der allerede havde en ægtefælle. Samme år blev ansøgeren introduceret for [D] i byen Mazar-e Sharif. En uge senere blev ansøgeren religiøst viet til [D]. Hun var ikke selv til stede under vielsen, og forud for vielsen voldtog han hen-de. Ansøgeren boede herefter hos [D], hvor hun blev udsat for vold og skulle bistå [D`s] familie med at lave mad og andet husligt arbejde. Fem måneder efter vielsen fik ansøgeren lov til at besøge sin mor i Kabul. Eftersom hun ikke havde lyst til at tage tilbage til [D] bad hun den mandlige ansø-ger, som den kvindelige ansøger tidligere havde haft et forhold til, om hjælp til at flygte, hvilket den mandlige ansøger indvilgede i. Syv-otte dage senere udrejste de af Afghanistan til Iran. Ansøgerne blev religiøst viet i Iran, hvor de boede i syv år, indtil de udrejste i 2015. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af den kvindelige ansøgers stedfar, [C], samt hendes tidligere ægtefælle, [D]. Den mandlige ansøger har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at blive slået ihjel af sin nevø, [E], idet han beskyldte ansøgeren for sin fars død. Den mandlige ansø-ger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han lærte den kvindelige ansøger, [F], at kende gen-nem sin søster, da han var 22 år gammel. Efter et års bekendtskab ønskede han at gifte sig med hen-de. På daværende tidspunkt havde den kvindelige ansøgers stedfar tabt hende i et væddemål, hvor-efter hun måtte indgå et tvangsægteskab med den 40-årige mand, [D]. Fire-fem måneder efter hun blev tvangsgift, kom den kvindelige ansøger på besøg hos den mandlige ansøgerens søster og bad den mandlige ansøger om hjælp til at flygte fra sin ægtefælle. Herefter flygtede de sammen til Iran, hvor de opholdt sig illegalt de næste syv år. Under deres ophold i Iran, blev den mandlige ansøgers far og bror opsøgt af [C] og [D], der forsøgte at presse dem til at fortælle, hvor ansøgerne befandt sig. På et ukendt tidspunkt deporterede de iranske myndigheder den mandlige ansøger tilbage til Afghanistan, hvor han efterfølgende opholdt sig i en uge hos sin bror. En nat kom der fire ukendte bevæbnede personer og spurgte efter ham. På det tidspunkt flygtede den mandelige ansøger fra sin brors bopæl, hvorefter han hørte tre-fire skud. Det viste sig, at ansøgerens bror var blevet slået ihjel. Den mandlige ansøger rejste efterfølgende tilbage til Iran. To måneder senere udrejste ansøgerne af Iran, idet den mandlige ansøger fik at vide, at hans brors søn, [E], ville komme til Iran for at finde ham og hævne sin fars død. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Der henvises til, at ansøgerne på afgørende punkter har forklaret samstemmende og sammenhængende om deres asylmotiv, hvorefter forklaringerne fremstår tro-værdige. Enkelte forekommende uklarheder i forklaringerne kan efter deres indhold ikke føre til en anden vurdering. Flertallet kan således lægge til grund, at ansøgerne sammen er flygtet fra Afghani-stan, efter at den kvindelige ansøger var blevet tvangsgift med [D], og at ansøgerne derfor er kom-met i et modsætningsforhold til [D] og den kvindelige ansøgers stedfar, [C]. Det lægges endvidere til grund, at den mandlige ansøger efterfølgende under et ophold hos sin bror i Afghanistan er blevet forsøgt pågrebet af fire mænd, der var udsendt af [C], og at ansøgerens bror i den forbindelse blev dræbt, mens det lykkedes for den mandlige ansøger at flygte. Endvidere lægger flertallet til grund, at den mandlige ansøger på baggrund af drabet på hans bror er efterstræbt af brorens søn. Flertallet finder herefter, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet [D] og [C], der begge er ansat i politiet, vil efterspore og opsøge ansøgerne. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at anse ansøgernes konflikt for at være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2018/116/AZU
