Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra […], […]-distriktet i Maidan Wardak-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ofte er blevet chikaneret af en dreng, som hedder [A]. Drengen var tre-fire år ældre end ansøgeren, og drengen boede omkring 10 minutters gang fra ansøgerens bopæl. En dag tog ansøgeren sin families får med op i bjergene, så de kunne græsse. Drengen forsøgte ved denne lejlighed at voldtage ansøgeren, hvorfor ansøgeren slog drengen i hovedet med en sten, så drengen begyndte at bløde. Ansøgeren tog herefter hjem til sin bopæl og fortalte sin storebror, hvad der var sket. Ansøgerens storebror gik, men kom tilbage om aftenen, hvor de begge pakkede deres ting og tog til Kabul. Her boede ansøgeren hos en familie i to-tre måneder, hvorefter han flyttede med familien til Iran, men ansøgeren mistede kontakten til familien i Iran. I [sommeren] 2016 har ansøgeren fået telefonisk oplyst af sin storebror, at den dreng, som ansøgeren slog i hovedet med en sten var blevet handicappet efter slaget, og drengens familie, som er velhavende og har tilknytning til myndighederne i Kabul, er nu efter ansøgeren. Ansøgerens storebror havde fundet ud af, at drengens familie var efter ansøgeren, da han var gået efter at have talt med ansøgeren på dagen for slaget. Ansøgeren har derudover henvist til, at hans storebror er soldat for myndighederne, og at storebroren arbejder for politiet. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at Taliban, ISIL og kuchi-folkene ved, hvem der er i familie med hvem. Grupperingerne vil derfor være efter ham, hvis han vender tilbage til Afghanistan, fordi ansøgerens storebror arbejder for myndighederne og kæmper mod grupperingerne. Kuchi-folkene angreb hvert forår det område, hvor ansøgeren boede i Afghanistan. Ansøgerens far har kæmpet mod dem, men er nu forsvundet. Ansøgerens storebror kæmper mod kuchierne nu. Endvidere frygter ansøgeren den generelle og usikre situation i Afghanistan. Ansøgeren har for Flygtningenævnet også henvist til, at han er homoseksuel. Ansøgeren blev bevidst om sin seksuelle orientering i 12-13 års-alderen. I Iran arbejdede ansøgeren med en jævnaldrende dreng, der fortalte ansøgeren, at der var et sted i Teheran kaldet Azadi-pladsen, hvor der kom mænd, der var interesserede i andre mænd. Ansøgeren blev her for første gang bekendt med, at det kunne være en mulighed, at mænd kunne være sammen med andre mænd. Ansøgeren arbejdede senere på en plastikfabrik, hvor han mødte en ung mand, der hedder [B], som var afghaner og et par år ældre end ansøgeren. Efter at have været venner et stykke tid, fortalte ansøgeren [B] om pladsen i Teheran. Ansøgeren var blevet meget glad for [B], men han turde ikke sige det til ham, og ville gerne se, hvordan [B] reagerede på oplysningen. [B] kendte stedet og havde selv været der tidligere. Kort tid efter indledte [B] og ansøgeren et seksuelt forhold og blev kærester. De kunne mødes i [B]s hus et par gange om måneden. [B] ringede til ansøgeren, når han var alene hjemme, og ansøgeren tog derover. De fremstod som kolleger og gode venner, og ansøgeren mener, at de har været hemmelige kærester i et par år. Ansøgeren blev fire måneder før hans udrejse af Iran kontaktet af [B]s bror, der fortalte, at [B] var blevet anholdt og anklaget for homoseksualitet, og at [B] havde angivet ansøgeren. [B]s bror advarede derfor ansøgeren. Ansøgeren tog herefter til det østlige Teheran, hvor han fandt et arbejde, hvor han kunne overnatte på arbejdspladsen. Ansøgeren arbejdede i fire måneder, men var konstant bange på grund af [B]s anholdelse og valgte derfor at udrejse. Ansøgeren har ikke tidligere oplyst de danske myndigheder om sin seksuelle orientering, da han ikke vidste, at det er tilladt at være homoseksuel i Danmark. Siden november 2016 har han været tilknyttet LGBT Asylum i Danmark, hvor han har deltaget i lørdagsmøder i organisationen. Indledningsvis bemærkes det, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at hjemvise sagen på grund af det nye asylmotiv, da sagen findes at være tilstrækkeligt oplyst. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens asylmotiv begrundet i de påståede skader på [A] til grund. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren først ved den anden samtale med Udlændingestyrelsen har fortalt om motivet, og at han har forklaret skiftende om, hvorvidt [A] på det tidspunkt var 12-13 år gammel eller en voksen mand, ligesom han har forklaret divergerende om, hvorvidt ansøgerens bror fulgte med ham til Kabul eller ej. Flygtningenævnet bemærker i relation til asylmotivet om homoseksualitet, at det først er fremkommet mere end et år efter hans ankomst til Danmark. Ansøgeren har på nævnsmødet først forklaret, at han intet kendte til [B]s familie, som han angiveligt var kæreste med i flere år, mens han senere under nævnsmødet har forklaret, at [B] boede sammen med sin mor og at ansøgeren endvidere har talt i telefon med [B]s bror. Det forekommer endvidere påfaldende, at ansøgeren under opholdet i Iran, på trods af sin angivelige homoseksualitet, anmodede sin bror om tilladelse til at vende tilbage til Afghanistan, idet han fandt det depressivt og kedeligt at være i Iran. Det forekommer endvidere utroværdigt, at ansøgeren, som selv henviser til, at han er udrejst af Iran, da han frygter forfølgelse på grund af sin homoseksualitet først mere end et år efter sin ankomst til Danmark angiveligt finder ud af, at homoseksualitet ikke er strafbart og er acceptabelt i Danmark. Nævnet har i den forbindelse taget hensyn til, at ansøgeren er analfabet, men dette kan ikke føre til en ændret vurdering. Oplysningen om, at ansøgerens bror er politisoldat kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/9/MGO
