Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra Logar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han har samarbejdet med en person, og idet ansøgeren har nægtet at samarbejde med Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han lærte [A] at kende [i foråret] 2014. [A] var ansøgerens fars ven. Ved deres første møde fortalte [A] ansøgeren, at han arbejdede for amerikanerne på et kontor i [by]. [A] fortalte ikke yderligere om, hvad han lavede, men ansøgeren fik besked på, at han skulle arbejde hemmeligt for [A]. [A] ville ringe til ansøgeren, når det blev aktuelt. [I efteråret] 2014 udførte ansøgeren en opgave for [A] i området […] i Ghazni. Ansøgeren tog til området og rapporterede tilbage om, hvorvidt Taliban, politiet eller myndighedspersoner befandt sig i området. Ansøgeren havde en boks med, så folk troede, at han var gadesælger. Ansøgeren havde en butik i Kabul, hvor han solgte printerudstyr. [B], der var fast kunde i butikken, kom en dag [i sommeren] 2015 med nogle id-kort fra FN og diverse hoteller. [B] ville have lavet nogle falske udgaver af disse med andre navne end dem, der stod på. Ansøgeren oplyste [B] om, at han ikke havde den rette maskine til at lave disse. Ansøgeren oplyste endvidere [B] om, at han ville undersøge, om det kunne lade sig gøre at købe den. Efter tre til fire dage sagde ansøgeren til [B], at han ikke kunne købe en sådan maskine. [I sommeren] 2015 fik ansøgeren et opkald fra en mullah ved navn [C], som præsenterede sig som værende ansvarlig for Det Sydlige Islamiske Emirat i Afghanistan (Taliban). Han sagde, at ansøgeren skulle hjælpe dem, og at det var mullahen, der havde sendt [B] hen til ansøgeren. Ansøgeren sagde, at han hverken kunne eller ville hjælpe. Dagen efter fik ansøgeren et opkald fra mullahen. Han sagde, at han kendte ansøgerens og hans families adresse. Han sagde endvidere, at det var sidste gang, at han ringede, og at ansøgeren vidste, hvad der ville ske, såfremt ansøgeren ikke samarbejdede. Ansøgeren nægtede fortsat at samarbejde. Ansøgeren slukkede herefter sin telefon og fortalte sine medarbejdere, at han ville tage hen til sin mor i Indien, fordi hun var syg. Dette var dog ikke sandt. Ansøgeren tog derimod hjem til sin far og opholdt sig der i en uge. Ansøgeren fortalte sin far, hvad der var sket, da han kom hjem. Da ansøgeren var derhjemme, ringede [A]. Ansøgeren mødtes med [A] i Kabul. Ansøgeren skulle til [by] i Ghazni for at observere, hvorvidt der var bevæbnede personer tilstede. Ansøgeren kørte til Ghazni om morgenen og var tilbage om eftermiddagen. Efter ansøgeren havde udført denne opgave tog han til Logar i Afghanistan for at besøge sin mor. I et område i Wardak stoppede Taliban bilen for at kontrollere den. Ansøgeren blev sammen med to andre kaldt ud af bilen. De to andre var soldater. Taliban konfiskerede den mobiltelefon, som ansøgeren havde fået af [A]. Der lå billeder af de steder, hvor ansøgeren havde udført opgaver for [A] på mobiltelefonen. Under episoden blev ansøgeren udsat for vold. Taliban kontrollerede ikke indholdet på mobiltelefonen, mens ansøgeren var til stede. Ansøgeren fik herefter lov til at gå. Ansøgeren mener, at han blev taget af lastbilen, fordi han talte dari. Ansøgeren tilbragte herefter to nætter hos sin mor. Den anden nat bankede en person på døren. Da ansøgerens bror åbnede døren, blev han skudt. Ansøgerens mor fortalte senere hen, at det var Taliban, der havde skudt ansøgerens bror, idet politiet ikke tør komme til landsbyerne efter klokken 17. Da ansøgeren hørte skuddet gemte han sig i køkkenet. Herefter kom der personer ind i boligen og råbte ”Khalek”, som er ansøgerens mellemnavn. Efter en halv time tog de af sted igen. De fandt ikke ansøgeren. Mens ansøgeren gemte sig, hørte han, at hans mor råbte, at hendes søn var blevet martyr. Ansøgerens bror blev skudt omkring klokken 22 eller 23. Ansøgeren gemte sig indtil om morgenen. Herefter tog ansøgeren til Kabul. Da ansøgeren kom hjem, forklarede han sin far, hvad der var sket. Ansøgerens far tog ansøgeren med hen til en ven, hvor ansøgeren skulle bo midlertidigt. Efter en uge tog ansøgerens fars ven ansøgeren til terminalen i Kabul, hvor der kørte biler mod Nimruz. Herefter tog ansøgeren til Iran, hvor han opholdt sig i omkring tre måneder. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret sammenhængende og troværdigt, og han har underbygget forklaringen med relevante detaljer. Nævnet finder, at de mindre divergenser, der har været i ansøgerens forklaring, er af en sådan karakter, at de ikke i sig selv kan føre til en tilsidesættelse af ansøgerens forklaring. Nævnet finder endvidere, ansøgerens forklaring støttes af de i øvrigt foreliggende oplysninger, herunder de lægelige oplysninger om ansøgeren. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at meddele ansøgeren asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Henset til de foreliggende oplysninger om situationen i Afghanistan finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har i nævnsmødet gjort gældende, at ansøgeren som internt flugtalternativ kan tage ophold et andet sted i Afghanistan end Kabul. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag herfor. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.”Afgh/2017/86/SHH
