Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tadsjikere og sunni-muslimer fra [en mindre by], Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive slået ihjel af deres familier, fordi begge familier er imod deres ægteskab. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans kusine og nuværende ægtefælle kom hen til ham en eller to dage før hans udrejse en ukendt dag i foråret år 2000, da han parkerede sin bil i deres fælles gård. Hun fortalte den mandlige ansøger, at hendes far ville have, at hun skulle giftes med en 62-årig mand, og at hun ville begå selvmord. Hun bad den mandlige ansøger om at flygte med hende. Den mandlige ansøger sagde, at han gerne ville flygte med hende, men at han først skulle skaffe nogle penge. Han solgte sin bil til en bilforhandler to dage herefter om aftenen. Han gik efter dette over til sin kusine og sagde til hende, at de skulle flygte samme nat, og at hun skulle holde sig klar. Han kom ind på sin kusines værelse om natten, hvor deres bedstemor også lå og sov, og han gav signal til kusinen ved at hviske og gestikulere, at de nu skulle afsted. Bedstemoren vågnede ikke, og de tog afsted. De flygtede til fods til Shereberghan, derfra med bil til Mazar-e-Sharif og videre herfra med bus til Iran. De fik flygtningestatus i Iran, og den mandlige ansøger forsørgede sin familie ved at tage ufaglært arbejde. En ukendt dag efter omkring syv års ophold i Iran så den mandlige ansøgeren sin ægtefælles bror, [A], stå og sælge kyllinger overfor familiens bopæl i [en landsby]. En til to dage efter episoden flyttede han og familien til [en anden landsby] omkring 30 kilometer fra [den første landsby], hvor de boede i et år, inden de flyttede til byen Gorghan. En ukendt dag herefter så [A] ansøgernes søn, [D], da [D] var på vej til skole. [A] gestikulerede til [D] med en finger på tværs af halsen, at han ville dræbe ham. De flyttede igen bolig til [et område i Iran]. De opholdt sig i Iran indtil år 2013, hvor den kvindelige ansøger mistede sit opholdskort, og hun blev tilbageholdt af myndighederne i en dag, indtil den mandlige ansøger kom og fremviste dokumentation på sin flygtningestatus. En ukendt iransk domstol vurderede efterfølgende, at den kvindelige ansøger skulle deporteres til Afghanistan, fordi myndighederne ikke ville udstede et nyt id-kort til hende. Familien blev deporteret til Afghanistan omkring to og en halv måned efter tilbageholdelsen. De bosatte sig i [et område] i Sheberghan omkring otte kilometer fra deres tidligere bopæl i [deres oprindelige landsby]. Efter omkring tre ugers ophold blev familien inviteret til et bryllup. Den kvindelige ansøger og den ene søn var syge, hvorfor den mandlige ansøger og børnene [D] og [E] tog til brylluppet. Under bryllupsfesten sagde den mandlige ansøgers nabo, at der var sket noget på ansøgernes bopæl. Den mandlige ansøger gik direkte hjem, og ved ankomsten så han, at hans ægtefælle og deres søn lå på gulvet. De var begge bevidstløse. Da den mandlige ansøgers ægtefælle kom til bevidsthed fortalte hun ham, at hendes bror [A] havde opsøgt deres bopæl og forsøgt at kvæle deres søn, [F], og slået hende med en kølle. Dagen efter episoden henvendte den mandlige ansøgere sig til politiet for at anmelde episoden. En person i politiet ved navn [G] sagde til ham, at personer som ham og hans familie bør blive dræbt, og den mandlige ansøger vidste herefter, at han ikke kunne forvente hjælp fra myndighederne. Ansøgerne udrejste omkring ti dage efter anmeldelsen, efter at have solgt deres bolig. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes far imod hendes vilje ville have, at hun skulle giftes med en 70-årig mand. Faren spærrede den kvindelige ansøger inde i en kælder i tre dage, fordi hun nægtede at indgå i ægteskabet. De brændte hende også med kogende vand på hendes arm. Den kvindelige ansøger fortalte sin nuværende ægtefælle, at hun ville begå selvmord, hvis hun skulle giftes med manden. Den mandlige ansøger solgte sin bil og flygtede til Iran sammen med hende herefter. I 2012 eller 2013 flyttede de tilbage til Afghanistan, fordi den kvindelige ansøger havde mistet sit opholdskort og følgelig ikke måtte opholde sig i Iran. Efter én måneds ophold i Afghanistan blev ansøgerne inviteret til et bryllup, og den kvindelige ansøgers ægtefælle og børnene [D] og [E] tog til brylluppet. Den kvindelige ansøger blev hjemme sammen med sønnen [F]. Mens de var væk, opsøgte den kvindelige ansøgers bror [A] familiens bopæl. Han slog den kvindelige ansøger i hovedet med et stykke træ, og han forsøgte at kvæle [F]. Dette fik den kvindelige ansøger at vide, efter hun kom til bevidstheden, af hendes naboer, der kom hende til undsætning. [A] flygtede fra stedet, da naboerne ankom. To til tre dage herefter udrejste familien af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerne på flere væsentlig punkter vedrørende centrale dele af deres asylmotiv har forklaret divergerende. Nævnet bemærker således, at parterne er uenige om alderen på den person som hustruen skulle giftes med, og at de er uenige om hvor de mødtes umiddelbart forud for flugten. Den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvordan den kvindelige ansøgers bror [A] opsøgte dem i Iran, idet han til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at [A] opsøgte dem ved deres hjem, men at han ikke kunne komme ind, fordi indgangsdøren var låst, han har til samtalen den 16. august 2016 forklaret, at [A] ikke bankede på døren, men stod tre til fire meter væk på den anden side af vejen, mens han til nævnsmødet har forklaret, at [A] bankede på indgangsdøren. Den mandlige ansøger har til begge samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at [A] på et andet tidspunkt gestikulerede truende mod deres søn [D] under parrets første ophold i Iran, mens han under mødet for nævnet har forklaret, at det var under parrets andet ophold i Iran og årsagen til, at de forlod Iran. Det findes endvidere ikke sandsynliggjort, at [A] ville være i stand til at genkende [D], som han ikke havde set tidligere ved et tilfældigt møde i byen. I samtalen med Udlændingestyrelsen den 16. august 2016 har den mandlige ansøger forklaret, at de forlod Iran anden gang, fordi de ikke havde dokumenter, og børnene ikke havde mulighed for at gå i skole. Vedrørende episoden i Afghanistan i 2013 bemærker nævnet, at den kvindelige ansøger, som var den der blev overfaldet, ved oplysnings- og motivsamtalen har forklaret detaljeret om overfaldet og herunder angivet, at det var to af hendes brødre, [B] og [C], der overfaldt hende og [F]. Hun har under denne samtale ikke forklaret, at hun blev slået bevidstløs. Under samtalen den 16. august 2016 og under mødet for nævnet, har hun forklaret, at der var hendes bror [A], der overfaldt hende, og at hun som følge af slaget i hovedet mistede bevidstheden. Den mandlige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at det var den kvindelige ansøger, der fortalte ham, at det var [A], der havde overfaldet hende, mens han til mødet for nævnet oplyste, at det var naboen [H], der havde beskrevet overfaldsmanden, hvorefter den mandlige ansøger kunne regne ud, at det var [A]. Flygtningenævnet finder det endeligt usandsynligt, at den mandlige ansøger skulle påtage sig de alvorlige konsekvenser en flugt med den kvindelige ansøger ville medføre, når begge ansøgere er enige om, at de ikke kendte hinanden, ikke havde talt med hinanden og ikke på flugttidspunktet havde følelser for hinanden. Samlet finder nævnet således, at ansøgernes forklaringer må tilsidesættes som konstrueret til lejligheden. I vurderingen er indgået, at parterne er analfabeter, og at den kvindelige ansøger lider af hovedpine. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/77/EMU
