afgh201774

Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra […], Narkh-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi en ældre mand fra Taliban, [T], med tvang ville giftes med ansøgeren. I [sommeren] 2015 kom en ældre mand, som hedder [T], hen til hendes bopæl, og [T] spurgte ansøgerens far, om hun var datteren i huset, og om hun kunne læse Koranen, hvilket ansøgerens far svarede bekræftende på. To til fire dage efter kom [T] igen. Ved denne lejlighed overhørte ansøgeren en samtale mellem hendes far og [T], og hun fandt ud af, at [T] ønskede at blive gift med hende. Hvis det ikke skete, ville [T] slå ansøgeren og hendes far ihjel. Efter [T]s tredje besøg modtog ansøgeren og hendes far trusler om, at [T] ville smide syre i ansøgerens ansigt og brænde familiens bopæl ned. Ansøgeren modtog truslerne fra en af [T]s ansattes ægtefæller, som kom hen til ansøgerens bopæl og fremsagde truslerne. En uge efter besøget accepterede ansøgerens far giftemålet. [T] kom herefter til ansøgerens bopæl, hvor en anden mullah annoncerede vielsen. Tre-fire dage efter [T]s tredje besøg, ringede ansøgeren til sin kæreste, [K], og hun fortalte, hvad der var sket. Ansøgeren aftalte med [K], at de skulle mødes ved plantagen i ansøgerens landsby, og derefter flygte sammen. Ansøgeren og [K] blev viet i Afghanistan den 21. eller 22. juli 2015, og ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Uanset at ansøgeren har forklaret divergerende om forhold, der ikke alene relaterer sig til tolkeproblemer, finder nævnet overordnet, at forklaringen mangler logik og ikke fremstår selvoplevet, men konstrueret til lejligheden. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgerens far først opfatter situationen som alvorlig efter henvendelser fra nabokoner og ikke i forbindelse med [M]s besøg. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har forklaret, at hendes far var en velhavende person. Set i dette lys finder nævnet, at det er påfaldende, at han ikke blot kunne henvise [M] til, at ansøgeren var lovet væk til [K], som var søn af hendes fars venner. Nævnet bemærker i den forbindelse, at der var enighed mellem ansøgerens og [K]s familie om dette giftemål. Nævnet bemærker endvidere i denne sammenhæng, at det må anses for bemærkelsesværdigt, at ansøgeren udrejser uden at inddrage sin far i planerne, men derimod uden hans kendskab tager 4.000 dollars, og uden at gøre sig overvejelser om, at truslerne angiveligt var rettet både mod ansøgeren og hendes far. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må anses for bemærkelsesværdigt, at ansøgeren og [K] ikke forsøgte at tage ophold et andet sted i Afghanistan, navnlig henset til ansøgerens forklaring om, at [K] var veluddannet og ønskede at etablere sig med egen butik. Nævnet finder herefter efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/74/MGO