Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk usbeker og sunni-muslim fra [en mindre landsby], Sar-e Pol, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af politiet, idet politiet har opsøgt ham på hans bopæl, hvor de sagde til ansøgeren, at han skulle mødes med dem. Derudover frygter ansøgeren at blive slået ihjel af Taliban, idet Taliban har opsøgt ham på hans bopæl, hvor de sagde til ansøgeren, at han skulle betale dem penge. Endvidere frygter ansøgeren at blive dræbt af familien til personen fra motorcykleulykken, idet de er vrede på ansøgeren og vil tage hævn, fordi personen, ansøgeren påkørte, er blevet lam og muligvis er død. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han rejste til Iran som 9-11 årig. Han vendte tilbage til Afghanistan i februar 2014. To til tre dage efter ansøgerens hjemkomst til [sin landsby], Sar-e Pol-provinsen, blev ansøgeren opsøgt af Taliban på familiens bopæl. To ukendte personer ankom til bopælen omkring kl 18-19 og spurgte ansøgeren, om han var [ansøgerens navn], og om han lige var kommet hjem fra Iran, hvilket ansøgeren bekræftede. De to personer sagde til ansøgeren, at hans far havde arbejdet for Taliban, men at de ikke havde hørt fra ham i et stykke tid. De sagde endvidere, at ansøgeren skulle arbejde for dem eller betale. Hvis ikke ansøgeren gjorde dette, ville de slå ansøgeren og resten af familien ihjel. De to personer sagde, at ansøgeren skulle møde op i et hus i udkanten af [landsbyen], men de angav ikke noget tidspunkt herfor eller noget beløb. Derefter gik de. To dage efter ansøgeren var blevet opsøgt af de to ukendte personer fra Taliban, bad ansøgerens mor ham om at købe ris og olie på markedet i basaren i [landsbyen]. Ansøgeren tog afsted omkring kl 9-10 om morgenen på en motorcykel tilhørende naboen [A]. På vej hjem fra markedet påkørte ansøgeren en person. Personen havde stået bag et hus og var pludseligt gået/løbet ud på vejen, hvorfor ansøgeren ikke havde set ham og ikke nåede at stoppe i tide. Da ansøgeren ramte personen, faldt personen om og begyndte at bløde. Der var flere personer til stede, som så ulykken. Ansøgeren gik i panik og flygtede fra stedet. Dagen efter kom politiet til familiens bopæl. Det var ansøgerens mor, der åbnede døren og talte med politiet. Ansøgerens mor fortalte ansøgeren, at politiet havde sagt, at han skulle møde på politistationen, fordi han var nyankommet til Afghanistan efter en lang periode i Iran. De ville tale med ansøgeren om, at han ikke skulle involvere sig med Taliban. Ansøgeren turde ikke møde op på politistationen af frygt for at møde familien til den person, han havde påkørt. Det kunne også være, at politiet ikke havde fortalt ansøgerens mor sandheden om indkaldelsen. Ansøgeren besluttede derfor at udrejse af Afghanistan. Efter ansøgeren ankom til Iran, talte han med sin nabo [A], der fortalte ansøgeren, at den person ansøgeren havde påkørt var blevet lam og ikke kunne tale. Senere fik ansøgeren at vide, at den påkørte person var tæt på at dø, og [A] advarede ansøgeren mod at komme tilbage, idet den påkørte persons familie ville tage hævn. I forhold til ansøgerens fars tilknytning til Taliban, har ansøgeren oplyst, at politiet kom til familiens bopæl i 2010 eller 2012, da ansøgeren var 10-12 år gammel. På dette tidspunkt var ansøgeren i Iran. Politiet fortalte ansøgerens mor, at faren arbejdede for Taliban. Ansøgerens far var ikke hjemme på det pågældende tidspunkt, og familien så ham ikke igen. Ansøgeren ved ikke mere om sin fars tilknytning til Taliban. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder overordnet, at ansøgerens forklaring ikke fremstår selvoplevet, og at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren i løbet af de maksimalt otte dage, han ifølge sin forklaring opholdt sig hjemme på bopælen i landsbyen […], skulle have pådraget sig konflikter både med Taliban og i anledning af den beskrevne motorcykelulykke med den påkørtes familie og politiet. Flygtningenævnet finder, at det ikke er troværdigt, at ansøgeren ikke straks forlod bopælen efter henholdsvis henvendelsen fra Taliban og efter motorcykelulykken, da han på disse tidspunkter har måttet være klar over, at problemerne ikke ville kunne løses, hvis han forblev på bopælen. Vedrørende henvendelsen fra Taliban og henvendelsen fra politiet lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ikke har nævnt dette i sit asylansøgningsskema, og at ansøgerens mor angiveligt ikke efterfølgende har haft problemer med Taliban. Den angivelige aftale med Taliban om, at ansøgeren skulle betale penge, forekommer noget ufuldstændig, idet hverken betalingstidspunktet eller betalingsbeløbet var lagt fast. Vedrørende motorcykelulykken finder Flygtningenævnet, at forklaring om, hvorledes ulykken fandt sted, savner detaljer, idet ansøgeren intet har kunnet forklare om offeret, eller hvordan han kunne tro, at han kunne unddrage sig ansvaret. Flygtningenævnet finder videre, at det beror på ansøgerens egen formodning, at den oplyste henvendelse fra politiet ikke drejede sig om, at han skulle advares mod Taliban, men reelt om motorcykelulykken. Flygtningenævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at politiet, hvis henvendelsen drejede sig om motorcykelulykken, lod sig nøje med ansøgerens mors oplysning om, at ansøgeren ikke var hjemme. Videre har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren heller ikke senere har skaffet sig nærmere oplysninger om efterforløbet som følge af motorcykelulykken eller om offeret. Ansøgeren har således end ikke spurgt sin mor om, hvorvidt hun har fået henvendelser fra offerets familie eller politiet. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren som forklaret skulle kunne finansiere både sin udrejse og videre flugt til Europa, købe telefon og sende penge til sin mor ved at arbejde i Iran. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren ved indrejsen angav en præcis fødselsdato, som han angiveligt havde fået oplyst af sin mor under en telefonsamtale fra Grækenland, og at det ved aldersundersøgelsen har vist sig, at ansøgeren er væsentligt ældre end oplyst. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/58/EMU
