Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taleban eller Isil, idet han har deltaget i kidnapningen af 12 til 14 personer fra Isil eller Taleban, og således er kommet i konflikt med disse. Han har hertil bemærket, at han opfatter Isil og Taleban som den samme fjende. Derudover frygter ansøgeren [A], en person fra sin landsby […], idet han har spioneret for Isil/Taleban og videregivet oplysninger omkring ansøgeren. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han siden [foråret] 2012 og indtil sommer 2015 boede og studerede i Kabul. I ferier og ved andre højtider var han hjemme på besøg hos sine forældre i landsbyen […]. Omkring to uger før sin udrejse af Afghanistan blev syv af landsbyens beboere fra […] kidnappet af IS eller Taleban. Ansøgeren ved ikke, hvorfor disse folk blev kidnappet, men han formoder, at Isil eller Taleban ønskede at presse regeringen til at frigive deres folk i bytte for de uskyldige gidsler. Da regeringen ikke ville hjælpe landsbyens beboere med at få de syv personer tilbage, besluttede beboerne, at de selv måtte gøre noget. De besluttede at udføre en kidnapning af Taleban/Isil personer, og således bytte disse gidsler for de syv af landsbyens beboere. Denne aktion fandt sted fire til fem dage efter kidnapningen af de syv personer. Ansøgeren var på daværende tidspunkt hjemme i […] på ferie, og han blev derfor involveret i kidnapningsaktionen, fordi hans far var syg, og derfor måtte deltage i hans sted. Derudover ville landsbyens beboere ikke lade ansøgeren tage til Kabul, da ansøgeren skulle hjælpe med at kæmpe mod Taleban/Isil. Under aktionen stod ansøgeren vagt, og han deltog således ikke i selve kidnapningen. Det lykkedes at kidnappe 14 personer, som dog viste sig at være civile personer, og de blev derfor løsladt igen. Fire til fem dage efter, at det første forsøg mislykkedes, forsøgte landsbyens beboere igen at kidnappe nogle personer. Denne gang stod ansøgeren også vagt, og han deltog ikke i selve kidnapningen af 12 til 14 Taleban/Isil personer. Aktionen lykkedes, og personerne blev holdt indespærret i to aflåste butikker i landsbyens lokale bazar. Efter to til fire dage kom fire regeringsrepræsentanter til landsbyen. De havde fået kendskab til landsbyens beboeres kidnapning. Regeringsrepræsentanterne krævede, at personerne blev løsladt. Repræsentanterne påstod, at det ikke var de rigtige personer, som var blevet tilfangetaget. Dette var landsbyens beboere ikke enige i, men de var nødt til at gøre, som de fik besked på. Ingen af landsbyens beboere ønskede at deltage i løsladelsen af de 12 til 14 personer af frygt for at blive genkendt. Ansøgeren endte med at være én af de personer, der stod for løsladelsen. Ansøgeren havde ikke tildækket dit ansigt, da han løslod personerne. Regeringsrepræsentanterne tog derefter de 12 til 14 Taleban/Isil personer tilbage til deres egen landsby. De 12 til 14 personer blev fløjet væk i de helikoptere, som regeringsrepræsentanterne var ankommet i. De efterfølgende dage kontrollerede Taleban/Isil vejene i området. I dn forbindelse deltog nogen af de personer, som havde været kidnappet. Taleban og Isil ledte efter de af landsbyens beboere, som havde deltaget i kidnapningen. De ledte særligt efter ansøgeren, da de havde en masse oplysninger om ham, som han formoder, at de havde fået fra [A]. Ansøgeren og hans far flygtede derfor i løbet af natten ud af […], og derefter helt ud af Afghanistan. Ved grænsen til Tyrkiet blev ansøgeren adskilt fra sin far, og ansøgeren ved på nuværende tidspunkt ikke, hvor hans far befinder sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt og hvornår han så kommandantens lig, omstændighederne omkring løsladelsen samt hvem, der traf beslutning om, at det netop var ansøgeren, der skulle være med til løsladelsen. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han i forbindelse med den gidseltagning, hvor kommandanten blev dræbt, at han så de andre grupper komme tilbage med gidslerne og liget af kommandanten. I advokatindlægget er ansøgeren citeret for, at der var en fejl i referatet fra oplysnings- og motivsamtalen, idet de ikke tog liget af kommandanten med. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren forklaret, at de tog kommandanten med, men at han afgik ved døden, før de nåede frem til mødestedet, og at hans lig blev efterladt på vejen dertil, hvorfor ansøgeren ikke så liget. Forud for nævnsmødet har ansøgeren oprindeligt forklaret, at gidslerne blev tilbageholdt i et hus. Han har senere forklaret, at de blev tilbageholdt i nogle lokaler i basaren. Yderligere har han oprindeligt forklaret, at gidslerne blev afhentet af myndighedspersoner og ført til en helikopter. Under nævnsbehandlingen har han forklaret, at han forestod løsladelsen. Foreholdt denne divergens, har han under nævnsbehandlingen oplyst, at han forestod løsladelsen og efterfølgende overgav gidslerne til myndighedspersoner. Ansøgeren har forud for nævnsbehandlingen forklaret, at det var myndighedspersonerne, der krævede, at han medvirkede til løsladelsen, mens han under nævnsbehandlingen har oplyst, at dette skete på baggrund af en beslutning, der blev truffet af landsbyens ældste. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke har redegjort for, hvorfor han skulle deltage i løsladelsen. Hans forklaring om, at dette var, fordi han deltog i kidnapningen, står i modsætning til, at han har forklaret, at han ikke deltog i selve kidnapningen, men blot stod vagt uden for landsbyen. I den sammenhæng finder nævnet, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke søgte at dække sit ansigt, navnlig når henses til ansøgeren bemærkning om, at alle andre frygtede at blive genkendt. Endelig forekommer det bemærkelsesværdigt, at [A] skaffede oplysninger omkring ansøgerens forbindelser til kidnapningsoperationerne, eftersom ansøgeren befandt sig i Kabul, da [A’s] spionage blev afsløret af landsbyens ældste. Ligesom det forekommer usandsynligt, at [A] kunne færdes frit i landsbyen og få indsigt i, hvem fra landsbyen, der deltog i kidnapningen af Taleban-folkene. Nævnet finder herefter, efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/523/IVK
