Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara, shia muslim og Afghansk statsborger fra Landsbyen […], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en magtfuld mand ved navn [Y], fordi han mener, at ansøgeren slog hans søn [E] ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at en dag han var på vej tilbage fra et ærinde i forbindelse med hans elevarbejde i en svejserbutik, blev han ringet op af [E], som bad ham om at komme hen til et sted ved navn […].[ E] var også elev samme sted som ansøgeren. Ansøgeren kørte ud for at mødes med [E] i stedet for at køre tilbage på arbejde. Da ansøgeren ankom til stedet, anvist af [E], var han ingen steder at se. Ansøgeren forsøgte at ringe til ham flere gange. Ansøgeren opdagede blodpletter på jorden, og fandt [E] død længere nede ad en sti lidt væk fra vejen. Der var ingen andre personer i området. Ansøgeren fik det dårligt og blev bange, hvorefter han skyndte sig at flygte fra stedet. Herfra kørte ansøgeren tilbage til sin arbejdsplads og afleverede motorcyklen. Hvorefter han gik hjem for at skifte tøj, og selvom ansøgerens søster [F] flere gange spurgte ham, hvad der var galt, fortalte han hende ikke noget. Da ansøgeren kom tilbage til arbejdet, fortalte hans arbejdsgiver [T], at tre mænd havde været i butikken og spørge efter ham. [T] havde fortalt dem, hvor ansøgeren boede. Ansøgeren skyndte sig hjem, hvor han opdagede tre mænd stod foran hans bopæl og ventede på ham. Ansøgeren genkendte ingen af de tre personer, men han kunne se på deres ansigtstræk, at de var etnisk hazara. Den ene person trak en pistol og holdt ansøgeren for munden. Ansøgeren blev smidt ind i en bil og kørt hen til stedet, hvor han havde fundet [E] død. Her slog og udspurgte de tre personer ansøgeren om, hvem der havde beordret ham til at slå [E] ihjel. De spurgte også ansøgeren, hvorfor han havde ringet så mange gange til [E]. [E]’s lig lå ikke længere på stedet. De gav til sidst ansøgeren bind for øjnene, hvorefter han blev bragt hen til [Y] og anbragt i hans kælder. Efter en time i kælderen kom [Y]. Han begyndte at slå ansøgeren, og spurgte, hvorfor han havde dræbt [E]. Samtidig fortalte [Y] ansøgeren, at han ikke havde slået ansøgerens far ihjel med vilje. Dette var første gang ansøgeren hørte, at hans far var blevet slået ihjel. Indtil da havde ansøgeren troet, at hans far befandt sig i Iran. [Y] sagde, at han nu ville dræbe ansøgeren. [Y] forlod kælderrummet, fordi en person kaldte på ham. Ansøgeren opdagede et lille vindue i rummet, som han smadrede og flygtede ud af. Ansøgeren flygtede mod et bjergområde, hvor han mødte en ukendt mand, som hjalp ham med noget nyt tøj og betalte ansøgerens busbillet til Khandahar. Herfra rejste ansøgeren videre til Iran. Ansøgeren opholdte sig nogle år i Teheran, Iran, hvor han arbejdede som vagt ved en byggeplads, som også var stedet hvor han boede. En dag, da ansøgeren var ude at handle, mødte han tilfældigvis [Q], en bekendt fra Afghanistan. [Qodrat] fortalte ansøgeren, at [Y] fortsat ledte efter ham. Ansøgeren udrejste herefter af Iran, for at komme til Europa. Indledningsvist skal nævnet bemærke, at ansøgerens forklaring har været præget af, at han har svaret afglidende og upræcist på en lang række konkrete spørgsmål, ligesom forklaringen om asylmotivet ikke forekommer selvoplevet. Dette gør sig blandt andet gældende med hensyn til omstændighederne i forbindelse med fundet af [E]’s lig, som ansøgeren i øvrigt har forklaret påvirkede ham så dybt, at han ikke var i stand til at tænke og handle rationelt. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og udbyggende på centrale punkter, hvorfor forklaringen i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således væsentligt udbygget sin forklaring om, hvor magtfuld en person [Y] er. Han forklarede i oplysnings- og motivsamtalen, da han blev spurgt til [Y]’s position, at [Y] var magtfuld og gik med våben. På spørgsmålet om, hvorfor han havde så meget magt, svarede han, at [Y] havde en bil og våben, og at han ofte var sammen med folk, men at han ikke vidste, om [Y] tilhørte en religiøs eller kriminel gruppe. I asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at [Y] var en del af en gruppering, som han ikke kendte navnet på, men at gruppens leder hed [B]. Under mødet med advokaten har han forklaret, at også [M], [A] og [S] var en del af gruppen, og at [Y]’s overordnede var [en tidligere højtstående myndighedsperson]. Endelig har han under mødet i nævnet forklaret, at [den tidligere højtstående myndighedsperson] flere gange har aflagt besøg i landsbyen hos [Y], og at [den tidligere højtstående myndighedsperson] ankom i helikopter og havde en masse bevæbnede vagter med sig. Ansøgeren har under mødet i nævnet også udbygget sin forklaring med hensyn til, at [Y] havde checkpoints, der opkrævede betaling af personer, der skulle ind og ud af byen og vagter på et bjerg tæt ved landbyen. På spørgsmålet om, hvordan det lykkedes ham at flygte, har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at han slap ud af landsbyen ved at benytte en anden vej end den, hvor bilerne kørte, hvorimod han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han gik den samme vej ud af landsbyen, som bilerne kørte. Ansøgeren har videre forklaret divergerende med hensyn til, hvor lang tid han var i kælderen, før han mødte [Y] og hans kone, idet han i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at der gik en time, hvorimod han under nævnsmødet har forklaret, at han så dem straks efter, at han var kommet ned i kælderen og havde fået bindet fra øjnene. Nævnet finder videre, at det er usandsynligt, at [Y], efter at han havde beskyldt ansøgeren for drabet på [E] og sagt, at han ville slå ham ihjel, skulle have låst ansøgeren inde i kælderrummet uden at sikre, at han ikke kunne stikke af via vinduet eller sætte vagter rundt om huset. Ansøgeren har også om flugten udbygget sin tidligere forklaring, idet det først er under mødet i nævnet, at han har forklaret, at han skar sig på glasset og fik skader på ryggen og armene. Det er videre usandsynligt, at ansøgeren i forbindelse med flugten fortalte en vildt fremmed mand om, hvorfor han var flygtet, hvorefter den pågældende hjalp ham med at skaffe tøj og gav ham penge til en busbillet, navnlig i lyset af at ansøgeren har forklaret, at ingen i Afghanistan tør betro sig til andre, fordi de er bange for, om de pågældende stikker dem. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at ansøgeren ikke efterfølgende har gjort noget for at finde ud af, om mordet på [E] er opklaret eller ej, eller at han ikke spurgte [Q] ind til rygtet om, at [Y] stadig ledte efter ham. Flygtningenævnet finder henset til vurderingen af troværdigheden af ansøgerens forklaring om asylmotiv ikke, at der er grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/52/JOV
