Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og shiamuslim fra landsbyen […] i […] provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at der en mand, der leder efter ham og måske vil slå ham ihjel, fordi ansøgerens mor for ca. 5 år siden meldte den pågældende, der derefter var fængslet. Ansøgeren har nærmere oplyst, at vedkommende hedder [A] og bliver kaldt [B], selv om det nok er mange år siden, han havde haft noget med militær og kampe at gøre. [A] er en indflydelsesrig, velhavende og magtfuld mand i landsbyen. [A] og ansøgeren er beslægtede. Da ansøgerens far, der var politibetjent, døde, blev det aftalt, at ansøgeren skulle arbejde for [A]. Han hjalp til i dennes husholdning og dansede flere gange til fester om aftenen. Han havde tøj på til disse fester. Når han og [A] kom hjem fra fest, skulle han ofte massere [A’s] ryg mv. De havde begge tøj på, når han masserede [A]. Han skulle også kysse [A] ved sådanne lejligheder. [A] sagde, han elskede ansøgeren som en søn, og ansøgeren opfattede ikke [A’s] handlinger som seksuelle. Han brød sig ikke om at være dansedreng, men han mente ikke, han kunne undlade at gøre, som [A] sagde, han skulle. [A] truede endvidere med, at han ville slå ansøgeren ihjel, hvis han fortalte om festerne mv. Da en fest hos en af [A] venner var ved at være overstået, sagde [A] til ansøgeren, at han skulle overnatte hos den pågældende, [B]. Ansøgeren ville ikke, men [A] tog hjem alene. Ansøgeren var ikke hidtil blevet berørt under festerne, men den nat blev han slået og voldtaget af [B]. Ansøgeren fortalte det hele til sin mor. Moren meldte derefter [A] til landsbyens leder, [C], der efterspurgte beviser. Ansøgeren havde set, at [A] havde filmet ham, mens han dansede til fester, og han tog derfor memory-kortet fra [A’s] telefon efter at have konstateret, at de pågældende filmsekvenser ikke var slettet. [A] opholdt sig da i et naborum. Efter at [C] havde fået kortet, anmeldte han forholdet til politiet, og ansøgeren flygtede efter råd fra [C]. Hans mor og søskende forlod ligeledes landsbyen. De slog sig ned hos morens fætter i Kabul. Omtrent 1 ½ år senere henvendte [A] sig på deres bopæl i Kabul, mens ansøgeren ikke var hjemme. [A] havde vist i en stor del af den mellemliggende periode været fængslet på grund af [C’s] anmeldelse. Nok på grund af stor indflydelse blev han relativt hurtigt løsladt. Ansøgeren flygtede få dage efter henvendelsen i Kabul til Teheran, Iran. 2-3 måneder senere henvendte [A] sig på ny på bopælen i Kabul. Han sagde, at han vidste, at ansøgeren var sendt til Iran, men at han nok skulle få fat på ham alligevel. Efter et års ophold i Iran spurgte en afghaner efter ansøgeren på hans arbejdsplads. Ansøgeren var da ikke til stede. [A] havde nok fundet frem til hans opholdssted, fordi han havde været uforsigtig nok til at fortælle sine arbejdskollegaer – hvoraf flere kom fra samme landsby som han – at han havde problemer med [A]. Ansøgeren flygtede derfor videre til Europa. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren ikke i sit ansøgningsskema skrev noget om det asylmotiv, han senere har påberåbt sig. I stedet skrev han, at han var flygtet fra Taliban, fordi Taliban havde slået hans far ihjel, da faren havde tjent den afghanske regering. Han har senere afgivet forskellige forklaringer på, hvorfor han ikke skrev sandheden i skemaet. Flygtningenævnet tilsidesætter endvidere ansøgerens forklaring om rejsen fra Iran til Danmark og lægger herved vægt på, at ansøgeren i Flygtningenævnet har forklaret divergerende herom, idet han først oplyste, at han var rejst alene til Danmark og ikke havde været i selskab med familiemedlemmer, hvilket han efter forehold af tidligere afgivet forklaring ændrede til, at han helt tilfældigt i Tyrkiet havde mødt sin fætter, som han ikke vidste, var i Tyrkiet, og derefter var fulgtes med fætteren til Danmark. Endvidere forekommer det i sig selv mindre sandsynligt, at ansøgeren helt tilfældigt skulle støde på sin fætter på rejsen til Europa. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren som noget nyt under den anden samtale med Udlændingestyrelsen oplyste, at han under flugten til Danmark havde hørt, at der på ny havde været en mand og spørge efter ham på arbejdspladsen i Iran. Dertil kommer, at ansøgeren vedrørende flere enkeltpunkter har forklaret divergerende under de to samtaler med Udlændingestyrelsen og i Flygtningenævnet. Ansøgeren har herunder forklaret forskelligt om tidsangivelserne i forløbet fra han blev voldtaget, til han kom til Kabul, samt om han rejste sammen med sin mor og søskende, eller om de rejste hver for sig. Divergenserne er ikke i sig selv afgørende, men indgår i den samlede troværdighedsvurdering med en vis vægt. Samlet set finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har et modsætningsforhold til [A], som han har forklaret og det kan herefter ikke lægges til grund, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan på grund af sine konkrete og individuelle forhold vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse efter flygtningekonventionen, jf. udlændingeloven § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af lovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/513/JHB
