Emneord: Agents of Persecution; Internal Flight Alternative; Chikane.
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [landsby], Laghman-privinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban og lokale narkotikasmuglere, fordi ansøgeren som juridisk konsulent har været involveret i mere end 1.000 straffesager. Ansøgeren frygter at blive slået ihjel af Taliban eller narkotikasmuglerne, fordi han nægtede at samarbejde med dem om at rette i sagerne eller få sagerne til at forsvinde. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede som juridisk konsulent på [Projekt A] fra [efteråret] 2013 til [sommeren] 2014. Ansøgeren ønskede ikke at forlænge kontrakten med [Projekt A] på grund af de tiltagende trusler. Ansøgeren forsørgede efterfølgende sig selv ved at leve af familiens jord i Laghman-provinsen. Derudover arbejdede ansøgeren i en ukendt periode ulønnet som tolk hos et bygningsfirma ved navn [B]. Firmaet havde blandt andet kontrakter med Japan, hvor ansøgeren oversatte til engelsk. I [vinteren] 2013 eller [vinteren] 2014 modtog ansøgeren opkald fra Taliban. Han modtog omkring ét opkald hver måned på sin private telefon. Han modtog derudover også et ukendt antal opkald på sin arbejdstelefon. Det var forskellige personer, der ringede hver gang. Når ansøgeren hørte, at personen befalede ham at samarbejde, eller at han talte med en bestemt accent, lagde han på med det samme. Ansøgeren nåede derfor aldrig at høre, hvad Taliban specifikt ville have ham til at gøre for dem. Ansøgeren antager, at han var interessant for Taliban, fordi han havde adgang til alle straffesager, der vedrørte talibanere. Ansøgeren forsøgte at skifte sit private telefonnummer tre gange, men det hjalp ikke. I [vinteren] 2014 var ansøgeren på besøg hos noget familie i […]-landsbyen i Laghman-provinsen. Tre mænd, som ansøgeren var sikker på var fra Taliban, havde spurgt efter ansøgeren i landsbyen, fordi de ville tale med ham. Ansøgeren flygtede fra familiens bopæl og havde ikke kontakt med de tre mænd. Omkring [foråret] 2014 kørte ansøgeren på strækningen mellem Nenengar og Laghman, hvor Taliban havde sat en kontrolpost op. Ansøgerens ven kørte længere fremme på strækningen. Han kunne berette, at Taliban havde et billede af ansøgeren, som de fremviste til alle. Da ansøgeren var omkring fem til seks kilometer fra kontrolposten, vendte han om og kørte tilbage mod Kabul. [I foråret] 2014 opsagde ansøgeren sin stilling som juridisk konsulent. Ansøgerens far blev opsøgt af en ukendt mand, som ville have ansøgerens adresse. Ansøgerens far gav ikke adressen, og manden truede derfor ansøgerens far og sagde, at de nok skulle finde ansøgeren. Ansøgeren er ikke sikker på, om manden tilhørte Taliban eller narkotikasmuglerne. Da ansøgeren arbejdede som ulønnet tolk, var hans leder i Laghman-provinsen for at tilse et byggeprojekt. Han blev opsøgt af Taliban, som ville have ham til at udlevere ansøgeren. Lederen gav dem nogle dokumenter, som intet havde med ansøgeren at gøre for at slippe væk fra Taliban. Ansøgeren havde håbet på, at truslerne ville stoppe, idet han ikke længere arbejdede som juridisk konsulent, men dette var dog ikke tilfældet. Ansøgeren udrejste af Afghanistan i sommeren 2015. De telefoniske trusler stoppede, da ansøgeren stoppede sit arbejde som juridisk konsulent. Ansøgeren blev aldrig personligt opsøgt af narkotikasmuglerne.
Flygtningenævnet kan på samme måde som Udlændingestyrelsen lægge til grund, at ansøgeren i perioden fra [efteråret] 2013 til [sommeren] 2014 arbejdede for den af USA finansierede [Projekt A], idet ansøgerens arbejde bestod i at kontrollere og indtaste oplysninger i en form for straffesagsregister. Der er på baggrund af baggrundsoplysningerne grund til at antage, at personer, der udfører denne type arbejde kan risikere, at komme i Talibans søgelys, og blive udsat for overgreb fra Talibans side. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens relativt kortvarige virke, der var omgærdet af en række sikkerhedsforanstaltninger, er kommet til Talibans kendskab. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om de telefoniske henvendelser fra Taliban, og Talibans forsøg på at komme i kontakt med ansøgeren har fremstået ukonkret, divergerende og dermed utroværdig. Det samme gælder ansøgerens forklaring om opkaldene fra narkosmuglerne. Ansøgeren har forklaret, at han i den periode, han var ansat, løbende modtog opkald til sin egen telefon, og den telefon han havde fået udleveret af arbejdsgiveren, men at ansøgeren lagde på, så snart det blev sagt, at henvendelsen kom fra Taliban, eller ansøgeren sluttede dette på grund af den talte dialekt, og at dette er baggrunden for, at ansøgeren ikke nærmere har kunnet forklare om formålet og hensigten med de mange telefonopkald, som ansøgeren angiveligt modtog. Nævnet finder, at det afsvækker ansøgerens forklaring om telefonopkaldene, at Taliban på intet tidspunkt i den periode, hvor ansøgeren arbejdede for [Projekt A] i Kabul forsøgte at opsøge ansøgeren i nærhedens af arbejdsstedet eller på ansøgerens privatadresse i Kabul. Ansøgeren har forklaret, at han i [vinteren] 2014 var på besøg hos sin familie i Laghman-provisen, og at han her blev forsøgt opsøgt af tre mænd. Nævnet finder, at det alene beror på ansøgerens formodning, at disse mænd havde tilknytning til Taliban, og at henvendelsen skyldes ansøgerens arbejde for [Projekt A]. Vedrørende episoden ved kontrolposten på vejen mellem Kabul og Jalalabad har ansøgeren overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at årsagen til, at han sendte kammeraten i forvejen var, at ansøgeren vidste, at Taliban var meget tilstede i området, og at ansøgeren derfor tog sine forholdsregler. Under nævnsmødet har ansøgeren divergerende forklaret, at han var særlig opmærksom, fordi han skulle møde nogle gamle studiekammerater, der sympatiserede med Taliban. Den sidste episode fandt efter ansøgerens forklaring sted i [vinteren] 2014, hvor en mand iført traditionelt tøj opsøgte ansøgerens far og krævede at få oplyst ansøgerens adresse. Det beror også her på ansøgerens formodning, at vedkommende der henvendte sig var tilknyttet Taliban, og at det drejede sig om ansøgerens arbejde for [Projekt A]. Ansøgeren har forklaret, at han efter at han var ophørt med at arbejde for [Projekt A] holdt lav profil og skiftet bopæl i Kabul. Nævnet har ved vurderingen af, hvorvidt ansøgeren har sandsynliggjort, at han var og forsat vil være efterstræbt af Taliban lagt afgørende vægt på, at ansøgeren opholdte sig i Kabul helt frem til sensommeren 2015 uden på ny at modtage henvendelser fra Taliban. Ansøgeren benyttede den mellemliggende periode til at søge dels Green Card til USA og arbejdstilladelse i Japan, og på grundlag af ansøgerens forklaring må Flygtningenævnet lægge til grund, at ansøgeren besluttede at udrejse for at søge asyl, da han måtte konstatere, at han ikke ad anden vej havde mulighed for at forlade Afghanistan. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan, vil risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i personlig og konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Afghanistan kan ikke medføre, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/489/HHU
