Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra [en mindre landsby], Majdan-Wardak, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban, idet han er etnisk hazara, og hans far har været kok for det afghanske politi. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far blev tilbudt arbejde som kok i en politibase nær familiens landsby, og at ansøgerens far dagen efter begyndte at arbejde på basen, hvor han arbejdede i perioden fra [efteråret] 2014 til [foråret] 2015. Der skete hverken ansøgeren eller hans far noget, før hans far pludselig blev skudt [i foråret] 2015 omkring 100 meter fra familiens bopæl. Ansøgeren formoder, at det er Taliban, der har slået hans far ihjel, da hans far arbejdede for myndighederne, og da det kun er Taliban, der gør den slags. Ansøgeren var i Iran for at blive gift, da drabet på hans far fandt sted. Hans mor ringede først til ansøgeren 11 dage efter drabet og fortalte om det, idet hun ikke helt var sig selv. Ansøgeren tog hjem til begravelsen [i foråret] 2015, selvom hans mor foreslog ham at blive i Iran. 40 dage efter drabet på ansøgerens far kom talibaneren [A] til deres bopæl med et trusselsbrev, hvori der stod, at de var vantro, da ansøgerens far havde arbejdet for myndighederne, og at de derfor skulle flytte. To dage senere flyttede familien hjem til ansøgerens morfar i hans landsby […], som ligger i et Taliban-frit område omkring en times gang fra deres bopæl i landsbyen […] i Majdan-Wardak provinsen. En dag i juli eller i august 2015 arbejdede ansøgeren med sin bror i familiens landbrug, da to talibanere kom og spurgte, om de var i familie med ansøgerens far [F], hvilket de bekræftede. De to talibanere tog dem begge med til [A’s] hus. Næste dag kom deres mor og fik dem løsladt, da hun oplyste, at hun ikke selv kunne klare familiens landbrug. En ukendt dato i august eller i september 2015 blev ansøgeren tilbageholdt af tre talibanere omkring 200 meter fra deres bopæl, da han var på vej hjem fra bazaren. De bandt hans hænder, gav ham bind for øjnene og tog ham igen med til [A’s] hus, hvor ansøgeren igennem hele natten blev udsat for overgreb. Talibanerne ville hverve ansøgeren. To dage senere kom ansøgerens mor og syv til otte ældre fra landsbyen og fik ansøger løsladt ved at oplyse, at ansøgeren nok skulle komme tilbage og arbejde for dem. Ansøgeren ved ikke, hvorfor talibanerne gik med til at løslade ham på det grundlag. Ansøgeren udrejste derefter illegalt til Pakistan på en ukendt dato i [slutningen af sommeren eller starten af efteråret] 2015 ved hjælp af en agent. Efterfølgende er ansøgerens mor og bror vendt tilbage til deres bopæl i [ansøgerens landsby] for at bo, idet de vurderede, at det ikke var farligt længere. Omkring otte måneder efter ansøgerens udrejse, svarende til [sommeren] 2016, blev ansøgerens mor og bror igen opsøgt på bopælen af nogle talibanere, der spurgte efter ansøgeren. Ansøgerens mor svarede, at ansøgeren var på hospitalet, og derefter følte de sig på ny så usikre, at de tog hjem til ansøgerens morfar for at bo. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund. Der henvises til, at forklaringen på flere centrale punkter fremstår divergerende, og at forklaringen endvidere er udbyggende. Forklaringen anses således for at være konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger afgørende vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har forklaret, at ansøgeren og hans bror ikke blev udsat for tortur, da de blev tilbageholdt. De blev blot afhørt om et eventuelt kendskab til personer, der arbejdede i den afghanske efterretningstjeneste. Ansøgeren har derimod under asylsamtalen [i begyndelsen af] 2017 forklaret, at han og broren blev slået meget gennem hele natten. Ansøgeren har under samtalen udbyggende forklaret, at hans bror forsøgte at flygte, da de blev pågrebet, men at han blev stoppet og fik en lussing. Overfor nævnet har ansøgeren oplyst, at han ikke blev slået, men at broren blev slået, da han ville flygte. Nævnet lægger også vægt på, at ansøgeren slet ikke i asylansøgningsskemaet har oplyst om, at han blev tilbageholdt to gange af Taliban forinden sin udrejse. Ansøgeren har endvidere under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at det var hans mor, der fandt faren, da han var blevet dræbt, mens ansøgeren under asylsamtalen og overfor nævnet divergerende har oplyst, at nogen fra landsbyen fandt faren, da han var blevet dræbt, og at de opsøgte ansøgerens mor og fortalte hende om drabet. Flygtningenævnet finder det i øvrigt usandsynligt, at ansøgeren to gange er blevet tilbageholdt af Taliban, og at han herefter er blevet løsladt med mulighed for at udrejse af Afghanistan, selvom ansøgeren angiveligt var blevet presset til at samarbejde med Taliban. Flygtningenævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at hans nationalitetsbevis og trusselsbrevet fra Taliban blev frarøvet ham i Iran af nogle røvere, mens han over for nævnet har forklaret, at han smed trusselsbrevet i havet under sin flugt til Europa. Flygtningenævnet finder, at det forhold, at ansøgeren er etnisk hazara ikke i sig selv er asylbegrundende, idet der henvises til foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter der ikke er holdepunkter for at antage, at forholdene for etniske hazaraer i Afghanistan er af en sådan karakter, at ansøgeren af denne grund opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Der henvises herunder til dommen af 5. juli 2016 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen, A.M. v. the Netherlands. Om den generelle situation for etniske hazaraer er det anført, at ”Although the Court accepts that the general situation in Afghanistan for this minority may be far from ideal, it cannot find that it must be regarded as being so harrowing that there would already be a real risk of treatment prohibited by Article 3 in the event that a person of Hazara origin were to be removed to Afghanistan.” Flygtningenævnet finder endelig ikke, at det kan tillægges asylretlig betydning, at ansøgeren nu går i kirke en gang om måneden, og at han er blevet interesseret i kristendom efter sin ankomst til Danmark. Der henvises herunder til, at ansøgeren overfor nævnet har oplyst, at hans religion ikke er en del af asylmotivet. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/482/SOL
