Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra [landsby], Maidan Wardak, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [A], en kommandant ved navn [B] eller af lokalbefolkningen i hans landsby. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far på et tidspunkt tog afsted med en gruppe personer fra landsbyen for at købe våben til brug for kampen mod kuchierne, som var en del af Taliban. En dag blev ansøgeren opsøgt af kommandant [B], som tvangshvervede ansøgeren til kamp mod Taliban. Ansøgeren var ved frontlinjen i 14 dage, hvor han hjalp til i et køkken. Ansøgeren stak af herfra og vendte hjem til sin bopæl. Den efterfølgende dag opsøgte kommandant [B] ansøgeren. Han slog ansøgeren og tog ham med igen. Ansøgeren blev truet. Hvis han ikke deltog i kampen mod Taliban, ville han blive dræbt. Ansøgeren blev taget til et andet område, hvor hans opgave var at fylde ammunition på våben. Efter en uge flygtede ansøgeren tilbage til sin bopæl. På dette tidspunkt fortalte ansøgerens mor ham, at hans far ikke var vendt tilbage, og at han blev beskyldt for at have stjålet de indsamlede penge. Ansøgeren flygtede samme aften fra bopælen sammen med sin familie. Ansøgeren og hans familie tog efterfølgende ophold i byen Mazar-e-Sharif. Ansøgeren arbejdede med at vaske biler. En dag kom en person ved navn [A] og fik vasket sin bil. [A] betalte langt over det sædvanlige. Han kom flere gange og fik vasket sin bil. Han spurgte også ind til ansøgerens interesser. Ansøgeren fortalte ham, at han var interesseret i at spille musik. En dag tog [A] ansøgeren til et sted, hvor der var mange musikinstrumenter og 30 til 40 drenge og piger. De fortalte ansøgeren, at de var dansere. Ansøgeren tog til fester, hvor han så de andre danse. Han modtog også selv danseundervisning. Efter noget tid skulle han også danse til disse fester. Til festerne deltog højtstående myndighedspersoner. Ansøgeren kunne genkende en af myndighedspersonerne, fordi han havde set ham på TV. En dag tog [A] ansøgeren med til et hotelværelse og forsøgte at begå overgreb på ham. Ansøgeren råbte og skreg. Der blev banket på døren. En person kom ind og sørgede for, at ansøgeren fik sit eget værelse. Ansøgeren tog hjem den efterfølgende dag. Samme dag ringede [A] til ansøgeren og fortalte, at ansøgeren skulle tage med til Pakistan for at danse til nogle fester. Ansøgeren efterkom hans forespørgsel, idet han truede med at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren kendte én af de andre, som skulle med til Pakistan. Hun hed [C]. Da ansøgeren dansede til festen, talte han med en mand ved navn [D], som var hazara. Ansøgeren fortalte ham, at han var tvunget til at danse til festen. [D] hjalp derefter ansøgeren og Salima med at flygte. De finansierede deres rejse med det guld, som de bar. Indledningsvis bemærkes, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at hjemvise sagen til fornyet afgørelse i Udlændingestyrelsen, idet nævnet ikke finder, at der er fremkommet nye oplysninger af betydning for sagen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan dog ikke lægge ansøgerens udbyggende forklaring om, at ansøgeren skulle være forfulgt af myndighederne som følge af, at han er flygtet sammen med [C] til grund, idet det alene beror på hans egen formod-ning, at [Cs] familie skulle have anmeldt ham til myndighederne. Det kan ikke antages, at ansøge-ren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse af grunde omfattet af udlændingelo-vens § 7, stk. 1, men Flygtningenævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter ansøgeren ved en tilbagevenden til hjembyen eller Mazar-e-Sharif vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om ansøgerens konflikter med familien, landsbybefolkningen, kommandant [B] og [A] er til hinder for, at han som internt flugtalternativ/IFA kan tage ophold andetsteds i Afghanistan, herunder i Kabul eller Herat. Flygtningenævnet bemærker, at en asylansøger ikke har behov for international beskyttelse imod risiko for forfølgelse, hvis ansøgeren vil kunne undgå denne forfølgelse eller opnå beskyttelse et sted indenfor sit hjemlands grænser, og hvis det vil være rimeligt at henvise ansøgeren til dette. Det følger af UNHCR’s Guidelines on International Protection, ’’Internal Flight or Relocation Alternative’’ within the Context of Article 1 A (2) of the Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees af 23. Juli 2003, at det ved vurderingen heraf må tages med i betragtningen, om den del af hjemlandet, der kan antages at udgøre et internt flugtalternativ, udgør et meningsfyldt alternativ for fremtiden, herunder om området er vedvarende og stabilt. Det område, som ansøgeren i givet fald må henvises til, skal yde ansøgeren mulighed for at leve et efter hjemlandets forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder (’’undue hardship’’). Forhold som ansøgerens alder, helbredstilstand, familiemæssige situation, etnisk, kulturel eller religiøs gruppe, politisk eller social tilknytning til det pågældende område, sprog, uddannelse og profession samt tidligere forfølgelse og deraf følgende psykologiske problemer skal indgå i vurderingen. Bevisbyrden for at der foreligger et internt flugtalternativ, påhviler asylmyndighederne. Flygtningenævnet lægger ved vurderingen heraf til grund – som oplyst af ansøgeren - at hans konflikter med familien, landsbybefolkningen og kommandant [B] er af lokal karakter, og at konflikten med [A] er af privatretlig karakter og relateret til byen Mazar-e-Sharif. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren er en enlig, arbejdsduelig mand uden væsentlige helbredsproblemer, og at han ikke har nogen konflikter med myndighederne. Flygtningenævnet finder, at hverken ansøgerens familie, landsbybe-folkningen, kommandant [B] eller [A] har vilje og evne til at efterstræbe ham, hvis han tog ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren i Kabul og Herat alene har fjernere slægtninge. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren vil være i stand til at kunne etablere sig i en større by i Afghanistan på et rimeligt niveau, uden at hans basale hu-manitære rettigheder vil blive krænket. Selvom de generelle forhold og den sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan er vanskelig, kan dette heller ikke i sig selv begrunde asyl. For så vidt angår det forhold, at ansøgeren ikke er i besiddelse af et tazkira, bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsmateriale, herunder Landinfos temanotat ’’Afghanistan: Tazkera, pass og andre ID-dokumenter’’, af 24. april 2017, at tazkira udstedes af en myndighed under Indenrigsministeriet, og at afghanske borgere kan søge om tazkira både i deres hjemdistrikt og i Kabul samt, at myndigheden har kontorer i alle landets provinser og distrikter. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/478/HHU
