Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsen afgørelse vedrørende to mandlige statsborgere fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske sadat-pashtunere og shia-muslimer fra Afghanistan. Ansøgerne er født og opvokset i Iran. Ansøgernes far stammer fra [en landsby], Parwan, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af deres fætre [F1] og [F2] samt [M’s] folk. [M], der er mafialeder i ansøgernes område, samarbejder med [F1] og [F1]. Til støtte for deres asylmotiv har ansøgerne forklaret, at de er født og opvokset i Iran, og at de sammen rejste fra Iran til Afghanistan i [efteråret] 2015, idet de havde fået at vide af de iranske myndigheder, at de skulle deltage i krigen i Syrien, hvis de ønskede at få deres iranske opholdstilladelser forlænget. Ansøgerne valgte at rejse til [farens landsby] i Afghanistan, hvor deres farbror og faster stadig bor, for at få udstedt deres nationalitetsbeviser (tazkera). Farens familie er sunni-muslimer. Ansøgernes hensigt var at bosætte sig i Kabul, Afghanistan, hvor de ville videreuddanne sig og arbejde. [I efteråret] 2015 holdt ansøgernes farbror i [farens landsby] en fest for ansøgerne for at fejre, at de var kommet tilbage til Afghanistan. I festen deltog [F1] og [F2], der er deres fasters sønner. Ansøgernes far havde forud for sin udrejse fra Afghanistan til Iran for 37 år solgt noget jord, der tilhørte ansøgernes faster, hvilket havde skabt konflikter med [F1] og [F2’s] mor. Under festen skulle de bede, og det blev klart for de øvrige festdeltagere, at ansøgerne var shia-muslimer. Der opstod uoverensstemmelser mellem ansøgerne og [F1] og [F2], der beskyldte ansøgerne for at have en iransk adfærd. De blev endvidere beskyldt for at være iranske spioner, for at være vantro, idet de var konverteret til shia-islam og for at propagandere for kristendommen, idet [F1] havde set ansøgeren [A1’s] bibel. Den følgende dag kom [F1], [F2] og [M’s] folk, til ansøgernes farbrors hjem, hvor de råbte efter ansøgerne og affyrede et skud. Ansøgernes fætter hjalp ansøgerne med at flygte fra stedet, hvorefter ansøgerne udrejste fra Afghanistan. Ansøgerne har som asylmotiv under nævnsmødet ydermere henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel, idet de har vendt ryggen til Islam og ønsker, at konvertere til kristendommen. De vil derfor blive betragtet som frafaldne i deres hjemland. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de siden [foråret] 2017 har gået i kirke, og at de har intentioner om at lade sig døbe, ligesom de har forklaret, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan agter at leve som kristne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres oprindelige asylmotiv til grund, idet ansøgerne vedrørende væsentlige omstændigheder har forklaret divergerende. Nævnet finder på samme måde som Udlændingestyrelsen, at det må lægges til grund, at ansøgerne er afghanske statsborgere, etniske pashtuner og shia-muslimer af trosretning. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgerne er født og opvokset i Iran, og at deres opholdstilladelser jævnligt skulle fornyes. Ansøgernes forklaring om, at Iran rekrutterer soldater til at kæmpe i Syrien, blandt den del af befolkningen, der ikke er statsborgere i landet, herunder shiamuslimske afghanere, der opholder sig i Iran, støttes af de foreliggende baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet finder det på denne baggrund sandsynliggjort dels, at ansøgerne i forbindelse med, at deres opholdstilladelser skulle fornys blev mødt med et krav om, at de skulle tage til Syrien og kæmpe, dels at ansøgerne på denne baggrund besluttede at forlade Iran for at etablere sig i Kabul. Nævnet finder videre, at ansøgernes forklaring om, at de for at få udstedt tazkera anså det for nødvendigt, at vende tilbage til farens hjemby i Parwan-provinsen, kan lægges til grund. Ansøgernes far havde forladt sin hjemegn og sin sunnimuslimske familie 37 år tidligere, fordi ansøgernes far havde solgt noget jord, der tilhørte ansøgernes faster. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne har sandsynliggjort, at deres anderledes væremåde, den omstændighed, at de var shia-muslimer, og farens gamle konflikt med fasteren gav grundlag for den af ansøgerne beskrevne konflikt i forbindelse med festligholdelsen af ansøgernes tilbagevenden. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at konflikten medfører, at ansøgerne ikke vil være i stand til at opholde sig i Afghanistan. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om, hvem der dagen efter festen kom til ansøgernes farbrors hjem. Ansøgeren [A1] har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at det var lokale imamer, der truede dem og ville overfalde dem, fordi de var vantro og spioner. Ved de senere samtaler har ansøgeren forklaret, at det var fasterens sønner [F1] og [F2] og en berygtet kriminel ved navn [M], der opsøgte ansøgeren. Det samme har den anden ansøger forklaret. Nævnet finder endvidere, at ansøgernes forklaring om, at [F1] og [F2] arbejder for den afghanske efterretningstjeneste alene beror på ansøgerens formodninger, hvorfor nævnet ikke kan lægge dette til grund. Nævnet finder det på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at konflikten i forbindelse med festen betyder, at ansøgerne ikke vil være i stand til at bosætte sig i Kabul, således som det var ansøgernes oprindelige plan. Ansøgerne har forklaret, at de stadig har et godt forhold til deres farbror og dennes søn, og nævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ikke med bistand fra disse familiemedlemmer vil være i stand til at få udstedt tazkera, uden nødvendigvis at vende tilbage til netop det område, hvor [F1] og [F2] opholder sig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de på grund af deres oprindelige asylmotiv ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Vedrørende sur place motivet kan nævnet på grundlag af ansøgernes forklaringer lægge til grund, at de nogle måneder efter de fik afslag på asyl begyndte at gå i kirke, og at de interesserer sig for kristendommen. Ansøgerne har under nævnsmødet forklaret, at de allerede mens de opholdt sig i Iran var kritiske overfor farens og regimets fortolkning af islam, og at dette blev forstærket, da faren fandt, at de som shia-muslimer var forpligtede til at deltage i hellig krig i Syrien. Under henvisning til, at begge ansøgere under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at de bad og fastede, samt under henvisning til, at ansøgerne først efter, at de har fået afslag på asyl, er begyndt at gå i kirke, og da ingen af ansøgerne er døbt, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de har vendt sig fra Islam og er blevet kristne. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/476/MAD
