Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pastun og sunni-muslim fra landsbyen […], distriktet Surkh-Rōd i Nangarhar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at der var mange fra Taliban i ansøgerens landsby, og Taliban har på et tidspunkt sagt til ansøgerens far, at ansøgeren skulle tilslutte sig dem. Ansøgeren var på vej til bazaren tidligt en fredag morgen, da han så en mand grave en mine ned i vejen tæt ved en kyllingefarm. Ansøgeren gik hen til farmen for at vise manden med minen, at han havde et ærinde. Ansøgeren gik herefter længere op ad vejen til en kontrolpost og fortalte soldaterne ved posten, hvad han havde set, hvorefter ansøgeren gik hjem, og soldaterne tog hen til det sted, hvor minen var blevet begravet. Samme dag, efter fredagsbønnen, kom en dreng ved navn […] hjem til ansøgeren og fortalte, at Taliban havde fortalt alle i moskeen til fredagsbønnen, hvad ansøgeren havde gjort. Dagen efter kørte ansøgerens brødre hjem fra familiens butik i [en mindre by], men da vejen var dårlig, stillede brødrene deres bil ved en tankstation nær familiens hus og gik resten af vejen. Samme dag ringede ansøgerens far til politiet og bad om deres beskyttelse, men politiet afslog at beskytte ansøgeren. Søndag fik brødrene at vide af en dreng, at Taliban havde stået ved tankstationen og ventet. Taliban havde stoppet ansøgers far enten lørdag eller søndag og sagt, at han skulle give sin søn til dem, så han kunne arbejde for dem. To dage efter episoden med minen rejste ansøgeren til [en større by] og herfra ud af Afghanistan. En uge efter ansøgerens udrejse modtog ansøgerens familie et brev fra Taliban, hvor der stod, at ansøgeren skulle komme til Talibans hovedkvarter i Kaklak, fordi ansøgeren var spion. Flygtningenævnet kan ikke lægge centrale dele af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring generelt virker springende og usammenhængende, på trods af at der er tale om et relativt enkelt handlingsforløb, der udspiller sig på tre dage. Ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende på en række punkter. F.eks. har ansøgeren under samtalen [i begyndelsen af] 2017 hos Udlændingestyrelsen ikke nærmere kunnet redegøre for, hvor, hvornår og af hvem han fik at vide, at politiet ikke selv kunne fjerne minen, men måtte have soldater til at køre ud og gøre det. For nævnet har han først forklaret, at han overhørte politimændene fra kontrolposten tale om det allerede, da han sammen med dem var på vej hen til stedet med minen. Han har herefter for nævnet forklaret, at han fik det at vide af sine forældre senere på eftermiddagen. Dernæst har han forklaret, at det var [drengen], der kom og fortalte det. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt Taliban inden ansøgers udrejse havde sagt noget til hans far om episoden med minen og om tidspunktet for samtalen mellem faren og Taliban. Under samtalen [i foråret] 2017 har ansøgeren oplyst, at Taliban ikke havde nævnt noget om minen, da de opsøgte faren. Ansøgeren kunne ikke huske, om Taliban talte med faren om lørdagen eller søndagen. For nævnet har ansøgeren forklaret, at Taliban fortalte faren om episoden med minen, og at det skete om lørdagen. Ansøgeren har i øvrigt forklaret afglidende på spørgsmål om farens møde med Taliban om lørdagen, som han ikke nærmere kan tidsfæste. Derudover har ansøgeren forklaret udbyggende om, hvad der skete efter hans udrejse. Ansøgeren har til begge samtaler i Udlændingestyrelsen oplyst, at han kun har haft kontakt til sin bror i [en større by] en gang, da ansøgeren kom til Danmark. Under samtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren oplyst, at broren fortalte, at der to dage eller en uge efter ansøgerens flugt var kommet et brev fra Taliban, hvor der stod, at ansøgeren var spion og skulle komme til Talibans hovedkvarter i Kaklak. Ansøger oplyste på forespørgsel, at der ikke var sket andet efter hans udrejse, udover at folk i landsbyen havde sagt til Taliban, at han var rejst, og at de ikke vidste, hvor han var. Under samtalen [i begyndelsen af] 2017 og for nævnet har ansøgeren forklaret, at hans bror også havde sagt, at familien efter modtagelsen af brevet var flyttet, men ansøgeren ved ikke hvorhen, da telefonen blev slukket. Nævnet finder det desuden bemærkelsesværdigt, at Taliban ikke opsøgte ansøgeren på bopælen umiddelbart efter at have fået kendskab til, at han var gået til politiet, når de tilsyneladende nemt kunne identificere hans opholdssted og ifølge ansøgeren havde givet udtryk for, at de ville straffe ham og dræbe ham. Det forekommer endvidere ejendommeligt, at ansøgerens brødre søndag morgen skulle være taget af sted på arbejde uden at advare ansøgeren og familien om, at de på tankstationen fra [en person] havde hørt, at Taliban havde været på stedet natten til søndag. Efter det anførte har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det bemærkes, at de generelle forhold i Afghanistan efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er af en sådan karakter, at en person ved sin blotte tilstedeværelse i landet vil risikere at blive udsat for en behandling i strid med EMRK artikel 3. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/468/SMLA
