Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerens far er etnisk pashtun, og ansøgerens mor er etnisk tadjik. Ansøgeren er sunni-muslim fra landsbyen […], […] i Laghman-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at blive tilbageholdt af myndighederne og udleveret til Taliban, som vil slå ham ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at der en dag kom to politibetjente til det værksted, hvor ansøgeren arbejdede som mekaniker. De anmodede om, at en mekaniker tog med dem for at se på en bil, der var i stykker. Ansøgerens mester besluttede, at ansøgeren skulle køre med betjentene. Da de havde kørt i omkring en time til landsbyen […], kom de til et hus, hvor betjentende bankede på døren. Ansøgeren blev taget imod og betjentene kørte igen. Da ansøgeren kom ind i husets gård, så han en rød Toyota Corolla, og der sad omkring 10 bevæbnede personer fra Taliban. Kommandanten sagde til ansøgeren, at ansøgeren skulle placere en bombe i døren på en bil, hvilket ansøgeren nægtede. De slog ansøgeren i ryggen med en geværkolbe, hvorefter ansøgeren indvilligede i deres anmodning. De tog billeder af ansøgeren, og han fik oplyst, at han ville blive hentet dagen efter, hvor han skulle udføre opgaven, hvorefter han og kommandanten udvekslede telefonnumre, og ansøgeren fik lov at gå. Ansøgeren tog hjem til sin bopæl og fortalte sin mor og ægtefælle, hvad der var sket. Moren og ægtefællen sagde, at de skulle tage hjem til ansøgerens moster, hvilket de gjorde senere samme aften. Dagen efter tog ansøgeren tilbage til værkstedet for at fortælle sin mester, hvad der var sket. Ansøgerens mester bad ansøgeren holde sig væk, idet han frygtede, at ansøgerens tilstedeværelse ville skabe problemer. Ansøgeren tog herefter tilbage til sin moster og talte med mosterens ægtefælle, som fandt en agent til ansøgeren, som kunne hjælpe ham med udrejsen. Ansøgeren udrejste af Afghanistan to dage senere, og hans mor og ægtefælle tog tilbage til landsbyen. Flygtningenævnet kan ikke lægge forklaringen om ansøgerens asylmotiv til grund, idet den forekommer konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Nævnet har herved taget hensyn til, at ansøgeren har oplyst at være analfabet. Flygtningenævnet har blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren til dels har forklaret divergerende og udbyggende. Ansøgeren har ved samtalen hos Udlændingestyrelsen [i begyndelsen af] 2017 oplyst, at han ikke kunne huske, hvad de to politibetjente talte om på vej i bilen hen til deres bestemmelsessted, idet de blot talte stille sammen, og han ville ikke forstyrre dem. Han har først efter afslaget fra Udlændingestyrelsen oplyst, at betjentene talte sammen på et lokalt sprog, Pashaie, som han ikke forstod, selv om han [i begyndelsen af] 2017 blev spurgt meget indgående om indholdet af betjentenes samtale i det tidsrum på mindst en time, hvor han sad i bilen sammen med dem. Det kan ikke tillægges afgørende vægt, at ansøgeren for nævnet har anført, at han har nævnt det under samtalen, og at tolken ikke har fået det med. Ansøgeren ikke har haft bemærkninger til referatet på dette punkt, og det ville på baggrund af spørgsmålet om indholdet af betjentenes samtale have været nærliggende straks at oplyse, at ansøgeren ikke forstod det sprog, de talte. Ansøgeren har endvidere fortalt divergerende og udbyggende om, hvorvidt det var tilfældigt, at han blev udvalgt til at tage med politibetjentene. Han har under samtalen [i sommeren] 2016 oplyst, at det var tilfældigt, mens han under samtalen [i begyndelsen af] 2017 har oplyst, at Taliban måske vidste, at han arbejdede på værkstedet, og at det var derfor, han blev udvalgt. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han blev valgt til at tage med, fordi han havde de specielle kompetencer, der var nødvendige for at udføre den opgave, han blev bedt om. Flygtningenævnet finder det desuden ikke overbevisende, at Taliban skulle sørge for at bringe ansøgeren, som de ikke før havde mødt, til et sted for at tvinge ham til at udføre en opgave med at montere en bombe, for derefter – uden nærmere begrundelse – at lade ham gå med besked om, at de ville hente ham igen den næste dag for at udføre opgaven. Taliban udsatte sig derved for en unødig risiko, idet de ikke havde sikkerhed for, at ansøgeren ikke ville flygte i mellemtiden eller gå til myndighederne med sin viden. Det bemærkes, at ansøgeren har oplyst, at han var blevet afhentet på sin arbejdsplads, der var myndighedskontrolleret område. Endvidere fremstår det påfaldende, at Taliban efter ansøgerens flugt skulle have opsøgt hans tidligere arbejdsplads, som ifølge ansøgeren lå i et område under myndighedernes kontrol, men ikke har opsøgt ansøgerens bopæl, som lå i et område kontrolleret af Taliban. Det forekommer desuden bemærkelsesværdigt, at ansøgeren dagen efter tog hen til værkstedet, hvor han kunne risikere at blive pågrebet af Taliban, ligesom det forekommer usandsynligt, at ansøgeren ikke skulle have haft mulighed for at kontakte sin mester telefonisk, fordi han og samtlige medlemmer i familien om aftenen forinden ikke havde mulighed for at benytte deres telefoner. De generelle forhold i Afghanistan er efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan medføre, at enhver, der returneres til landet, vil være i reel risiko for overgreb i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 3. Efter det anførte har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/467/SMLA
