Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashto og sunnimuslim af trosretning fra [landsby], Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af [A]s familie, idet han har krænket familiens ære ved at have seksuelt samvær med hende uden for ægteskab. Ansøgeren frygter endvidere myndighederne, idet [A]s far har anmeldt ham til myndighederne. Endelig frygter ansøgeren de terrorister, som kørte i hans taxa, idet han anmeldte dem til myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han i de seneste år forud for sin udrejse af Afghanistan kørte taxa. En dag fik ansøgeren øje på en pige, der gik på gaden foran en skole med en flok andre piger. Ansøgeren syntes, at hun var smuk, hvorfor han de efterfølgende dage kørte forbi skolen omtrent samme tidspunkt. Her så ansøgeren igen pigen og fik øjenkontakt med hende. En dag holdt ansøgeren stille, og pigen kom ind i taxaen. Pigen hed [A], og ansøgeren kørte hende flere gange hjem. Ansøgeren var meget forelsket i pigen. En dag, hvor ansøgeren skulle køre pigen hjem, kørte han i stedet til en drueplantage, hvor ansøgeren og [A] havde seksuelt samvær. Efterfølgende blev ansøgeren bange, idet han vidste, at det ikke var tilladt at have seksuelt samvær uden for ægteskab. Ansøgeren frygtede derfor at få problemer, hvorfor han herefter afstod fra at køre forbi skolen. Ansøgeren har ikke haft kontakt med pigen efterfølgende. Fem-seks måneder senere blev ansøgeren kontaktet af sin ven, [B], der boede i samme landsby som [A]. Han fortalte ansøgeren, at [A] var blevet gravid, og at det rygtedes, at ansøgeren var faren, ligesom han fortalte, at [A]s familie og landsbyen eftersøgte ansøgeren. Til støtte for sit andet asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han cirka fem-seks måneder efter sit forhold med [A] blev kontaktet telefonisk af en mand, der sagde, at han skulle bruge ansøgeren. Ansøgeren skulle køre til [landsby]. Ved en markedsplads skulle han stoppe og tage manden med, så han kunne dirigere, hvor ansøgeren skulle hen. De kørte herefter til et område med spredte huse og stoppede ved en gårdsplads foran et hus. Her kom flere mænd op fra en kælder. De var alle bevæbnede og havde tildækkede ansigter og langt overskæg. Tre mænd satte sig ind i bilen. Da det lignede, at mændene bar selvmordbombeveste, ringede ansøgeren under turen, under påskud af at han skulle købe cigaretter, til sin bror og bad ham kontakte politiet. Da ansøgeren nåede destinationen, ventede politiet på dem, og de tre mænd blev anholdt. Kort tid herefter blev ansøgerens bror kidnappet, og familien blev kontaktet og fik besked om, at broren ville blive løsladt, hvis ansøgeren overgav sig. Familien besluttede sig følgelig for at flytte. Ansøgeren hørte, at terroristerne havde betalt bestikkelse for at blive løsladt. Ansøgeren har ikke efter sin udrejse været i kontakt med sin familie i hjemlandet. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om forholdet til [A] fremstår usammenhængende og usandsynlig, herunder særligt omstændighederne omkring, hvorledes de kom i kontakt med hinanden, at [A] under deres korte bekendtskab truede med at begå selvmord, hvis de ikke blev gift, at hun blev bevidstløs efter samlejet, og at formålet med, at de skulle have sex var, at de så kunne blive gift, sammenholdt med, at han bagefter blev bange og ikke ønskede at se hende igen, ligesom nævnet finder det påfaldende, at han stort set intet kendskab har til [A] og hendes familie. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om episoden med selvmordsbomberne fremstår divergerende og usandsynlig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit forudgående kendskab til personen, der ringede og bestilte hans taxa, idet han har forklaret både, at han kendte manden i forvejen, og at han ikke kendte manden i forvejen, ligesom han har forklaret divergerende om, hvor manden steg på taxaen. Ansøgeren har yderligere forklaret divergerende om telefonsamtalen med sin bror, idet han har forklaret både, at han sagde til selvmordsbomberne, at han skulle købe cigaretter, og at de skulle blive i taxaen, hvorefter han gik ind i en kiosk og ringede til sin bror, og også har forklaret, at han sagde til dem, at han var træt, at han steg ud af taxaen, og at han derefter ringede til sin bror og fortalte, hvor han var, og hvor han var på vej hen. Nævnet bemærker i øvrigt, at nævnet finder det usandsynligt, at selvmordsbomberne ville lade ham forlade taxaen som forklaret. Flygtningenævnet finder endelig, at ansøgerens forklaring om, at da de kom til [landsby], var der 6-8 politifolk med geværer, der stod klar ved en rundkørsel, og som anholdt mændene i taxaen uden problemer, usandsynlig, henset til at der netop var tale om – bevæbnede – selvmordsbombere, der i forbindelse med anholdelsen må antages at ville kunne bringe bomberne til springning. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring om sin baggrund og sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgning eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/430/MJM
