Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim fra [landsbyen A], [distriktet B], Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil have ham til at være selvmordsbomber, og at gruppen vil dræbe ham, hvis ikke han adlyder dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far arbejder for det afghanske militær, og at han sammen med sin familie har modtaget tre trusselsbreve fra Taliban. Ansøgeren har fremlagt en kopi af det tredje trusselsbrev, hvoraf ansøgeren fremgår ved navns nævnelse. Ansøgeren har oplyst, at da han påbegyndte 10. klasse i [distriktet B] fik han nye lærere, som underviste i jihad, og at de fortalte eleverne, at det var deres pligt at gøre noget godt for deres land. En dag tog de nye lærere ansøgeren og de andre elever med ud til en gravplads, hvor de bad ansøgeren og de andre elever sidde foran hver deres gravsten, hvorefter de blev bedt om at forestille sig, at de også en dag skulle dø. Samtidig fik de forklaret, at det er godt at gøre noget godt i dette liv, inden man skal videre til det næste liv. Da ansøgeren fortalte om episoden til sin far, sagde faren, at han skulle stoppe med at gå på skolen i [distriktet B]. Efter nogle dage flyttede ansøgeren sammen med sin far til Jalalabad, men de kom fortsat i landsbyen i weekenderne. Mens de var tilbage i landsbyen nogle måneder senere, modtog de et trusselbrev, af hvilket det fremgik, at ansøgerens far og hans sønner arbejdede for jøder og var vantro, og at de skulle stoppe med at arbejde og slutte sig til Taleban. Omkring en måned senere modtog ansøgerens familie det andet trusselbrev. Forinden var ansøgerens fætter, der var soldat, blevet halshugget, mens drengene fra ansøgerens klasse i [distriktet B], som han havde været på gravpladsen med, var forsvundet sammen med de nye lærere. Ansøgerens far besluttede herefter, at resten af deres familie også skulle flytte til Jalalabad, men da ansøgeren og hans far skulle hente familien i [distriktet B], blev de beskudt af nogle for ansøgeren ukendte personer, og ansøgerens far blev ramt i underarmen. Samme aften bragte ansøgerens far familien til Jalalabad, hvor de sidenhen modtog det tredje trusselbrev. Ikke ret lang tid efter dette brev besluttede ansøgerens far, at ansøgeren skulle udrejse fra Afghanistan. Umiddelbart inden ansøgerens udrejse blev hans bror [C] taget af Taliban. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren, der selv har angivet at være født i 1999, men som ifølge aldersvurderingen er født i 1996, fremstod tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsag. Han besvarede således de stillede spørgsmål relevant. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring forekommer utroværdig. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorfor han flyttede med sin far til Jalalabad og skiftede skole. Han har indledningsvist forklaret, at det var fordi, hans far ville have, at han skulle skifte skole på grund af de nye lærere og senere, at de flyttede, og at han skiftede skole, fordi hans far var bekymret efter modtagelsen af det første trusselsbrev. Ansøgeren har dertil forklaret divergerende om, hvorvidt det var ham og faren, der flyttede til Jalalabad, eller om en af hans brødre også flyttede med. Ansøgeren har tillige forklaret divergerende om, hvornår familien modtog de tre trusselbreve, herunder om de flyttede før eller efter modtagelsen af det første og andet trusselsbrev. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han har læst indholdet af trusselsbrevene. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvornår han og hans far hentede familien i landsbyen og om, hvor de i den forbindelse blev angrebet af Taleban. Han har også forklaret divergerende om, hvordan han fik kendskab til, at hans bror [C] var blevet taget af Taleban, ligesom han slet ikke nævnte dette til sin oplysnings- og motivsamtale den 9. februar 2016. Flygtningenævnet har dertil fundet, at ansøgerens forklaring om overfaldet på faderen forekommer mindre sandsynlig. Det forekommer i den forbindelse mindre sandsynligt, at faderen skulle tage alene ud for at hente sin taske, når han forinden havde været så bekymret over episoden med tasken, at han havde fortalt sin overordnet om den. Endelig forekommer det mindre sandsynligt, at ansøgerens far var i stand til at køre familien væk i bil med et skudsår gennem den ene underarm, og at familien efter skudvekslingen med Taleban valgte at køre fra området i mørke, når de ellers kun kørte frem og tilbage mellem landsbyen og Jalalabad ved højlys dag. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke under nævnsmødet har været i stand til at forklare de nævnte divergenser eller forklare uddybende om overfaldet på faren og skudepisoden. Ansøgeren har heller ikke været i stand til at forklare overbevisende om, hvorfor det var ham og ikke hans jævnaldrende brødre, der skulle udrejse. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om hans asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at de generelle sikkerhedsmæssige forhold i Afghanistan ikke i sig selv kan begrunde konventions- eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. afgh/2017/405/MAD.
