Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Sagen er sambehandlet med Afgh/2017/391/DH og Afgh/2017/392/DH
Flygtningenævnet udtalte:
”Den mandlige ansøger er etnisk pashtuner og sunnimuslim fra Kunduz, Kundez-provinsen, Afghanistan. Den kvindelige ansøger er etnisk tadsjiker og sunnimuslim fra [navn på landsby], Kunduz-provinsen, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af den mandlige ansøgers fætre, [A] og [B], idet den mandlige ansøger har nægtet at give dem lov til at placere en taske med sprængstof i den mandlige ansøgers butik, som lå tæt ved en militærbygning og myndighedsbygning. Til støtte herfor har ansøgerne oplyst, at den mandlige ansøgers to fætre opsøgte den mandlige ansøger i hans købsmandsbutik i Kunduz på et ukendt tidspunkt få måneder før ansøgernes udrejse af Afghanistan. Fætrene bad den mandlige ansøger om at samarbejde med dem, men ville ikke sige, hvad de skulle samarbejde om. Ugen efter opsøgte de igen den mandlige ansøger i hans butik. De fortalte, at den mandlige ansøger sammen med dem skulle deltage i jihad. De ville komme med en taske, som den mandlige ansøger skulle efterlade i butikken, hvorefter han selv skulle forlade butikken. Da den mandlige ansøger spurgte nærmere ind til det, fik han en lussing og fik at vide, at der ville være sprængstof i tasken. Tre til fire dage senere blev den mandlige ansøger igen opsøgt af sine fætre i butikken. De fortalte, at tasken var klar, og at den mandlige ansøger ville få den leveret på sin bopæl senere på dagen. Samme aften opsøgte den mandlige ansøgers fætre den mandlige ansøger på familiens bopæl sammen med to af deres venner. De bar alle fire AK47-automatgeværer. Den mandlige ansøgers fætre havde medbragt en taske. Den mandlige ansøgers far konfronterede de to fætre og spurgte, hvad der foregik. De begyndte at diskutere, hvilket førte til håndgemæng mellem den mandlige ansøger og hans fætter [A]. Den mandlige ansøger blev slået ned bagfra. Mens han lå ned, kunne han se, at [B] sparkede hans far. Den mandlige ansøgers to brødre [C] og [D] gik imellem dem. [A] skød derefter [C] i hans venstre skulder. Fætrene og de to venner flygtede. Den mandlige ansøgers far fortalte politiet, som kom til bopælen, at der havde været indbrud, og at de ikke kendte gerningsmændene, fordi han frygtede, at konflikten ville blive værre, hvis han angav fætrene. Dagen efter blev [C] begravet. Tre dage efter drabet blev der afholdt en ceremoni for [C]. Senere samme aften opsøgte den mandlige ansøgers to fætre familien på bopælen. De bankede på, men blev ikke lukket ind. Den mandlige ansøgers mor råbte af dem. Naboerne kom til, og den mandlige ansøgers fætre forsvandt. Få dage efter, [dato i efteråret 2015], flygtede de alle ud af Afghanistan. Da de kom til Iran, blev ansøgerne, deres børn og den mandlige ansøgers to yngste brødre separeret fra den mandlige ansøgers forældre, søster, to brødre samt ægtefællen til en af disse. Den kvindelige ansøger har derudover henvist til, at hun som asylmotiv frygter de generelle forhold i Afghanistan. Flygtningenævnets flertal finder ikke at kunne lægge nogen del af den af [den mandlige ansøger] afgivne forklaring om baggrunden for hans konflikt med sine fætre til grund. [Den mandlige ansøger] har som væsentligste baggrund for konflikten forklaret, at han blev opsøgt af sine fætre i sin butik, der var beliggende over for en politistation. Baggrunden herfor var angiveligt, at han skulle være behjælpelig med at opbevare sprængstof, der skulle bruges til et attentat mod politistationen. Imidlertid har han såvel under sin samtale den [dato i efteråret 2016] som ved fremmøde i Flygtningenævnet forklaret, at han havde set fætrene gå ind og ud af politistationen gentagne gange, hvilket var en del af baggrunden for, at han ikke kunne bede om hjælp hos myndighederne, idet han gik ud fra, at hans to fætre måtte have nære forbindelse til myndighederne. Det er efter flertallets opfattelse usandsynligt, at de to fætre på den ene side havde nære forbindelser til myndigheder og på den anden side planlagde et sprængstofattentant imod disse. Flertallet finder endvidere, at [den mandlige ansøger] har forklaret svingende om karakteren af den bygning, der lå overfor hans butik, der således er blevet betegnet skiftevis som en politistation og en sikkerhedsbygning eller en militærbygning eller sikkerhedskaserne. Endelig bemærker flertallet, at [den mandlige ansøgers] far efter af det [den mandlige ansøger] forklarede var fuldt informeret om truslerne fra de to fætre og om deres krav om hjælp fra [den mandlige ansøger] til et sprængstofattentat mod myndighederne. På den baggrund forekommer det flertallet usandsynligt, at [den mandlige ansøgers] far, umiddelbart efter at fætrene havde skudt og dræbt hans ene søn for øjnene af ham, valgte at undlade at gøre politiet opmærksom på, at baggrunden for episoden var et ønske om bistand til et sådant sprængstofattentat. Flertallet bemærker, at der intet er oplyst om, at den kvindelige ansøger har nogen selvstændig konflikt hverken med Taliban eller andre. Det af hende påberåbte om de generelle forhold i Afghanistan er ikke i sig selv er asylbegrundende. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1, eller er i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/390/DH
