Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjiker og sunnimuslim af trosretning fra Ghazni, Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har været medlem af partiet Junbesh siden 2011. Ansøgeren har ikke deltaget i politiske møder, forsamlinger eller demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder, fordi ansøgeren er anklaget for drab og videresalg af våben. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter familien til den person, som ansøgeren har slået ihjel. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter Taliban, der har truet ansøgeren på grund af hans arbejde for myndighederne. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at Taliban begyndte at true ham, da han startede på politiskolen i Kunduz. Ansøgerens far modtog tillige trusler på sin bopæl i Kunduz. Ansøgeren havde kendt [A] i halvandet til to år, da han foreslog, at han kunne være ansøgerens informant i Taliban. [A] blev ansøgerens private informant, som han aflønnede af egen lomme. I foråret 2014 advarede [A] ansøgeren om, at der var en stikker i blandt ansøgerens kollegaer, og at stikkeren ville slå ansøgeren ihjel. Omkring to måneder efter denne advarsel fattede ansøgeren mistanke til [B]. Kort efter eid i 2014 sendte [A] et billede af [B] til ansøgeren. På billedet stod [B] med en gruppe Taliban-folk. Efter ansøgeren modtog billedet, gik han ind på sit værelse, hvor [B] befandt sig. [B] rakte ud efter en pistol, som lå på sengen. Ansøgeren greb sit eget våben og skød [B]. Herefter blev ansøgeren anholdt og fængslet. Efter en uge blev ansøgeren løsladt. Kommandant, [C], lagde et godt ord ind for ansøgeren, hvorfor han blev løsladt. Ansøgeren blev ikke frifundet, men kunne fortsætte sit arbejde på våbenlageret. Et år efter blev ansøgeren anholdt og fængslet igen. Kommandant, [C], var blevet forflyttet til en anden provins, hvorfor han ikke længere kunne beskytte ansøgeren. Efter pres fra [B’s] familie, genåbnede den militære anklagemyndighed sagen mod ansøgeren. Ansøgeren blev afhørt en gang om ugen af anklagemyndigheden. Ansøgeren fortsatte imidlertid med at arbejde som bestyrer af våbenlagret. Efter ansøgeren havde været fængslet i halvanden måned, foreslog oberst [D], som forestod afhøringerne af ansøgeren, at ansøgeren kunne bestikke [D], således at ansøgeren kunne blive løsladt. Ansøgerens far aftalte beløbet med [D]. Ansøgerens far betalte beløbet ved at sælge noget jord. Ansøgeren blev kørt fra fængslet til afhøring en gang om ugen. Efter en af disse afhøringer blev ansøgeren sat af, hvorefter ansøgeren tog hjem til sine forældre i Kunduz. Ansøgeren opholdt sig i Kunduz en nat, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Kort efter ansøgerens udrejse opsøgte [B’s] familie ansøgerens far, idet de ville have fat på ansøgeren. Efter ansøgeren er udrejst af Afghanistan, har ansøgerens kollegaer fortalt ham, at han tillige er anklaget for at have solgt våben, idet der manglede våben på de lagre, som ansøgeren havde været bestyrer for. Ansøgerens far har endvidere modtaget breve fra anklagemyndigheden og sikkerhedspolitiet i Ghazni. Af brevene fremgår det, at ansøgeren skal møde op hos dem, og at ansøgeren skal finde de manglende våben. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin baggrund og sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på en række centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom dele af ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Vedrørende divergenserne i ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om forløbet op til og omstændighederne omkring drabet på [B]. Til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 har ansøgeren forklaret blandt andet, at han blev kontaktet af [A] [i sommeren] 2014, der oplyste, at der var en stikker iblandt ansøgerens kolleger, der ville slå ansøgeren ihjel, og at han umiddelbart herefter modtog et billede af [B] på sin telefon. Ansøgeren var på værelset, da han modtog opkald og billede. Senere på aftenen kom [B] ind på værelset, og der stak en pistol ud af hans lomme. Ansøgeren var to måneder tidligere advaret om, at der var en spion iblandt ansøgerens kolleger. Ansøgeren arbejdede og boede sammen med [B] i seks måneder før drabet. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han omkring [sommeren] 2013 blev advaret om, at der var en blandt ansøgerens kolleger, der ville slå ansøgeren ihjel. Det var et år før, ansøgeren dræbte [B]. Ansøgeren skyggede herefter blandt andre [B] i et år. Ansøgeren arbejdede sammen med [B] i samlet omkring to år. [I sommeren] 2014 talte ansøgeren med [A] i telefonen, mens ansøgeren sad i en bil. [A] advarede ham om [B] og sendte ansøgeren billedet, mens ansøgeren var i bilen. Ansøgeren gik herefter op på sit private værelse. Senere kom [B]. [B] kom tit på besøg og overnattede, og [B] betragtede værelset som sit eget. Til gensamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at der gik ti minutter mellem opkaldet fra [A], før ansøgeren fik billedet af [B]. Ansøgeren sad i sin bil, da han fik billedet. Derefter gik ansøgeren ind på sit værelse, hvor [B] allerede var. Ansøgeren skød [B], da han var ved at tage sin pistol frem. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret udbyggende, at [B] ikke døde med det samme, at han var med til at køre [B] på hospitalet, og at han først blev anholdt på hospitalet. Endvidere har ansøgeren under nævnsmødet forklaret udbyggende om, at der var planlagt attentatet mod alle 15-16 soldater på kasernen. Flygtningenævnet har endvidere navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende vedrørende omstændigheder omkring sin flugt. Til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han flygtede fra transporten ved, at politimanden, som hans far havde bestukket, lod ham løbe, og at det skete et sted ude på landet. Han brugte politimandens telefon til at ringe efter en taxa. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han blev sat af inde i byen, og at han gik hen til en taxaholdeplads og tog en taxa til Kabul. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren fortsatte sit arbejde på 18 våbenlagre, mens sagen mod ham, hvor han var under anklage for drab, verserede, herunder særligt at han skulle være blevet transporteret af politiet fra fængslet til våbenlagrene for at arbejde, mens han var tilbageholdt af myndighederne. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sin baggrund og sit asylmotiv i det hele må forkastes som utroværdig og konstrueret. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/389/SHH
