Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tadjik fra Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren er efter udrejsen konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller orga-nisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af lokalbefolkningen i Kunduz, idet ansøge-ren og hans far samt bror har arbejdet med udlændinge og myndighederne, og idet Taliban har taget kontrol over Kunduz-provinsen. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han efter udrejsen er konverteret til kristendommen og skal døbes [i oktober] 2017. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far over en længere periode på omkring syv til otte år arbejdede for henholdsvis [A], [B] og for et firma ved navn [C] i Kunduz, hvor udlændinge også arbejdede. An-søgerens far blev truet tre gange af lokalbefolkningen i Kunduz med, at hvis han ikke stoppede med at arbejde med udlændinge og myndighederne, ville han og hele hans familie blive slået ihjel. An-søgerens bror arbejdede som tolk for amerikanerne i Kandahar fra 2011 frem til hans udrejse af Af-ghanistan to år senere. Ansøgerens families bopæl blev opsøgt af et ukendt antal mennesker fra lo-kalområdet i 2013 eller 2014. De pågældende truede ansøgerens mor med, at hele familien ville blive slået ihjel, hvis ikke ansøgerens far og bror stoppede med at arbejde for udlændinge og myn-dighederne. Ansøgeren arbejdede selv som skrædder i Kunduz og havde i den forbindelse opgaver på [B], hvor han reparerede uniformer og syede gardiner. Efter skole deltog ansøgeren i et engelsk-kursus. På vej hjem fra sit engelskkursus blev ansøgeren en dag opsøgt af tre ukendte personer fra lokalområdet. De slog ansøgeren, og truede ham med, at de ville slå ham ihjel, hvis de så ham med engelskbøger igen. På vej hjem fra sit arbejde i [B], blev ansøgeren stoppet to gange yderligere af de samme tre ukendte personer fra lokalområdet, som truede med, at de ville slå ham ihjel, hvis han ikke stoppede sit arbejde. Udover disse episoder, blev ansøgeren og hans familie generelt chikaneret af lokalbefolkningen over en periode på 7 til 8 år. Chikanen begyndte efter ansøgerens far var be-gyndt at arbejde for [A]. Der blev ofte råbt efter ansøgeren, at han og hans brødre var børn af eng-lændere, og folk i landsbyen så generelt skævt til ansøgerens familie på grund af farens arbejde. På den fjerde eller femte dag af den store Eid i 2015 indtog Taliban hele Kunduz-provinsen. Ansøge-rens far tog på arbejde to dage før dette fandt sted, og han vendte aldrig tilbage. Ansøgeren udrejste af Afghanistan sammen med sin mor og tre brødre den samme dag, som Taliban indtog Kunduz-provinsen, fordi de frygtede, at Taliban ville fange og slå alle de personer ihjel, som havde arbejdet for udlændinge og myndighederne. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Efter nævnets opfattelse har i hvert fald ansøgerens egen konflikt med lokalbefolkningen, der angiveligt sympatiserer med Taliban, en sådan konkret intensitet og karakter, at konflikten må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder det således sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemområde kan risikere at blive udsat for overgreb som nævnt i bestemmelsen, og at han i Kunduz ikke vil være tilstrækkeligt beskyttet af myndighederne mod sådanne overgreb. Nævnet finder imidlertid samtidig, at ansøgeren, der er en enligt stillet, arbejdsduelig og rask ung mand vil have mulighed for at tage ophold et andet sted i Afghanistan, hvor han vil kunne opnå den fornødne beskyttelse mod overgreb. Ansøgeren vil herunder f.eks. kunne tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif. Ansøgeren kan derfor ikke på dette grundlag meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har dernæst påberåbt sig, at han er konverteret til kristendommen, og at han som frafalden muslim risikerer asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Ansøgeren blev i samtalereferaterne fra de tre samtaler i Udlændingestyrelsen, der blev afholdt henholdsvis [i sommeren] 2016, [i efteråret] 2016 og [i vinteren] 2016, anført som sunni-muslim, og ansøgeren har ikke under disse samtaler af egen drift fremdraget spørgsmålet om sit forhold til kristendommen. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren først begyndte at gå i kirke [i vinteren] 2016 efter den seneste samtale i Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2016, og at han heller ikke i tidsrummet fra denne samtale og frem til styrelsens afgørelse af [vinteren] 2017 om afslag på asyl selv tog kontakt til styrelsen om dette væsentlige nye forhold. Herefter, og i øvrigt under henvisning til ansøgerens fremtræden under mødet i nævnet i forbindelse med afhøringen om sin begrundelse for at konvertere til kristendommen, finder nævnet ikke grundlag for at lægge til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til den kristne tro. Hverken oplysningen om, at han skal døbes [i vinteren] 2017, julekortet, [kirkes] brev af [vinteren] 2017 eller samme kirkes brev af [efteråret] 2017, kan føre til en anden vurdering. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse efter ud-lændingelovens § 7 på grundlag af, at han cirka efter et år efter ankomsten til Danmark er konverte-ret til kristendommen. Det følger af de ovenfor anførte, at nævnet ikke finder grundlag for at hjem-vise sagen til Udlændingestyrelsen til behandling af sur place-motivet, ligesom nævnet heller ikke finder grundlag for afhøring af missionær [X] som vidne. På denne baggrund, og idet de generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation, heller ikke kan føre til, at ansøge-ren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. Om de generelle forhold kan der navnlig henvises til den Europæiske Menneskeret-tighedsdomstols dom af 5. juli 2016 i sagen A. M mod Nederlandene og 12. januar 2016 i sagen H og B. mod Det Forenede Kongerige. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/372/JEA
