Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [landsby], [distrikt], [provins], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at myndighederne vil fængsle ham, eller at Taliban og lokalbefolkningen i [ansøgerens landsby] vil slå ham ihjel, idet han har afleveret en koran skrevet på farsi til byens imam, [A]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han omkring fem-seks måneder før sin udrejse af Afghanistan i [sommeren] 2015 blev opsøgt af syv-otte talebanere i sin butik. De spurgte, hvorfor han ikke havde langt skæg. Ansøgeren svarede, at det ikke var noget, de skulle bestemme. Ansøgerens far blev hidkaldt for at undskylde for ansøgerens opførsel. Taliban gennemrodede ansøgerens butik. Han havde en mobiltelefon liggende, som spillede musik. Det blev talebanerne vrede over og tog telefonen, hvorefter de gik. Efterfølgende kom Taliban til ansøgerens butik flere gange på ukendte tidspunkter. De spurgte efter ansøgeren én gang, hvor ansøgerens søn på ni år passede butikken. Ansøgerens naboer fortalte, at Taliban opsøgte hans butik yderligere en til to gange, hvor den var lukket. Tre til fire dage før ansøgerens udrejse besøgte han moskéen i landsbyen. Ansøgeren havde købt en koran i Kabul, som var skrevet på farsi. Han gav den til imamen, [A], og bad ham om at forklare, hvor det stod, at man skal føre Jihad og sende uskyldige børn i krig. Imamen sagde til ansøgeren, at han var vantro og en hykler. Ansøgeren svarede, at det var ham, der var en hykler, idet han fik løn fra myndighederne, men samarbejdede med Taliban. Ansøgeren gik igen uden sin koran. Næste dag om aftenen blev ansøgerens bopæl opsøgt af Taliban. Ansøgerens far stod uden for porten til gården og talte med dem. Ansøgeren flygtede ud af et vindue på den anden side, hvorefter han løb væk fra bopælen. En stemme sagde ”stop”, men ansøgeren fortsatte. Der blev skudt to gange efter ansøgeren, som ikke blev ramt. Han løb to-tre timer, indtil han kom til landsbyen […]. Her tog ansøgeren hjem til sin fars gamle ven, [B], hvor han opholdt sig i kort tid. Ansøgeren fik nyt tøj og 5.000 afghani til sin rejse. Ansøgeren tog herefter videre til Kabul. I Kabul ringede han hjem og talte med sin mor, som fortalte, at Taliban havde været på bopælen. De havde slået ansøgerens ægtefælle og hans forældre. Myndighederne havde også været på bopælen. De havde taget ansøgerens far med. Fra Kabul udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden, og forklaringen forkastes derfor som utroværdig. Nævnet henviser til, at ansøgeren på en række punkter har forklaret divergerende om omstændighederne for hans flugt fra familiens bopæl. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at han mødte sin mor, efter at der var blevet banket på porten til gårdspladsen, og at hun fortalte, at moskeens imam og nogle personer spurgte ansøgerens far om ansøgeren, hvorefter ansøgeren flygtede. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hans ægtefælle fortalte, at der var blevet banket på, og at ansøgeren derfor tænkte, at det var Taliban, der kom. Han hørte sin fars stemme og vidste, at der var noget galt, hvorefter han flygtede, da han havde hørt sin mor og sin ægtefælle skrige og råbe. Ansøgeren har endvidere under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at der er to-tre timers gang fra ansøgerens landsby til [B’s landsby], hvortil han flygtede. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han løb i to-tre timer under sin flugt for at komme til [B’s landsby], og under nævnsmødet har han forklaret, at han ikke ved, hvor lang tid han løb under flugten. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han efter sin samtale og diskussion med imamen tog til sin butik, hvor han opholdt sig i fem minutter, indtil han bad sin søn om at lukke butikken. Under asylsamtalen har han derimod forklaret, at han selv lukkede butikken og tog hjem. Foreholdt divergensen under gensamtalen har ansøgeren forklaret, at det både var ansøgeren og hans søn, der lukkede butikken den pågældende dag. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om Talibans første henvendelse i hans forretning. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at Taliban tog hans telefon, som havde et indbygget kamera. Under asylsamtalen har han forklaret, at Taliban var vrede over, at ansøgeren hørte musik fra telefonen, og at de blev sure over, at ansøgeren hørte en pakistansk sanger, der hedder […]. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at ansøgeren på en troværdig måde har kunnet forklare baggrunden og formålet for hans henvendelse til imamen med en koran, som han tilfældigt har købt i en forretning i Kabul. Nævnet henviser til, at ansøgeren på flere spørgsmål har forklaret afglidende og usammenhængende herom. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel begrundet risiko for forfølgelse omfatte af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Ud-lændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/37/SSM
