Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra […], Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af ukendte personer, som har truet ham. Ansøgeren formoder, de ukendte personer er fra Taliban. Ansøgeren frygter endvidere myndighederne, idet han er flygtet fra Afghanistan uden at opsige sit arbejde. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han i perioden [foråret] 1392 ([…] 2013) indtil hans udrejse i [sommeren] 1394 ([…] 2015) arbejdede for den militære sikkerhedstjeneste. Ansøgeren arbejdede i et kontor i området […] i Kabul, som arbejdede med byplanlægning og renovering af sikkerhedstjenestens kontorer i hele Afghanistan. Ansøgeren stod for at registrere og arkivere henvendelser fra sikkerhedstjenestens kontorer. Ansøgeren havde 2 til 3 gange modtaget opkald fra et ukendt nummer, som han ikke havde besvaret. Ansøgerens nabos børn sagde til ansøgeren, at han skulle besvare sin telefon. Omkring halvanden til to måneder herefter, i [vinteren] 1393 ([…] 2015), modtog ansøgeren et opkald fra ukendte personer, som bad ham samarbejde, hvilket ansøgeren nægtede, hvorefter han afbrød opkaldet. Omkring 15 dage senere blev ansøgeren igen ringet op og truet. 15 til 20 dage efter første opkald blev ansøgerens far ringet op af ukendte personer, der sagde til ham, at hans søn skulle samarbejde. En til to dage herefter ringede de igen til ansøgerens far og truede med, at de ville slå ansøgeren ihjel, hvis ansøgeren ikke ville samarbejde. Faren skiftede herefter telefonnummer, og han blev ikke kontaktet igen. Fem til ti dage herefter gik ansøgeren til sin chef og fortalte, at hans far havde modtaget opkald og trusler. Chefen sagde, at han ville sende ansøgerens sag videre i systemet. Ansøgeren modtog yderligere fire til fem opkald fra et ukendt nummer, som han ikke besvarede. En torsdag i [foråret] 1394 ([…] 2015) hentede ansøgeren sin søster […] på universitetet, da han var på vej hjem fra Kabul. Da de kørte i området […] omkring 5 til 6 kilometer fra deres bopæl, blev ansøgerens bil angrebet af to personer på en motorcykel. Personerne på motorcyklen skød tre skud mod bilen, og [søsteren] blev ramt, hvorefter hun døde som følge af sine kvæstelser. Ansøgerens far sagde, at ansøgeren var nødt til at gemme sig, hvorfor ansøgeren tog ophold hos sin ven […] i Maidan Shah i omkring halvanden måned. [Vennen] sagde til ansøgeren, at ansøgeren var eftersøgt af myndighederne. Dette havde [vennen] hørt fra ukendte personer på sin arbejdsplads i sikkerhedstjenesten i Maidan Shah. Ansøgeren tog til Kabul, hvor han opholdt sig i omkring syv til ti dage. Ansøgerens fætter, […], og fætterens ven hjalp ansøgeren med at skaffe ansøgerens pas og visum til Iran, hvorefter ansøgeren udrejste legalt af Kabul lufthavn [i sommeren] 1394 ([…] 2015). Ansøger har efterfølgende fået oplyst, at hans fætter er blevet skudt og dræbt af ukendte personer foran sin hoveddør i [sommeren] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring for nævnet om hændelsesforløbet har været udbygget og har virket tillært, idet ansøgeren er gledet af på konkrete spørgsmål og blot diffust og overordnet har gentaget sin forklaring om hele hændelsesforløbet. Denne forklaring har været ukonkret og divergerende. Divergenserne består blandt andet i rækkefølgen af henvendelserne, som han antager, kommer fra Taliban, indholdet af henvendelserne, og om det var ham eller faren, der blev kontaktet. Ansøgeren har også forklaret divergerende om, hvorvidt det var vennen eller fætteren, som hjalp ham med udrejsen og om, hvilken begrundelse vennen i Maidan Shah-provinsen gav for, at ansøgeren skulle forlade stedet. Flygtningenævnet finder endvidere, at det ikke er sandsynligt, at Taliban skulle forlange samarbejde fra ansøgerens side uden at ville oplyse, hvad ansøgeren skulle foretage sig for at samarbejde. Flygtningenævnet finder videre, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at der skulle være en sammenhæng mellem henvendelserne fra Taliban og skudepisoden, som gik ud over ansøgerens søster. Ansøgeren har i øvrigt ikke i asylskemaet oplyst, at søsteren blev dræbt i den forbindelse. Ansøgeren har heller ikke oplyst, hvorledes der skulle være en sammenhæng mellem hans angivelige konflikt med formentlig Taliban og drabet på ansøgerens fætter […]. Ansøgeren har videre ikke kunnet eller villet oplyse, hvem der angiveligt skulle have kontaktet ansøgerens familie efter ansøgerens udrejse, og hvad henvendelserne drejede sig om. På den anførte baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han er efterstræbt af Taliban som følge af, at han skulle have nægtet at samarbejde med Taliban. Vedrørende ansøgerens eventuelle konflikt med sit ansættelsessted har ansøgeren forklaret, at han orienterede ansættelsesstedet om henvendelserne fra Taliban. Ansøgerens forklaring om, at vennen i Maidan Shah skulle have fundet en efterlysning af ansøgeren, er ny, og forklaringen for nævnet herom har været diffus og ukonkret. Ansøgeren udrejste legalt og med ægte pas fra Kabul-lufthavn. Under disse omstændigheder har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han skulle være forfulgt fra myndighedernes side. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet i sin bevisvurdering har taget højde for, at ansøgerens forklaring kan være påvirket af hans psykiske tilstand. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse eller overgreb omfatte af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”afgh/2017/359/COL
