Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Jaghori-distriktet i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [A] og dennes sønner, fordi [A] ønskede at overtage ansøgerens families jord. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han boede i Afghanistan med sin familie, og at der i samme landsby boede en person ved navn [A]. Ansøgerens far og [A] havde længe været fjender. [A] ønskede at tilføje ansøgerens fars jord til sin egen. Tre-fire måneder efter ansøgerens mor døde som følge af en kræftsygdom, begyndte [A] at spøge med, at han ville købe ansøgerens fars jord, hvilket faren afslog. Efterhånden blev Ebrahims forespørgsel mere alvorligt og året efter morens død, begyndte [A] at true ansøgerens far. Truslerne stod på omkring seks måneder, indtil [A] en aften fortalte faren, at der ville ske noget dårligt, hvis faren mødte op på sine marker den følgende dag. Da faren og ansøgeren ankom til sine marker dagen efter, mødte de [A], der sagde til faren, at farens jord tilhørte ham. [A] og faren begyndte at diskutere, hvilket endte i et slagsmål. [A] slog til sidst faren med skovl og flygtede fra stedet. Faren døde af slaget fra skovlen. Ansøgeren løb herefter ind til landsbyen, hvor han fortalte nogle personer om hændelsen på marken, og de fulgte med ansøgeren tilbage til marken. Lidt senere dukkede [A] op og lod som om, han lige var vågnet og ikke vidste, hvad der var sket på marken. De følgende dage fortalte ansøgeren hele historien til de ældre i landsbyen, og forsøgte at få landsbyen befolkning til at hjælpe sig, men ingen troede på ansøgerens historie, idet [A] havde fortalt dem, at faren var faldet ned fra et træ. Senere rejste ansøgeren og fire af hans søstre til Pakistan. I tiden indtil udrejsen truede [A] ansøgeren tre gange, idet han bad ansøgeren om at give ham skødet på familiens jord. Den tredje gang sagde [A]t il ansøgeren, at han ville slå ham og hans søstre ihjel. Samme aften rejste ansøgeren og hans søstre til Pakistan. Mens ansøgeren opholdt sig i Pakistan, så han [A] tre gange, men [A] opdagede ham ikke. Ansøgeren er siden blevet bekendt med, at hans søstre har set [A] i Pakistan, efter hans udrejse af Pakistan. Flygtningenævnet kan i det væsentligste lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemområdet vil være i risiko for repressalier fra [A], der har forvoldt hans fars død og tilegnet sig familiens jord, hvorfor denne for at forebygge hævn eller forhindre tilbagetagelse af jorden sandsynligt vil foretage overgreb mod ansøgeren. Det lægges imidlertid til grund, at ansøgeren, der i øvrigt har kunnet klare sig i otte måneder i Pakistan, vil kunne henvises til at tage ophold andet steds i Afghanistan. I den forbindelse bemærkes, at der er tale om en enlig mand angiveligt uden helbredsproblemer og i den arbejdsduelige alder. Herefter findes betingelserne for meddelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7, stk. 1 eller 7, stk. 2 ikke at være opfyldt. Endelig bemærkes, at forholdene for shiitiske hazaraer i Afghanistan ikke i sig selv er af en sådan karakter, at de er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/351/SOL
