Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra (…), Heraz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at det ringede på døren til hans bopæl den 27. oktober 2015. Da ansøgeren åbnede døren, så han tre personer i afghansk tøj, som greb fat i ham, og slæbte ham hen til en bil, der holdt parkeret udenfor. Ansøgeren blev bagbundet og fik en pose over hovedet. De kørte i halvanden til to timer. Ansøgeren blev ført ind til et hus. Da ansøgeren fik taget posen af hovedet, så han, at han var i et værelse, hvor der var omkring 10 andre personer til stede. De spurgte ansøgeren, om han arbejdede for [A], hvilket han i første omgang nægtede. Efter at han fik fremvist billeder, bekræftede ansøgeren, at han arbejdede for [A]. Ansøgeren blev tvunget til at hjælpe personerne. De kom med et sæt tøj. Ansøgeren fik at vide, at der var gift i tøjet, og at han skulle blande giften i maden, at når han kom tilbage til basen. Ansøgeren blev ført ind i et andet rum, hvor han fik besked på, at tage et bestemt sæt tøj på. Ansøgeren fik et stykke papir, som han skulle læse op af, mens han blev filmet. På væggen i rummet var der et stykke stof, hvor der stod ”(…)” og ”(…)”. Ansøgeren sagde til personerne, at han ikke havde sit ID-kort med, og at han derfor ikke kunne komme ind på basen. Personerne sagde til ansøgeren, at han skulle ringe til sin far og sige, at han skulle komme med kortet til en af ansøgerens venner. Ansøgeren og personerne kørte i bil hen til det sted, hvor ID-kortet skulle hentes. Ansøgeren besluttede sig for at flygte. Da ansøgeren gik over til sin far, for at tage ID-kortet, råbte han til sin far, at de skulle flygte. Ansøgeren tog sin fars hånd og løb. Ansøgeren mistede grebet på sin fars hånd. Der lød skud, og ansøgeren så, at hans far faldt, sandsynligvis fordi han blev ramt. Ansøgeren fortsatte til hovedvejen, hvor han tog en taxa. Ansøgeren kørte til Herat by, hvor en af hans fars gode venner bor. Ansøgeren fortalte farens ven, hvad der var sket. De ventede, indtil der kom en smugler ved navn [B]. [B] tog ansøgeren med sig, og de udrejste af Afghanistan. Ansøgeren har sidenhen haft kontakt med sin fars ven, som fortalte, at ansøgerens far var død. Farens ven fortalte også ansøgeren, at han ikke vidste, hvor ansøgerens familie var. Et flertal af Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund og finder, at forklaringen fremstår usandsynlig, udbyggende og ikke selvoplevet. Flertallet har herunder blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring ikke modtog instrukser om, hvordan han skulle give det giftige stof til ansatte på basen, ligesom ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han ikke var klar over, om giften var flydende eller i pulverform, mens han til asylsamtalen og til nævnsmødet har forklaret, at giften var i pulverform. Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at han ikke vidste, hvad der skulle ske, efter at han havde anbragt giften, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han fik at vide, at han ville få nærmere instrukser, når de nærmede sig indgangen til basen. Endelig findes ansøgerens forklaring om flugten, herunder at han udsatte sin far, der blev dræbt, for fare, mens han ikke selv blev ramt, for usandsynlig. Flertallet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/335/JHB.
