Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen […], distriktet Gozora i Herat-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbror, […], og hans familie. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans farfar døde for år tilbage, og at farfaren havde bestemt, at ansøgerens bror, ansøgerens farbror, ansøgers to fastre og ansøgeren selv skulle arve ansøgerens farfars jord. Efter farfarens død opstod der en konflikt mellem ansøgeren og hans bror og hans farbror. Farbroren blev vred over, at ansøgerens farfar havde efterladt ham mindre jord end ansøgeren og ansøgerens bror. Fem til seks måneder efter ansøgerens farfars død nævnte farbroren første gang, at ansøgeren og hans bror ikke havde ret til den jord, som ansøgerens farfar havde efterladt til dem. Ansøgerens bror opsøgte farbroren, som var på besøg hos ansøgerens familie i deres hus, [noget tid] før Eid-Qurban-festen i 2015 for at få deres del af farfarens jord. Der opstod slagsmål, og ansøgerens bror blev knivdræbt af farbroren og dennes søn. Ansøgerens lillesøster fortalte ansøgeren, hvad der var sket, og ansøgeren anmeldte drabet til politiet, som fængslede ansøgerens fætter, imens det lykkedes for farbroren at flygte. Omkring tre til fire dage efter drabet på ansøgerens bror, indfandt farbrorens ægtefælle sig i ansøgerens mors hus. Både ansøgeren og ansøgerens mor var til stede i huset, da farbrorens hustru kom, men det var kun ansøgerens mor, der talte med hende, idet ansøgeren skjulte dig på et værelse. Farbrorens ægtefælle sagde til ansøgerens mor, at farbroren ville dræbe ansøgeren, idet han var skyld i, at hendes søn var fængslet. [Noget tid før] efter Eid-Qurban i 2015 udrejste ansøger af Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke tilstrækkelig grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om jordkonflikten med sin familie, og nævnet lægger således forudsætningsvis ansøgerens forklaring om baggrunden for sit asylmotiv til grund. Spørgsmålet er herefter, om ansøgerens familiekonflikt er til hinder for, at han som internt flugtalternativ (IFA) kan tage ophold andetsteds i Afghanistan, herunder i Kabul eller Mazar-e-Sharif. Flygtningenævnet bemærker, at en asylansøger ikke har behov for international beskyttelse imod risiko for forfølgelse, hvis ansøgeren vil kunne undgå denne forfølgelse eller opnå beskyttelse et sted inden for sit hjemlands grænser, og hvis det vil være rimeligt at henvise ansøgeren til dette. Det følger af UNHCR’s Guidelines on International Protection, “Internal Flight or Relocation Alternative” within the Context of Article 1 A (2) of the Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees af 23. juli 2003, at det ved vurderingen heraf må tages med i betragtning, om den del af hjemlandet, der kan antages at udgøre et internt flugtalternativ, udgør et meningsfuldt alternativ for fremtiden, herunder om området er vedvarende og stabilt. Det område, som ansøgeren i givet fald må henvises til, skal yde ansøgeren mulighed for at leve et efter hjemlandets forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder (”undue hardship”). Forhold som ansøgerens alder, helbredstilstand, familiemæssig situation, etnisk, kulturel eller religiøs gruppe, politisk eller social tilknytning til det pågældende område, sprog, uddannelse og profession samt tidligere forfølgelse og deraf følgende psykologiske problemer skal indgå i vurderingen. Bevisbyrden for, at der foreligger et internt flugtalternativ, påhviler asylmyndighederne. Flygtningenævnet lægger ved vurderingen heraf til grund – som oplyst af ansøgeren – at han ikke har konflikter med myndigheder eller privatpersoner i Kabul eller Mazar-e-Sharif, at han aldrig har haft personlige problemer med Taliban, og at han er enlig, arbejdsduelig og uden væsentlige helbredsproblemer. Der er ikke holdepunkter for at antage, at ansøgeren, der ikke er særligt profileret, vil risikere nogen form for forfølgelse fra sin familie eller andre, såfremt han måtte bosætte sig i eksempelvis Kabul eller Mazar-e-Sharif. Der er således intet, der tyder på, at ansøgerens farbror eller dennes eventuelle netværk vil have viljen eller evnen til at efterstræbe ansøgeren, såfremt han tog ophold i eksempelvis Kabul. Hertil bemærkes, at farbroren angiveligt er eftersøgt af og på flugt fra myndighederne. Selv når det lægges til grund, at farbroren har forbindelse til Taliban, så fremgår det af baggrundsoplysningerne, at de fleste lokale konflikter med Taliban forbliver lokale, og at der ikke foregår systematisk udveksling af information mellem provinserne, jf. Landinfos temanotat, ”Afghanistan: Sikkerhetsrelaterte forhold” af 8. april 2015, ligesom det fremgår, at Taliban og andre væbnede grupper har sværere ved at nå personer i Kabul og Mazar-e-Sharif, og at personer med en lav profil generelt har en lav risiko for at blive mål for de væbnede grupper i disse byer, jf. Lifos (Migrationsverket), ”Rättsligt ställingstagende angående säkerhetsläget i Afghanistan” af 27. juni 2016. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har nogen direkte konflikt med Taliban, og at han på ingen måde er profileret i forhold til Taliban. Det fremgår af samme baggrundsoplysninger endvidere, at afghanske statsborgere har ret til at rejse og bosætte sig i stort set alle dele af Afghanistan, og det fremgår af Landinfos responsnotat, ”Afghanistan: Kommentarer til endringer i UNHCHs anbefalinger om internflukt og relokalisering” af 11. marts 2015, at afghansk gæstfrihed er en central pligt i den afghanske kultur og gælder for alle etniske grupper, hvilket sandsynligvis er den vigtigste årsag til, at flere millioner nye indbyggere i Kabul har klaret at etablere sig i byen i løbet af de sidste 10-15 år. Det fremgår af samme baggrundsoplysninger desuden, at UNHCR vurderer, at de eneste personer, som med rimelighed kan forventes at bosætte sig i Kabul og benytte byen som internt beskyttelsesalternativ uden adgang til egentlig og konkret støtte i Kabul fra familiemedlemmer eller andre sociale netværk, er enlige, raske mænd og ægtepar i den erhvervsaktive alder, som ikke har fået børn. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at allerede fordi ansøgeren som et internt flugtalternativ vil være i stand til at etablere sig sikkert i eksempelvis Kabul, og at han i Kabul vil have mulighed for at leve et efter hjemlandets forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder, vil ansøgeren ikke kunne meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/302/col
