afgh2017297

Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fire børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk saed hazara og shia-muslim af trosretning fra Helmand, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af regeringen, idet hun tidligere flygtede uden accept fra sin ægtefælle og dennes familie, og/eller fordi hendes ægtefælle tidligere har arbejdet for Taliban. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin ægtefælles familie, fordi hun flygtede uden hans samtykke, ligesom hun frygter familien, fordi de står i ledtog med Taliban og har truet med at slå ægtefællen og ansøgeren ihjel, såfremt ægtefællen ikke samarbejder med dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun kom til Danmark i [starten af 00’erne] i forbindelse med, at hun var blevet familiesammenført med sin far. I [tre år senere] mødte ansøgeren og hendes familie en afghansk familie på en ferie i Iran. Denne familie ønskede, at ansøgeren skulle giftes med deres søn, hvilket ansøgerens forældre accepterede mod, at ansøgeren kunne rejse tilbage til Danmark, når de var blevet gift. Da ansøgeren var kommet tilbage til Danmark, sendte hun en invitation til ægtefællen om, at han skulle komme til Danmark på et turistvisum. Ansøgerens ægtefælle sagde til ansøgeren, at han ikke kunne finde ud af at udfylde visumansøgningen og bad ansøgeren om at komme til Iran for at hjælpe ham. Ansøgeren tog ophold i Iran i en måned, hvorefter hun rejste tilbage til Danmark. I Danmark kontaktede ægtefællen ansøgeren og begyndte at tale om skilsmisse, da det så forkert ud og var æreskrænkende, at hun ikke var ved hans side, når de var gift. Ansøgeren rejste derfor tilbage til Iran, mens de ventede på, at ægtefællen fik turistvisum til Danmark. Ægtefællen fik imidlertid afslag på turistvisum. Ansøgeren ønskede at rejse tilbage til Danmark, hvilket ægtefællen ikke ville tillade, og han destruerede alle hendes dokumenter. Ægtefællen og dennes familie kontrollerede ansøgerens gøren og laden, ligesom hun oplevede at blive slået af ægtefællens bror. En dag lykkedes det ansøgeren at komme ind på Den Danske Ambassade, som henviste hende til at søge asyl i Danmark, idet de ikke forstod, at hun allerede havde opholdstilladelse i landet. Ansøgeren opholdt sig ni år i Teheran, hvor hun var under pres fra sin ægtefælles familie. Ansøgeren havde ingen form for medbestemmelse. [Omkring 9 år efter ægteskabets indgåelse] blev hun og ægtefællen deporteret fra Iran til Afghanistan. I Afghanistan ville ægtefællens familie – særligt ægtefællens fætter – have, at ansøgerens børn skulle opdrages som talebanere. Ansøgeren er senere blevet bekendt med, at ægtefællen samarbejdede med Taliban. [Omkring et halvt år efter at være blevet deporteret til Afghanistan] flygtede ansøgeren og hendes børn en dag, hvor ægtefællen ikke var hjemme. Ægtefællen udrejste efterfølgende, og de mødtes ved et tilfælde i en flygtningelejr i Grækenland, hvorfra de sammen rejste videre. I Tyskland rejste ansøgeren og børnene til Danmark en dag, hvor ægtefællen var ude på tur, fordi ægtefællen ikke ønskede at tage til Danmark. Ægtefællen indrejste dog i Danmark omkring en uge efter ansøgeren. I Danmark er ansøgeren blevet bekendt med, at ægtefællens fætter har dræbt sin kone, ligesom en af ægtefællens andre familiemedlemmer har dræbt sin svigerinde, fordi han ikke syntes, at hun behandlede sin ægtefælle godt nok. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder det på baggrund af den afgørelse, som nævnet i dag har truffet i ægtefællens sag, ikke sandsynliggjort, at ægtefællen har været i et modsætningsforhold til Taliban eller ægtefællens fætter [A], der kan begrunde et krav på international beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Dette gælder også i forhold til ansøgeren. Ansøgeren har herudover gjort gældende, at hendes børn risikerer at blive tvangsrekrutteret til Taliban. Selvom det af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at en sådan tvangsrekruttering finder sted, finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort en konkret trussel herom i forhold til hendes børn. Nævnet henviser i den forbindelse til, at der inden udrejsen gik fire måneder fra ansøgeren angiveligt fik at vide, at børnene ville blive hentet med henblik på undervisning af Taliban. Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren som enlig kvinde skulle være flygtet fra Afghanistan under sådanne omstændigheder, at hun på nuværende tidspunkt, hvor det ægteskabelige samliv består, herved skulle risikere en kønsspecifik forfølgelse fra Taliban, sin mands familie eller de afghanske myndigheder. Desuden fremstår ansøgerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med flugten sammen med fire børn som helhed ikke sandsynlig. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har givet en plausibel forklaring på, hvorfor hun angiveligt alene tog en del af de penge, som hun fandt i hjemmet, da hun flygtede. Hertil kommer, at ansøgeren og hendes ægtefælle har afgivet divergerende forklaringer om husets beskaffenhed, da ægtefællen vendte tilbage til hjemmet. Ægtefællen har således i nævnet forklaret, at hjemmet fremstod gennemrodet, mens ansøgeren har forklaret, at hjemmet rodede, fordi børnene havde leget, og at hun ud over penge alene medbragte en sutteflaske under flugten.  Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Herefter, og idet de genelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, heller ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Afgh/2017/297/STR