Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk sadat og shia muslim fra [det nordlige] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taleban vil slå ham ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han en dag fik et opkald fra sin nabo om, at hans familie var kommet til skade, og at de var blevet bragt til hospitalet. Da ansøgeren ankom til hospitalet erfarede han, at ingen fra hans familie havde overlevet. Ansøgerens naboer fortalte ham, at de havde hørt skud fra ansøgerens families hus, og at de efterfølgende havde set nogle talibanere forlade huset. Tidligere havde ansøgerens far mod-taget trusler fra Taliban, fordi han arbejdede for politiet. Ansøgeren har for Flygtningenævnet præciseret, at hans far var lokal politichef. Ansøgeren har ikke selv trusselsbrevene men har overhørt sine forældre tale herom to til tre gange. Ansøgeren har hørt dem tale om, at hans far i forbindelse med sit arbejde var blevet anmodet om at samarbejde med Taliban, og samtidig var blevet truet på livet, hvis han nægtede at imødekomme denne anmodning. Ansøgeren har i denne forbindelse forklaret, at en sådan trussel også omfatter familiemedlemmer. Ansøgeren har herud-over henvist til at han frygter at blive slået ihjel af Islamisk stat. Han har til støtte herfor forklaret, at Islamisk Stat dræber shia-muslimer. Ansøgeren er flere gange blevet stoppet på gaden af gruppen, i hvilken forbindelse de har spurgt ind til hans religion. Hver gang ansøgeren er blevet stoppet på denne måde, har han løjet og har tilkendegivet, at han var sunni-muslim. Flygtninge-nævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at hans familie blev likvideret af Taliban, og at faren forinden havde modtaget trusler fra Taliban. Når der henses til, at bopælen blev opsøgt, og at hele familien blev likvideret, kan Flygtningenævnet ikke afvise, at familien blev dræbt på grund af farens ansættelse i politiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens far har haft en fremtrædende stilling i politiet. Ansøgeren har først for Flygtningenævnet forklaret herom, og nævnet kan ikke lægge denne udbyggede forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren er kommet i et modsætningsforhold til Taliban i lokalom-rådet, og det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjembyen vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det kan ikke anta-ges, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse af grunde omfattet af udlændingelo-vens § 7, stk. 1. Imidlertid findes ansøgeren, der i øvrigt fremstår helt uprofileret, at kunne hen-vises til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif som et internt flugtalternativ. Det skal særligt bemærkes, at oplysningerne om farens stilling og virke efter det foreliggende ikke kan føre til, at ansøgeren anses som profileret. Det må herved tillægges vægt, at ansøgeren er en sund og rask ung mand i den arbejdsdygtige alder. Han har haft en længere skolegang og har arbejds-erfaring. Hans sprog er blandt de dominerende, og han tilhører en større religiøs retning. Efter Landinfos notat af 4. september 2015 har personer fra sadat-gruppen i almindelighed en god so-cial position. Ifølge baggrundsoplysningerne vil unge mænd som ansøgeren sædvanligvis finde beskyttelse i en storby som Kabul, Herat og Mazar-e-Sharif. Selvom levevilkårene er vanskelige, er der dog tilstrækkelig mad og adgang til sundhedsvæsen. Det kan derfor ikke antages, at ansø-gerens levevilkår er af en sådan karakter, at hans basale humanitære rettigheder vil blive krænket ved, at han henvises til at tage ophold i en af de tre nævnte storbyer, jf. Handbook punkt 91 og UNHCR Guidelines on International Protection af 23. juli 2003, afsnit IIC. Det skal særligt be-mærkes, at forholdene i Kabul, Herat og Mazar-e-Sharif ikke er af en sådan karakter, at enhver returneret person ved sin blotte tilstedeværelse vil være i en reel risiko for at blive udsat for for-hold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren må antages at være i stand til at etablere sig i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif på et rimeligt niveau, og at ansøgeren derfor kan henvises til at tage ophold i en af de tre nævnte stor-byer som et internt flugtalternativ uden at risikere overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygt-ningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2017/286/MAD
