Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen [L] i [et distrikt] i Kapisa-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [P], da ansøgerens bror har slået [P]s søn ihjel. Ansøgeren frygter endvidere at blive slået ihjel af Taliban og ISIL. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin frygt for [P] har ansøgeren oplyst, at [P] var en meget rig person, der solgte stoffer, smuglede penge og våben og havde et stort netværk. Ansøgeren og hans far har passet dyr for [P] ude på marken i et bjergområde, der lå tæt på ansøgerens landsby. En aften, hvor ansøgeren og hans far passede dyrene, kom fem-seks mennesker hen til ansøgeren og hans far, og personerne slog ansøgerens far og stjal 60 af [P]s får. Senere om aftenen tog ansøgeren og hans far hen til [P]s bopæl for at fortælle om det, der var sket. [P] troede imidlertid, at ansøgeren og hans far havde solgt fårene, og [P] slog derfor ansøgerens far ihjel på stedet. Ansøgerens naboer hjalp ansøgeren med at bære liget af sin far tilbage til bopælen, og faren blev begravet dagen efter dødsfaldet. Omkring en uge efter ansøgerens fars død fortalte ansøgerens mor til ansøgerens bror, at han skulle komme hjem fra Iran, da [P] havde slået ansøgerens far ihjel. Ansøgerens bror kom hjem til landsbyen, og [P] sendte tre-fire personer til familiens bopæl, så broren kunne tale sammen med [P] på dennes bopæl. Ansøgerens bror afviste invitationen og svarede personerne, at han ikke havde noget at tale med [P] om. Efter ansøgerens bror havde været i hjemme i landsbyen i omkring en måned, solgte broren familiens hus og sagde, at hele ansøgerens familie skulle rejse med broren til Iran. Da ansøgeren og hans familie havde været i Iran i nogle måneder, tog ansøgerens bror tilbage til Afghanistan for at slå [P] ihjel. Ansøgerens bror kunne ikke finde [P], så broren slog i stedet [P]s søn ihjel, og rejste derefter tilbage til Iran. Mens ansøgeren opholdte sig i Iran, fik han og hans familie på et for ansøgeren ukendt tidspunkt besked fra ansøgerens moster i Afghanistan om, at [P] var rejst til Iran for at hævne sin søn, men senere fik ansøgeren og hans familie på et for ansøgeren ukendt tidspunkt besked om, at [P] var rejst tilbage til Afghanistan, da han ikke kunne finde ansøgeren og hans familie. Den sidste besked fik ansøgeren fra ansøgerens mosters søn i Iran. Ansøgeren oplevede ikke andet de efterfølgende syv år, han opholdt sig i Iran. Da ansøgeren havde opholdt sig syv år i Iran, skulle han udsendes til Afghanistan, da hans pas ikke kunne fornyes. Ansøgeren fik at vide af sin bror, at [P] vidste, at ansøgeren skulle deporteres til Afghanistan, og da ansøgeren kom til Afghanistan, opholdt han sig i byen Herat i to dage, inden han udrejste af Afghanistan ved hjælp af en menneskesmugler. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin frygt for Taliban og ISIL har ansøgeren oplyst, at der er krig i hele Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at forklaringen i sig selv må anses for usandsynlig og dermed ikke selvoplevet, men konstrueret til lejligheden. Nævnet finder således, at det må have formodningen imod sig, at ansøgeren og hans far umiddelbart efter at være frarøvet deres arbejdsgivers får går til deres hjem, og efter råd fra ansøgerens mor først derefter opsøger arbejdsgiveren. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om flere elementer i sit asylmotiv. Han har således under samtalerne i Udlændingestyrelsen forklaret, at han i Iran blev kaldt et andet navn, og det var derfor, at dette navn står i hans pas, mens han under nævnsbehandlingen har forklaret, at han opgav dette navn, fordi han var bange for at vende tilbage til Afghanistan. Nævnet har tillige lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at [P] kunne vide, at ansøgeren skulle deporteres til Afghanistan efter kun to eller fem dages tilbageholdelse. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at der gik fem dage fra, at han blev tilbageholdt, og indtil han blev deporteret, mens han under samtalerne med Udlændingestyrelsen har oplyst, at der kun gik to dage. Efter en samlet vurdering finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet bemærker, at ansøgerens generelle frygt både for Taliban og ISIL ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/281/MGO
