Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra [landsby], Samangan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at han eller hans familie vil blive slået ihjel, fordi han har arbejdet for en udenlandsk NGO ved navn BRAC. Ansøger frygter endvidere Taliban, Islamisk Stat og lokale magthavere, såsom kommandanten [A], fra landsbyen […] i Samangan provinsen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han og en kollega i [vinteren] 2014 var i landsbyen […], for at tilse et projekt for BRAC. To andre kollegaer var et andet sted i landsbyen, og i den forbindelse opstod et skænderi mellem ansøgerens to kollegaer og den lokale kommandant, [A]. Kommandanten forlangte penge af BRAC til sine børn, men børnene var ikke inden for organisationens målgruppe. Den lokale afdeling af BRAC forsøgte at løse konflikten med kommandanten, men det lykkedes ikke. Kommandanten sendte trusselsbreve til organisationen, og i den lokale moske proklamerede han, at BRAC ikke var kommet til området for at hjælpe, men for at sprede propaganda imod landet, kulturen og religionen. Ansøgeren og hans kollegaer begyndte at modtage trusler fra ukendte personer på deres arbejdstelefoner. Organisationens lokale kontor modtog små sedler, leveret af børn, hvorpå der stod, at BRAC var imod islam. Ansøgeren skiftede SIM-kort, men telefontruslerne fortsatte. Organisationen informerede politiet om telefontruslerne og sedlerne, men politiet sagde, at de skulle fortsætte deres arbejde. [I foråret] 2015 sad ansøger i en bil, sammen med tre andre personer, på vej fra [en landsby] til [en anden landsby]. Foran dem kørte en anden bil. Pludselig lød et stort brag fra en bombe, og ansøgeren mistede bevidstheden. Ansøgeren ved ikke, om bomben var placeret på vejen eller på bilen. Han vågnede efter fire til fem timer på hospitalet i [den anden landsby]. Han blev overført til hospitalet i Mazar-e-Sharif, hvor han var indlagt i 15 dage. Chaufføren i bilen blev dræbt, og en kollega, som sad på forsædet, blev invalid. Efterfølgende modtog ansøgeren flere telefoniske trusler, hvor han blandt andet fik at vide, at han havde været heldig denne gang, men at de ukendte personer ikke var færdige med ham. Myndighederne kunne ikke finde ud af, hvem der stod bag bomben ved bilen. Omkring 45 dage efter episoden genoptog ansøgeren sit arbejde for BRAC. Både ansøgeren og hans kollegaer modtog fortsat telefoniske trusler. Ligeledes modtog organisationen trusselsbreve, hvorpå der stod, at organisationen skulle opgive sine aktiviteter, og indtil det skete, ville medarbejderne fortsat blive forsøgt slået ihjel. Trusselsbrevene havde ingen afsender, men antydning af en slags stempler. [En nat i efteråret] 2015 kom fire ukendte personer til ansøgerens bopæl. Ansøgerens mor, ægtefælle og brødre fik et klæde i munden og blev slået. Ansøgeren var ikke hjemme, fordi han var til middag hos noget familie tre kilometer væk, hvor han skulle overnatte. De ukendte personer beskyldte ansøgeren for at være vantro og sagde, de ville have fat i ham. Personerne blev i huset i omkring tre timer. Ansøgerens mor fortalte dem, at ansøgeren ikke var hjemme, men gav dem adressen, til hvor ansøgeren var. Til sidst forlod de fire personer bopælen med ansøgerens computer, ægtefællens ring og morens mobiltelefon. Personerne opsøgte ikke ansøger til familiemiddagen. Næste dag da ansøgeren kom hjem, tilkaldte ansøgeren og hans familie politiet, som kom til bopælen og tog billeder, og skrev en rapport. Ansøgeren og hele hans familie tog efterfølgende med til politistationen, hvor de officielt anmeldte episoden. Mens ansøgeren sad på politistationen ringede en ukendt person til hans telefon. Ansøgeren satte telefonen på medhør, og politiet kunne derfor notere, da personen nævnte alle hændelser, herunder de telefoniske trusler, bilulykken og overfaldet på ansøgerens bopæl, og slutteligt truede med, at ansøgeren ikke ville kunne gemme sig. Politiet sagde herefter, at de ville forsøge at finde frem til de skyldige. Ansøgeren vurderede, at politiet ikke ville kunne beskytte ham, hvorfor han påbegyndte sin udrejse samme dag. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har givet forskellige forklaringer om årsagen til, at NGO’en BRAC kom i et sådan modsætningsforhold til de lokale, at BRAC, ansøgeren og hans kolleger begyndte at modtage trusler. I asylansøgningsskemaet [skrevet i efteråret] 2015 har ansøgeren oplyst, at en af hans kolleger en dag havde en diskussion med en beboer fra landsbyen vedrørende kristendom. Beboeren kaldte kollegaen for vantro, og de blev jaget ud af landsbyen. Ansøgeren har videre oplyst, at beboeren tog hændelsen til moskéen, hvor de lavede en falsk påstand mod BRAC’s kontor om, at det missionerede for kristendom, og efter den dag begyndte truslerne. Til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2016 og til asylsamtalen den [i efteråret] 2016 har ansøgeren derimod forklaret, at han havde fået at vide, at nogle kollegaer var kommet op at skændes med kommandanten [A] i landsbyen […], fordi kommandanten ønskede økonomisk støtte til sine børn, som han hævdede var under 5 år. Kollegaerne vurderede, at børnene var over 5 år og dermed ikke berettiget til støtte. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at der er nogen forbindelse med de trusler, som ansøgeren har oplyst at have modtaget, og episoden med kommandant [A]. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at [A] er tilknyttet Taliban eller de personer, der har ringet til ansøgeren. Flygtningenævnet finder videre, at det er bemærkelsesværdigt, at konflikten, der begyndte mellem to kollegaer og [A], og derfra kom til at angå BRAC, skulle udvikle sig til en personlig konflikt rettet mod ansøgeren, som ikke var til stede under kollegaernes skænderi med [A]. Det er særligt bemærkelsesværdigt i lyset af, at ansøgeren baseret på hans forklaring var en underordnet socialarbejder i en/to afdeling(er), hvor der var ansat omkring 55 personer. Ansøgeren har som forklaring herpå oplyst, at han måske blev anset for organisationens svage punkt. Dette er imidlertid ikke overbevisende og i øvrigt ikke underbygget. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv yderligere forklaret, at han i bil med tre kollegaer blev udsat for en eksplosion [i foråret] 2015. Det fremgår af de politirapporter, som ansøgeren har fremlagt, at der ifølge politiet var tale om en eksplosion forårsaget af en vejsidebombe placeret af Taliban. Nævnet finder blandt andet under hensyn til den tid, der var gået siden episoden med kommandant [A], at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at eksplosionen var rettet mod ham. For så vidt angår episoden [i efteråret] 2015, hvor ansøgerens bopæl angiveligt blev opsøgt af 4 ukendte personer finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at episoden har fundet sted. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvad de 4 personer tog fra ansøgerens ægtefælle og mor. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at personerne tog hans ægtefælles og mors telefoner, en ring fra ægtefællen og hans bærbare computer. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at personerne tog hans computer, ægtefællens ring, og morens telefon. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at hans mor og ægtefælle fik bundet deres hænder og fødder. Til gensamtalen [i vinteren] 2016 har ansøgeren forklaret, at de ikke blev bundet, men fik et klæde i munden. For nævnet har ansøgeren forklaret, at det var ansøgerens brødre, der fik bundet et stykke stof for munden. Endvidere finder Flygtningenævnet, at det er bemærkelsesværdigt, at de 4 personer blev på ansøgerens bopæl i knap 3 timer, når ansøgerens mor opgav adressen på det sted, hvor ansøgeren opholdt sig. Det er desuden bemærkelsesværdigt, at moren skulle have ventet til om morgenen med at ringe og advare ansøgeren, når de 4 personer forlod ansøgerens bopæl omkring kl. 2.15-2.20. Det er yderligere påfaldende, at de ukendte personer skulle ringe og true ansøgeren, mens han var hos politiet, og at de i den forbindelse skulle nævne alle de hændelser, som ansøgeren havde været ude for. Flygtningenævnet finder efter indholdet af de fremlagt politirapporter sammenholdt med ansøgerens forklaring om deres tilblivelse, at politirapporterne ikke kan føre til en anden vurdering. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/278/HHU
