Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim. Ansøgeren er afghansk statsborger født i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af medlemmer af Wahdat-partiet, som ansøgerens far har været medlem af, idet de anser ansøgerens far som forræder og ønsker at hævne sig på hele ansøgerens familie. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder, da medlemmerne af Wahdat-partiet er blevet en del af de afghanske myndigheder. Ansøgeren har endeligt henvist til, at han frygter Taliban, der har opsøgt ansøgerens far, da de ville have ansøgeren udleveret og have familiens jord. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende Wahdat-partiet oplyst, at hans far var kommandant for Wahdat-partiet. I partiet havde ansøgerens far ansvaret for partiets våben og skulle forsøge at forhindre, at lokalbefolkningen bestående af hazaraer blev skadet af Taliban. Ansøgerens far indså, at kampen mod Taliban ikke kunne opretholdes, hvorfor han forsøgte at indgå en våbenhvile med Taliban og udleverede partiets våben til Taliban. Ansøgerens far blev herefter af sine partifæller og lokalbefolkningen anset som en forræder. Ansøgerens forældre flygtede derfor til Iran, hvor ansøgeren blev født. Da ansøgeren fyldte 12 år, rejste først faren og derefter ansøgeren og hans mor og søstre tilbage til Afghanistan, da ansøgerens far var blevet udvist af Iran. En dag fik ansøgeren besked på at tage ophold hos farens ven, Said. Da ansøgeren insisterede på at vende hjem dagen efter, fandt han sin far og søster bevidstløse. Ansøgerens far og søster var sårede, og Said sagde, at ansøgeren var nødt til at udrejse, da det formentlig var Taliban, der stod bag. Efter ansøgerens udrejse har han haft kontakt med sin mor, der har oplyst, at det var farens partifæller, der havde slået ansøgerens far og søster bevidstløse. Moren fortalte videre, at faren og søsteren var afgået ved døden. Flygtningenævnet kan tiltræde, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en almindelig asylsagsbehandling. Ansøgeren har således gennem sin forklaring demonstreret, at han fuldt ud er klar over, hvad en asylsag drejer sig om. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens beskrivelse af asylmotivet ikke forekommer logisk, sammenhængende og sandsynlig, og at forklaringen om den traumatiske hændelse, hvor han fandt sin far og søster bevidstløse og blødende, ikke forekommer selvoplevet. Desuden har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på centrale punkter har været divergerende. Flygtningenævnet finder, at det savner mening, at Said Jamal lod ansøgeren komme hjem igen dagen efter, at Said Jamal havde påtaget sig at passe på ansøgeren. Det er endvidere et bemærkelsesværdigt sammentræf, at angrebet på ansøgerens far og øvrige familie fandt sted inden for det samme døgn, hvori ansøgeren var blevet overladt til pasning hos Said Jamal. Hertil kommer, at Said Jamal løb en stor risiko ved at påtage sig at skjule ansøgeren. Ansøgeren oplyste i sit asylansøgningsskema, at hans asylmotiv var, at Taliban ville tage ansøgeren med for at lære ham rigtig islam, og at det var det, Said Jamal havde oplyst ham om. Under oplysnings- og motivsamtalen og under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at hans problem er, at Wahdat partiet havde opsporet ansøgerens familie og dræbt ansøgerens far og storesøster som følge af farens konflikt med Wahdat partiet mange år tidligere. Yderligere har ansøgeren udbygget forklaringen om konflikten med Taliban til, at det også drejede sig om en jordkonflikt. Ansøgerens forklaring på udbygningen af asylmotivet, som skulle være, at ansøgerens mor, som ikke kan læse og skrive, har opsporet ansøgeren via Facebook og i løbet af flere telefonsamtaler fortalt ham om sagens rette sammenhæng, har ikke fremstået overbevisende. Dette skyldes blandt andet, at ansøgeren har forklaret afglidende på nævnets spørgsmål om, hvad han i den forbindelse har spurgt sin mor om, ligesom det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgerens far ikke skulle have fortalt Said Jamal, som var hans ven, om sin frygt for sine tidligere partifæller. Divergenserne i ansøgerens forklaringer drejer sig blandt andet om, hvorvidt det alene var ansøgerens far, som lå bevidstløs på gulvet, eller om det også var ansøgerens ældste søster. Desuden har ansøgeren forklaret forskelligt om, hvorvidt ansøgerens yngre søstre også var blevet slået ved samme lejlighed. Ansøgeren har ligeledes forklaret forskelligt om, hvorvidt jorden var arvet af ansøgerens fars far, ansøgerens fars mor eller ansøgerens fars familie. At forklaringen om ansøgerens hjemkomst efter voldsepisoden ikke forekommer selvoplevet, bygger nævnet navnlig på, at ansøgeren forekom upåvirket, da han forklarede herom, at forklaringen var udetaljeret, og at ansøgeren og Said Jamal angiveligt forlod bopælen uden at konstatere, om faren og søsteren var i live, uden at forsøge at skaffe hjælp, og uden at forsøge at finde ansøgerens mor og øvrige søstre. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgerens forklaring om asylmotivet må tilsidesættes, og at ansøgeren derfor ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne for at opnå beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/272/SEL
