Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban, fordi han ikke har udført den opgave, som de krævede, at han skulle udføre. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i perioden [foråret] 2010 til [vinteren] 2012 arbejdede som kok for de franske styrker på ISAFs base [A] i provinsen i Kabul. En dag i midten af 2011 blev ansøgerens families bopæl opsøgt af fire ukendte personer fra Taliban. De sagde til ansøgerens far, at de vidste, at ansøgeren arbejdede med udenlandske tropper. De sagde, at ansøgeren skulle forgifte de udenlandske tropper ved at komme gift i maden. De gav derfor ansøgerens far noget hvidt pulver, som var gift. Ansøgerens far sagde, at han nok skulle give det videre til ansøgeren, men da personerne var gået, smed han det ud. Da ansøgeren cirka ti dage senere kom på besøg på familiens bopæl, fortalte familien ham om hændelsen med Taliban. Ansøgeren blev bange og tog derfor tilbage til sit arbejde i Kabul. Ansøgeren fortalte ikke sin chef om hændelsen, da han frygtede at blive fyret. Efter to måneder besøgte ansøgeren igen sin families bopæl, og hans far fortalte ham, at Taliban igen havde henvendt sig på bopælen og spurgt, om faren havde afleveret giften til ansøgeren, hvilket faren havde bekræftet. Taliban havde sagt, at det ville få konsekvenser, og at han ville miste sit liv, hvis ikke ansøgeren forgiftede de udenlandske tropper. Da ansøgeren mellem en og to måneder senere endnu en gang besøgte familien, havde Taliban endnu en gang været på bopælen og bedt om, at maden blev forgiftet, da ansøgeren ellers ville blive tilbageholdt. I [vinteren] 2012 lukkede ISAFs base [A], og ansøgeren blev flyttet til en ny base ved navn [B], hvor han arbejdede frem til [vinteren] 2013, hvor denne base også lukkede. Ansøgeren oplevede ikke problemer i denne periode. Herefter vendte ansøgeren hjem og efter ca. 10-15 dage henvendte Taliban sig på familiens bopæl og spurgte efter ansøgeren, men ansøgerens mor sagde, at hun ikke vidste, hvor ansøgeren opholdt sig. Ansøgeren var i denne periode dagligt i bjergene, da han frygtede, at Taliban ellers ville finde ham. Efter henvendelsen på bopælen tog ansøgeren den efterfølgende morgen til Kabul, hvor han lejede en lejlighed, og en uge efter kom ansøgerens familie ligeledes til Kabul. Efter 25 dage opsøgte fire bevæbnede personer lejligheden og tog ansøgeren med. Ansøgeren blev kørt i bil til en stald, hvor han blev tilbageholdt, og den efterfølgende dag skulle han over for en mullah forklare, hvorfor han ikke havde udført sin opgave, ligesom han skulle beslutte, om han ville arbejde som kok og forgifte maden, eller om han ville tortureres. Ansøgeren ønskede ikke at slå uskyldige mennesker ihjel og blev derfor udsat for fysiske overgreb af Taliban. Om aftenen tilbød en person fra Taliban at hjælpe ansøgeren med at flygte mod at betale ham 5.000 dollars. Det lykkedes ansøgeren gennem sin far at skaffe 3.000 dollars, hvorefter den pågældende lod døren stå åben for ansøgeren. Ansøgeren flygtede og tog til […] provinsen, hvorfra han udrejste af hjemlandet. Ansøgeren udrejste i midten af 2013. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han har arbejdet som kok for firmaet [C], hvor han i perioden [foråret] 2010 til [vinteren] 2012 lavede mad til de franske styrker på ISAFs base [A], og at han herefter arbejdede som kok på [B]-basen frem til [vinteren] 2013. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med Taliban til grund, da ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han personligt er blevet opsøgt. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at han personligt blev opsøgt, ligesom ansøgeren har refereret fra sin samtale med Taliban. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han ikke blev opsøgt personligt, men at det udelukkende var hans familie, der blev opsøgt. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt familien blev opsøgt, mens han arbejdede på [B]-basen. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvordan han slap ud af Talibans fangeskab. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at Taliban krævede et depositum for at sikre, at ansøgeren gjorde, som de sagde. Ansøgerens fars ven agerede som mellemmand, og han fik lov at forlade Taliban sammen med mellemmanden. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at en person, der kendte ansøgerens far, hjalp ansøgeren med at flygte mod betaling. Flygtningenævnet finder, at de fremhævede divergenser ikke kan forklares med sprog- og tolkeproblemer, særligt henset til at de fremhævede divergenser ikke blot består af enkelte ord, men at der er tale om beskrivelser, der indgår i en sammenhængende forklaring. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har Flygtningenævnet tillige inddraget den omstændighed, at ansøgerens forklaring indeholder en række mindre divergenser, der dog ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgernes forklaring om sin konflikt med Taliban i det hele må forkastes som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet finder endelig, at det forhold, at ansøgeren er etnisk hazara ikke i sig selv er asylbegrundende. Ved vurderingen heraf har Flygtningenævnet inddraget Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 5. juli 2016 i sagen A.M. v. the Netherlands, der udtalte om den generelle situation for etniske hazaraer, at ”[a]lthough the Court accepts that the general situation in Afghanistan for this minority may be far from ideal, it cannot find that it must be regarded as being so harrowing that there would already be a real risk of treatment prohibited by Article 3 in the event that a person of Hazara origin were to be removed to Afghanistan.” Flygtningenævnet har endvidere inddraget de seneste års baggrundsoplysninger, der ikke giver holdepunkter for at antage, at forholdene for etniske hazaraer i Afghanistan er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet henviser herved til blandt andet Landinfos Temanotat ”Afghanistan: Sikkerhetsrelaterte forhold” fra 8. april 2015 og Lifos Temarapport: ”Hazaraer i Afghanistan” fra 28. august 2015, samt Landinfos Temanotat ”Afghanistan: Hazaraer og afghansk opprørsbevegelse”, udgivet 3. oktober 2016. Sidstnævnte indeholder en beskrivelse af, at der har været en række angreb og overfald i 2015 og 2016, der helt eller delvist har ramt hazara-befolkningen, men at årsagen hertil – bortset fra et selvmordsangreb begået af ISIL – er sammensat og kan forklares på baggrund af andre forhold end etniske og religiøse. Både nationale og internationale kilder var enige om, at der ikke var tale om sekterisk vold. Vedrørende ISIL er det vurderingen, at ISIL har begrænset kapacitet til at angribe shiamuslimske hazaraer. Ligeledes beskriver Lifos Temarapport ”Afghanistan: Säkerhetsläget, potentiellt utsatta personkategorier, situationen för kvinnor, barn, hazarer samt internflykt”, udgivet 29. september 2016, at der indtil videre ikke er tegn på sekterisk vold i Afghanistan. Taliban har ikke en sekterisk dagsorden, og ISILs indflydelse er hidtil begrænset i landet, ligesom forudsætningerne for at ISIL med succes kan etablere og sprede sig i Afghanistan, synes at mangle. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/258/JOL
