Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Sagen blev sambehandlet med Afgh/2017/242/DH.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra distriktet Sangcharak, provinsen Sar-e Pol, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af ukendte højtstående personer fra hans klan, fordi de har slået hans far, mor, lillebror og farbror ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far havde en konflikt med højtstående medlemmer af deres klan, som han lavede forretninger med. Ansøgerens farbror var samarbejdspartner med ansøgerens far i hans forretning. Et par måneder inden ansøgerens udrejse af Afghanistan, blev han af sine forældre sendt til sin farbror i Kabul sammen med sin bror, [H]. Ansøgerens forældre besøgte ansøgeren et ukendt antal gange i en periode på et par måneder. Hans farbror tog på en ukendt dato, efter ansøgeren havde opholdt sig hos ham i et par måneder, til ansøgerens landsby. Han var væk i nogle dage. Da han kom tilbage, blev ansøgeren vækket, og de påbegyndte udrejsen af Afghanistan. De kunne se, at deres farbror havde skadet sin hånd. Ansøgerens farbror fortalte en uge efter, at de var ankommet til Iran, at ansøgerens forældre og lillebror var blevet slået ihjel af ukendte højtstående personer fra ansøgerens klan på grund af en gammel konflikt på ansøgerens fars arbejde. Da ansøgeren havde opholdt sig i Iran i lidt under et år sammen med sin bror, sin farbror og hans ægtefælle, blev hans farbror opdaget af de iranske myndigheder og deporteret til Afghanistan. Omkring en til to måneder senere fortalte hans farbrors ægtefælle, at hans farbror var blevet slået ihjel af de samme personer, som slog ansøgerens familie ihjel. Hun bebrejdede ansøgeren og hans bror for, at hun havde mistet sin ægtefælle på grund af ansøgerens fars konflikt. Ansøgeren og hans bror blev samme aften smidt ud af deres farbrors hjem. Ansøgeren boede herefter sammen med sin bror på ansøgerens arbejdsplads i omkring to år, hvorefter de begge udrejste af Iran med hjælp fra deres arbejdsgiver, fordi de ikke havde noget opholdsgrundlag i Iran. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring lagt til grund, at ansøgeren var 15 år, da han udrejste af Afghanistan, og at han var 18 år, da han udrejste af Iran. Endvidere har nævnet på baggrund af ansøgerens forklaring lagt til grund, at ansøgeren i et vist omfang kan læse og skrive. Ansøgeren har angivet samme asylmotiv som sin bror, [H], ligesom ansøgeren og ansøgerens bror har forklaret om det samme hændelsesforløb. Ved vurderingen af ansøgernes asylmotiv har Flygtningenævnet derfor lagt vægt på begge ansøgeres forklaring, og der er i det følgende henvist til både ansøgerens og ansøgernes forklaring. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres baggrund, idet ansøgerne på væsentlige punkter har forklaret udetaljeret og divergerende, ligesom ansøgernes forklaring efter en samlet vurdering på en række punkter ikke forekommer sandsynlig. Ved troværdighedsvurderingen har nævnet endvidere lagt vægt på, hvordan ansøgerne har fremstået for nævnet, herunder at begge ansøgere har svaret afglidende på en række spørgsmål. Ansøgernes forklaring fremstår på mange punkter meget overordnet og uden detaljer, idet ansøgerne har henvist til, at de hele deres barndom har opholdt sig i hjemmet, som de ikke måtte forlade, og at de ikke har fået noget at vide af deres familie. Flygtningenævnet finder imidlertid, at det forekommer mindre sandsynligt, at de på intet tidspunkt har fået nogen form for oplysning, der reelt kan belyse den konflikt, som de påberåber som deres asylmotiv, særligt henset til ansøgerens alder på tidspunktet for udrejsen af Afghanistan henholdsvis Iran. Nævnet finder det endvidere ikke troværdigt, at ansøgerne end ikke kan nævne et eneste navn på de legekammerater, som de legede med udenfor deres hjem, eller at de ikke kender navnet på den landsby, hvor de boede. Derudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgerne under nævnsmødet er blevet spurgt ind til forhold, som ansøgerne selv har oplevet, f.eks. episoden hvor de blev smidt ud af deres hjem i Iran, og at ansøgerne hertil har svaret meget afglidende. Ansøgernes forklaring fremstår på den baggrund ikke selvoplevet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om, hvem der har slået ansøgernes forældre og lillebror ihjel. Ansøgerens bror har under samtalerne med Udlændingestyrelsen og for nævnet forklaret, at deres farbror ikke fortalte, hvem der havde slået familien ihjel. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at farbroren fortalte, at det var højtstående personer fra deres fars klan, hvilken forklaring ansøgeren dog har fragået under nævnsmødet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende og udbyggende om, hvorfra farbrorens hustru vidste besked om farbrorens død. Under samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgerens bror forklaret, at han ikke vidste, hvordan farbrorens hustru havde fået besked om farbrorens død. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at farbrorens hustru fortalte dem, at hun havde fået oplysningerne fra sin klan, og at det var de samme mennesker, som havde slået ansøgernes forældre og lillebror ihjel. Under nævnsmødet har ansøgerne forklaret, at farbrorens hustrus slægtninge også var til stede i huset, da de kom hjem fra arbejde, og at oplysningerne stammede fra dem. Derudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om, hvornår det blev besluttet, at de skulle udrejse af Iran. Ansøgerens bror har under nævnsmødet forklaret, at beslutningen blev truffet, da de blev smidt ud af farbrorens hustru, og at de herefter arbejdede og sparede op i ca. to år, inden de udrejste, mens ansøgeren har forklaret, at beslutningen blev truffet ca. en måned inden udrejsen. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgernes forklaring om deres asylmotiv i det hele må forkastes som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet finder endelig, at det forhold, at ansøgeren er etnisk hazara ikke i sig selv er asylbegrundende. Ved vurderingen heraf har Flygtningenævnet inddraget Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 5. juli 2016 i sagen A.M. v. the Netherlands, der udtalte om den generelle situation for etniske hazaraer, at ”Although the Court accepts that the general situation in Afghanistan for this minority may be far from ideal, it cannot find that it must be regarded as being so harrowing that there would already be a real risk of treatment prohibited by Article 3 in the event that a person of Hazara origin were to be removed to Afghanistan.” Flygtningenævnet har endvidere inddraget de seneste års baggrundsoplysninger, der ikke giver holdepunkter for at antage, at forholdene for etniske hazaraer i Afghanistan er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet henviser herved til blandt andet Landinfos Temanotat ”Afghanistan: Sikkerhetsrelaterte forhold” fra 8. april 2015 og Lifos Temarapport: ”Hazaraer i Afghanistan” fra 28. august 2015, samt Landinfos Temanotat ”Afghanistan: Hazaraer og afghansk opprørsbevegelse”, udgivet 3. oktober 2016. Sidstnævnte indeholder en beskrivelse af, at der har været en række angreb og overfald i 2015 og 2016, der helt eller delvist har ramt hazara-befolkningen, men at årsagen hertil – bortset fra et selvmordsangreb begået af ISIL – er sammensat og kan forklares på baggrund af andre forhold end etniske og religiøse. Både nationale og internationale kilder var enige om, at der ikke var tale om sekterisk vold. Vedrørende ISIL er det vurderingen, at ISIL har begrænset kapacitet til at angribe shiamuslimske hazaraer. Ligeledes beskriver Lifos Temarapport ”Afghanistan: Säkerhetsläget, potentiellt utsatta personkategorier, situationen för kvinnor, barn, hazarer samt internflykt”, udgivet 29. september 2016, at der indtil videre ikke er tegn på sekterisk vold i Afghanistan. Taliban har ikke en sekterisk dagsorden, og ISILs indflydelse er hidtil begrænset i landet, ligesom forudsætningerne for at ISIL med succes kan etablere og sprede sig i Afghanistan, synes at mangle. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/243/DH
