Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunni-muslim fra Kandahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taleban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans bror, [K], blev slået ihjel af Taleban to til tre dage før ansøgerens udrejse af Afghanistan, og at hans far blev slået ihjel af Taleban efter ansøgerens ankomst til Danmark. Efter hans fars død blev han kontaktet af sin mor, som oplyste, at hans far var blevet dræbt. Det var først i forbindelse med denne samtale, at ansøgerens mor fortalte ham, at Taleban i tiden op til hans bror [K]’s død havde truet [K] og hans far som følge af deres samarbejde med ikke nærmere bestemte amerikanske personer. Taleban har set ansøgeren sammen med [K], og de har sagt til hans far, at ansøgeren arbejdede sammen med [K]. Efter ansøgerens ankomst til Danmark har hans mor oplyst, at Taleban har henvendt sig til flere drenge i hans lokalområde og efterspurgt ansøgeren. Ansøgeren er derfor sikker på, at Taleban vil slå ham ihjel, hvis de finder ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har afgivet en meget overordnet forklaring, der er upræcis og uden detaljer vedrørende helt centrale forhold i forbindelse med hans asylmotiv. Ansøgerens helt grundlæggende asylmotiv er, at hans bror var tolk for Amerikanerne i en lufthavn i Kandahar, og at ansøgeren mange gange tog med ham på arbejde, hvorfor Taleban tror, at også ansøgeren arbejder for amerikanerne. Ansøgeren har imidlertid ingen viden om sin brors uddannelse som tolk, han kan ikke på overbevisende måde redegøre for broderens arbejde i lufthavnen, for sikkerhedskontrollen og sin egen adgang til lufthavnen eller for forholdene i lufthavnen i øvrigt samt lufthavnens navn og placering. Det forekommer i den forbindelse mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle få lov til at tage med sin bror på arbejde under broderens orlov, når familien vidste, at der var fremsat trusler mod broderen og ansøgeren, og når der tidligere havde været angreb på lufthavnen, mens broderen var på arbejde, ligesom det forekommer mindre sandsynligt, at amerikanerne skulle lade ansøgeren opholde sig alene i på broderens kontor i lufthavnen, når broderen var ude på opgaver. Flygtningenævnet lægger tillige vægt på, at ansøgerens forklaring om mere perifere ting også fremstår upræcis og uden detaljer, herunder om hvor faderen arbejdede, hvor mange der kom med hans bror efter overfaldet etc. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe sin forklaring, men har generelt svaret undvigende og afglidende på nævnets spørgsmål. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har gået 10 år i skole og selv efter afghanske forhold og kultur må formodes at kunne redegøre for ovennævnte helt centrale forhold. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh 2017/236/IVK
