Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk usbek og sunni-muslim fra en landsby i Kunduz provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv navnlig henvist til, at han ved til tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive forfulgt eller udsat for overgreb af kommandant [A], som ansøgerens far har haft en konflikt med. Han frygter endvidere Taliban, der har magten i hans nærområde. Ansøgeren har nærmere anført, at [A] - der er bodyguard for parlamentsmedlem [B], og som er [A’s] svigerfar - investerede 50.000 USD i ansøgerens fars tæppevirksomhed, der senere fik økonomiske problemer. [A] forlangte at få sit indskud tilbage. Retten i Mazar-e Sharif gav imidlertid ansøgerens far medhold i, at faren ikke skyldte penge til [A]. I forbindelse med uoverensstemmelsen rejste ansøgerens far tre gange til Tyrkiet og Tajikistan, og [A] truede faren telefonisk. Fra 2012/2013 opholdt faren sig i sit hus i landsbyen. Ansøgeren bekendt opsøgte [A] ikke faren i denne periode. Mens faren var i udlandet, blev ansøgeren gift. Det var hans fætter [C’s] far, der afholdt brylluppet. Tre måneder senere blev han skilt igen. Under bryllupsfesten dukkede [A] op, ledsaget af politimænd. Ansøgeren hilste kort på [A]. [A] var tydeligt utilfreds, og ansøgeren frygtede, at [A] ville bortføre ham og derefter afpresse hans far. Ansøgeren stak derfor af og kom først tilbage efter tre til fem dage. Ansøgeren hørte senere, at [A] under festlighederne meget kortvarigt havde fået tilbageholdt flere af gæsterne. Ansøgeren har ikke i øvrigt haft direkte kontroverser med [A]. I september 2015 døde ansøgerens forældre i forbindelse med krigshandlingerne i Kunduz mellem Taliban og regeringen. Da ansøgerens far var død, var der ikke længere nogen, der kunne beskytte ham mod [A] eller Taliban. Ansøgeren udrejste derfor i oktober 2015 illegalt til Iran med sin fætter. Ved en tilbagevenden til Afghanistan er der risiko for, at ansøgeren og [A] vil få en konflikt, idet ansøgeren må være arving til sin afdøde fars ejendomme. [A] har næppe opgivet sit økonomiske tilgodehavende. Uanset om væsentlige dele af ansøgerens forklaring måtte kunne lægges til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få asyl. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hans far efter udlandsophold, fra 2012/2013 til sin død ultimo 2015, tilsyneladende uden særlige vanskeligheder kunne opholde sig i familiens bolig i landsbyen i Kunduz. Ansøgeren bekendt, vidste [A], hvor faren boede, men [A] rettede, ansøgeren bekendt ikke henvendelse til faren i denne periode. Ansøgerens forklaring om, at faren og [A] angiveligt for flere år siden har ført proces mod hinanden i to retsinstanser at der har været højrøstede diskussioner med videre under bryllupsfesten og eventuelle telefontrusler, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således ikke, at anførte modsætningsforhold i givet fald har haft en sådan intensitet og aktualitet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en reel risiko for, at blive udsat for forfølgelse, jf. flygtningekonventionen, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed at ansøgeren er en yngre, rask usbeker fra Kunduz - eventuelt uden større netværk i Afghanistan - indebærer endvidere ikke i sig selv, at ansøgeren på grund af mere generelle forhold må antages at ville få sådanne vanskeligheder, at det i sig selv vil kan begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1 eller 2.” afgh/2017/168/CHA
