Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans svigerfar vil slå ham ihjel, da ansøgeren er stukket af med sin ægtefælle. Ansøgeren har videre henvist til, at Taliban vil slå ham ihjel på grund af hans etnicitet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om Taliban oplyst, at han i en alder af 17 eller 18 år sad i en bil, som blev stoppet i et område med mange pashtuner. Ansøgeren fik bind for øjnene og blev ført til et ukendt sted. Efterfølgende blev ansøgeren løsladt, da han var ung. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om sin svigerfar oplyst, at han i foråret 1393, når han var på vej på arbejde, dagligt så en pige, der var på vej i skole. En dag var der to drenge, der generede pigen, og ansøgeren fik jagtet de to drenge væk. Pigen takkede ansøgeren, og ansøgeren blev bekendt med hendes navn, Fatima. To dage senere gav ansøgeren Fatima sit telefonnummer, hvorefter de havde telefonisk kontakt i form af sms’er og opkald. Omkring en måned senere mødtes ansøgeren med Fatima i hendes families frugtplantage, hvor de talte sammen i omkring en halv time. Ansøgeren og Fatima fortsatte med at mødes på denne måde i de efterfølgende fem måneder. Efter fem måneder var der en familie, der friede til Fatima, hvilket Fatima fortalte ansøgeren. Ansøgeren tog derfor hjem til sin familie og fortalte dem, at han ønskede at blive gift med Fatima. Ansøgerens familie ville ikke have, at ansøgeren blev gift med Fatima, da hun er etnisk pashtun. Da ansøgeren kom tilbage til Ghazni, kun han ikke komme i kontakt med Fatima. En dag ringede hun til ansøgeren og bad om et møde i plantagen klokken 12.00. Fatima fortalte ansøgeren, at hun havde fortalt sin mor, at hun var forelsket i en dreng. Da Fatimas forældre havde opdaget, at ansøgeren var hazara og arbejdsmand, blev de vrede og tog hendes mobiltelefon fra hende, ligesom de havde nægtet hende at gå i skole. På Fatimas telefon var der billeder af ansøgeren og Fatima sammen på frugtplantagen. Ansøgeren gav Fatima sin mobiltelefon, så hun kun skulle anskaffe sig et simkort, så de fortsat kunne have kontakt. I […] 1393 mødtes ansøgeren med Fatima på sit værelse, hvor de havde seksuelt samkvem. Tre til fire måneder senere opdagede Fatimas mor, at Fatima var gravid. Fatima blev slået, og forældrene fandt Fatimas nye telefon. Fatima ringede til ansøgeren fra et ukendt nummer og fortalte ansøgeren, at hendes far var på vej hen til ansøgeren, hvorfor han skulle flygte. Ansøgeren flygtede hjem til sin fætter, hvorfra han ringede til Fatima og bad hende komme hen til ham. Efter at have tilbragt en nat hos ansøgerens fætter, tog de hjem til ansøgerens forældre, hvor de opholdt sig i fem dage. De forlod ansøgerens forældres bopæl, da nogle mænd i en bil havde spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren og Fatima tog ophold i Herat i 20 dage, hvor de blev fundet af Fatimas far. Fatimas far havde en kniv og var ledsaget af to mænd. Naboerne hjalp ansøgeren og Fatima, og de blev af deres udlejer kørt til et ukendt sted, hvor de opholdt sig i fem dage, inden de rejste til Nimruz og udrejste af Afghanistan. Ansøgeren blev adskilt fra Fatima ved grænsen mellem Iran og Tyrkiet. Et flertal af Flygtningenævnets kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Et flertal af nævnet bemærker, at ansøgeren, på trods af at han har beskrevet detaljeret i asylskemaet, ikke har nævnt drabsforsøget i Herat, og at han hverken i skemaet eller under oplysnings- og motivsamtalen har nævnt, at svigerfaren havde en indflydelsesrig stilling som sekretær for politikommandanten. Ansøgeren har endvidere ikke kunne forklare nærmere om ægtefællens flugt fra sit hjem, og hvilken telefon hun anvendte for at advare ham. Det forekommer bemærkelsesværdigt, at svigerfaren, efter forklaringen, var i stand til at finde dem efter kun 20 dage i Herat, ligesom det forekommer bemærkelsesværdigt, at de slap fra drabsforsøget, når de indledningsvist var alene mod tre bevæbnede angribere. Det forekommer endeligt bemærkelsesværdigt, at ansøgeren kun ventede på sin ægtefælle et døgn i Grækenland, før han rejste videre. Ansøgeren har under samtalen med styrelsen forklaret, at det var nogle drenge, der rådede ham til at rejse videre, men har under nævnsmødet udbygget sin forklaring, således at han forklarer, at det var en politimand, der rådede ham til at rejse videre. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvornår han har haft kontakt med Ali, idet han til styrelsen har forklaret, dels at han fortsat havde kontakt, dels at han havde kontakt med ham fra Iran, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han ikke har haft kontakt med Ali siden Herat bortset fra for cirka 40 dage siden. Flertallet finder på baggrund af ovennævnte, at ansøgerens troværdig er svækket i sådan grad, at hele hans forklaring må tilsidesættes. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i reel og individuel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Afgh/2017/154/SEL
