Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Jalalabad, Nangahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet af myndighederne eller at blive dræbt af Taliban, idet de mistænker hende for at være prostitueret eller for at være med til at drive bordel. Ansøgeren har som støtte til sit asylmotiv oplyst, at hun blev gift med sin ægtefælle [A] [i foråret] 2009. [A] udrejste af Afghanistan i 2011, fordi han havde en konflikt med Taliban og myndighederne. Ansøgeren rejste derefter med [A’s] familie til Pakistan. I [efteråret] 2014 tog ansøger tilbage til Afghanistan for at videreuddanne sig. Hun boede hos [A’s] morfar og mormor sammen med [A’s] to morbrødre. Ansøgeren havde internet på sin bærbare computer. Nogle af ansøgerens klassekammerater lånte sommetider hendes internetforbindelse, da internet ikke er så udbredt i Afghanistan. [A’s] morbrødre og deres venner benyttede også sommetider ansøgerens internet og hendes computer. Derudover kom der mange gæster hjemme hos [A’s] bedsteforældre. Der gik derfor ofte forskellige mænd og kvinder ind og ud af huset. [I foråret] 2015 havde ansøgeren to veninder på besøg. [A’s] morbrødre var også hjemme sammen med [A’s] bror, som var på besøg fra Pakistan. [A’s] bedsteforældre var ikke hjemme. På et ukendt tidspunkt blev der banket på døren, og [A’s] ene morbror, [B], åbnede. Der kom syv til otte myndighedspersoner ind og talte med [B]. Det viste sig, at nogle beboere i landsbyen havde klaget over familien. De havde mistanke om, at der foregik prostitution i huset, fordi der kom så mange mænd og kvinder ind og ud af huset. Myndighederne havde fået ordre til at ransage og foretage anholdelser. [A’s] morbrødre og bror blev kropsvisiterede, og huset blev ransaget. Deres telefoner og ansøgerens computer blev konfiskeret. Herefter blev [A’s] morbrødre og bror sat ind i en bil, mens ansøgeren og hendes to veninder blev sat ind i en anden bil. De blev kørt på politistationen, hvor de blev afhørt enkeltvist. Efter afhøringerne blev ansøgeren og hendes veninder kørt til et fængsel, hvor de blev sat i separate fængselsceller. [I foråret] 2015 om eftermiddagen kom [C], der er gift med [A’s] ældste morbror, [D], og besøgte ansøgeren i fængslet. [D] boede ikke hos [A’s] bedsteforældre. Ansøgeren fortalte [C], hvad der var sket. [C] fortalte ansøgeren, at [A’s] bedsteforældres hus var blevet angrebet og brændt ned af Taliban. [A’s] bedstefar var død i forbindelse med angrebet. Taleban havde efterfølgende sagt til naboerne, at hvis de fandt ansøgeren og de øvrige anholdte, ville de blive stenet ihjel. Kl. 21-22 samme aften blev ansøgeren blev ført hen til fængslets kommandant. Kommandanten rakte hende en pose, hvori der blandt andet var en lægeuniform og sagde, at hun skulle iføre sig den og forlade fængslet. Ansøgeren gik ud på et toilet og tog lægeuniformen på. Herefter gik ansøgeren ud blandt fem andre læger, der var til stede i fængslet for at undersøge de indsatte, og forsvandt på denne måde for fængselsbetjenten. Ansøgeren begyndte at gå mod hovedudgangen. Kommandanten havde sagt, at hvis nogen spurgte, skulle ansøgeren sige, at hun skulle udenfor for at hente medicin. Da ansøgeren kom til hovedudgangen, spurgte en fængselsbetjent hende, hvad hun skulle, hvortil hun svarede, som kommandanten havde instrueret. Fængselsbetjenten åbnede herefter døren og lod ansøgeren gå ud. Da ansøgeren kom udenfor, mødtes hun med [D], som kørte hende hjem til en af sine venner. [D] fortalte ansøgeren, at det var ham, der havde betalt kommandanten for at lukke ansøgeren ud. Ansøgeren blev hos [D’s] ven [i foråret], hvorefter hun udrejste illegalt af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen på centrale punkter har været divergerende og usandsynlig og dermed i det hele fremstår konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren, efter at hun og ægtefællen [i sommeren] 2014 havde fået endelig afslag på ansøgningen om familiesammenføring, i [efteråret] 2014 rejste tilbage til Afghanistan. Ansøgeren har forklaret, at hverken hun eller de øvrige medlemmer af husstanden havde udeståender eller konflikter med de øvrige beboere i landsbyen, der umiddelbart kunne give beboerne grund til at indgive en urigtig anmeldelse om bordeldrift/prostitution til myndighederne og Taleban. Det forekommer ikke sandsynligt, at mistanken om bordeldrift skulle opstå alene, fordi der kom mange forskellige mennesker af begge køn i det hus, ansøgeren boede i. Det bemærkes, at ansøgeren har forklaret, at det ikke er usædvanligt, at man låner ting som blandt andet internet ud til sine naboer og venner, at hun ud over mormoren var den eneste kvinde, der boede i huset, og at hun boede sammen med sin ægtefælles morforældre og to morbrødre. Efter ansøgerens forklaring lægger nævnet videre til grund, at mistanken om bordeldrift ikke blev underbygget i forbindelse med myndighedernes ransagning af huset. Det forekommer på den baggrund usandsynligt, at myndighederne kun foretog en kort og overfladisk afhøring af ansøgeren om hendes identitet uden at præsentere hende for evt. beviser. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at myndighederne har opretholdt tilbageholdelsen af morbrødrene og ægtefællens bror frem til kort før nævnsmødet, hvor ægtefællens bror blev løsladt. Det er endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren og hendes herboende ægtefælle ikke har forsøgt at finde ud af, hvad der er sket med morbrødrene og ansøgerens to veninder. Ansøgeren forklarede til oplysnings- og motivsamtalen og i den frie fortælling til asylsamtalen, at kommandanten sagde, at hun skulle gå direkte ud af fængslet, når hun havde skiftet til lægeuniformen, og at hun efterkom dette. Senere i asylsamtalen og i forbindelse med forklaringen, der er afgivet for nævnet, har ansøgeren derimod forklaret, at hun gik fra kommandantens kontor ind på et toilet, hvor hun skiftede til lægeuniform, før hun forlod fængslet. Ansøgeren har i både oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen forklaret, at hun på vejen ud mødte én vagt, der kiggede ud gennem en lem og som åbnede døren for hende, da han kunne se lægeuniformen, og hun sagde, at hun skulle hente medicin. Under mødet i nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at der var tre vagter på hendes vej ud. Den ene vagt, var en kvinde, som forlod lokalet udenfor cellerne, hvorefter det var den mandlige vagt udenfor bygningen, der lukkede ansøgeren ud fra kvindeafdelingen, hvorefter vagten ved hovedindgangen lukkede hende helt udenfor, da hun sagde til ham, at hun skulle hente medicin. Endelig har ansøgerens forklaring om flugten været usandsynlig med hensyn til, at det på kort tid indenfor en dag lykkedes at arrangere flugten, at der lige denne dag var flere læger til stede i fængslet, og at ansøgeren var i stand til at forsvinde blandt de fem læger, uden at nogen fattede mistanke, og at vagterne i fængslets tårne ikke var i stand til at se hende. Sammenfattende finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/153/JEA
