Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra [landsby], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hans far blev overfaldet af ukendte personer og slået med en skovl. Faren flygtede efterfølgende til bjergene, hvor han gemte sig. Ansøgeren mor og far udrejste herefter til Iran, og overlod ansøgeren til hans farbror. Efter nogle år begyndte ukendte personer at opsøge ansøgeren. En dag fulgte to maskerede personer efter ham, da han var på vej hjem fra byen. En anden dag fulgte en bil efter ansøgeren, da han var på vej hjem fra fodboldtræning. En tredje dag ringede ansøgerens ven og fortalte, at ansøgeren ikke skulle komme hjem, idet en bil havde holdt ved hans bopæl, og ukendte personer havde spurgt efter ham. Ansøgeren udrejste følgelig få dage herefter. Ad modenhed. Flygtningenævnet finder, at det forekommer korrekt, at modenhedsvurderingen først foretages efter, at der er foretaget en aldersvurdering. Flygtningenævnet bemærker, at der i forbindelsen med samtalen den 2. november 2016 er foretaget en modenhedsvurdering med tilhørende partshøring. Modenhedsvurderingen er i øvrigt ikke påklaget. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren under mødet for nævnet har besvaret spørgsmål relevant, og at han i øvrigt forekommet at have tilstrækkelig modenhed til, at sagen kan behandles. Flygtningenævnet finder således ikke, at der foreligger en sagsbehandlingsfejl. Ad partsrepræsentant. Nævnet er enigt i, at det forekommer uheldigt, at ansøgeren ikke havde fået udpeget en partsrepræsentant forud for oplysnings- og motivsamtalen. Ansøgeren var dog under mødet repræsenteret af en bisidder fra Røde Kors. Under henvisning til en partsrepræsentants beføjelser under en samtale med udlændingestyrelsen finder Flygtningenævnet ikke, at den sene udpegning har medført risiko for væsentlige sagsbehandlingsfejl. Ad asyl. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret om en episode, hvor hans far blev udsat for vold og en episode, hvor han var i nærheden af en eksplosion. Ansøgeren har ikke nogen viden om, hvem der stod bag de pågældende episoder. Ansøgeren har under mødet for nævnet forklaret, at faren også modtog mange mundtlige trusler, herunder af en kommandant. Ansøgeren har ikke nærmere kunnet redegøre for, hvad truslerne gik ud på, herunder om de var relaterede til farens arbejde. Ansøgeren har ikke under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret om mundtlige trusler mod faren og har ikke nævnt den pågældende kommandant. Herefter, og da forældrene har valgt at forlade Afghanistan uden at tage ansøgeren med, hvilket må forstås således, at forældrene ikke har anset, at eventuelle trusler mod faren tillige udgjorde trusler mod ansøgeren og på grund af den tid, der er gået siden episoderne mod faren, finder Flygtningenævnet ikke, at disse udgør en reel og individuel trussel mod ansøgeren. For så vidt angår de af ansøgeren nævnte tre episoder finder nævnet, at ansøgeren har forklaret divergerende om episoderne, at ansøgerens beskrivelse ikke tyder på, at han var konkret og individuelt forfulgt, at ansøgeren under mødet har beskrevet episoderne udetaljeret, og at hans besvarelser på spørgsmål ikke forekom selvoplevet. Flygtningenævnet har i vurdering taget hensyn til ansøgerens alder på det tidspunkt, hvor episoderne efter forklaringen fandt sted og hans nuværende alder. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller reel og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/149/MJM
