afgh2017131

Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk tajik og muslim fra […], Takhâr, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter familien til en pige, som ansøgeren mistænkes for at have voldtaget. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter Taleban, som pigens familie har kontaktet angående den formodede voldtægt, ligesom ansøgeren frygter myndighederne, som har efterlyst ham på grund af den påståede voldtægt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [sommeren] 2015 tog med sin ven [Z] til en fest, hvor der blev spist og røget hash. Under festen modtog [Z] flere beskeder fra en pige, som, han sagde, var hans forlovede. [Z] ville have ansøgeren til at køre ham ud til pigen på ansøgerens motorcykel, men det ville ansøgeren indledningsvis ikke, fordi det område, hvor pigen boede, var et pashto-område og derfor var farligt. [Z] overtalte ham til at køre ham derud, og ved ankomsten tog han ansøgeren med ind i ejendommen, hvor ansøgeren fik besked på at opholde sig i gæsteværelset, og at [Z] ville komme ud igen efter 10-15 minutter. Da ansøgeren efter noget tid hørte råb, skrig og skud, gik ansøgeren ud for at se, hvad der skete. To mænd angreb ansøgeren og udsatte ansøgeren for overgreb sammen med familiens to døtre og familiens mor, og ansøgeren blev derefter bundet ved albuerne og på fødderne og sat ind i gæsteværelset. Under opholdet i gæsteværelset kunne ansøgeren høre en pige skrige, og ansøgeren formoder, at pigen blev udsat for overgreb. Ansøgeren havde med vilje holdt sine arme således, at de ikke kunne binde ansøgeren ordentligt, og ansøgeren løsnede derfor rebet og flygtede ud af et vindue i gæsteværelset til haven, over muren og hjem, hvor ansøgeren skiftede tøj og hentede kontanter. Derpå gik ansøgeren over til et smedeværksted, hvorfra faren til eleven kørte ansøgeren over til sin søster. Søsterens ægtefælle, som er politimand, kørte næste morgen klokken ni ansøgeren forbi en kontrolpost på en bro, hvor de spurgte efter ansøgeren og oplyste, at pigen var blevet slået ihjel af sin far. Politiet på broen undersøgte ikke bilen. Ansøgerens svoger kørte ansøgeren til en bus, der kørte ham til Kabul, og den efterfølgende dag flygtede ansøgeren til Iran. Efterfølgende har ansøgeren fået oplyst, at Taleban ti dage efter den påståede voldtægt har opsøgt ansøgerens bopæl og ransaget huset. Ansøgerens ægtefælle var ikke hjemme, idet hun var taget over til sin far. Dette har ansøgeren fået oplyst telefonisk af ansøgerens bror, mens ansøgeren opholdt sig cirka 15 dage i Teheran i Iran. Ansøgerens bror havde hørt det fra deres nabo. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den fremstår divergerende på centrale punkter og derfor ikke troværdig. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han indledningsvis ventede uden for [Z]s forlovedes hjem, men senere gik ind for at sige, at han ville køre, hvorefter [Z] bad ham vente i gæsteboligen. Til asylsamtalen og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han og [Z] gik ind på ejendommen sammen, hvorefter [Z] gik ind i boligen og ansøgeren i gæsteboligen. Til motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han efter at have ventet 10-15 minutter hørte skud, mens han til asylsamtalen først flere gange forklarede, at han kun hørte stemmer. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at to mænd og to kvinder udøvede vold imod ham, og at kvinderne holdt ham fast, mens han til asylsamtalen har forklaret, at 2 mænd og 3 kvinder udøvede vold, og under nævnsmødet at ingen holdt ham fast, idet han var bundet. Ansøgeren har fremlagt nogle håndskrevne dokumenter, som skulle være politirapporter oprettet i forbindelse med anmeldelsen af faderens æresdrab mod [Z]s forlovede. Nævnet bemærker hertil, at det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsmateriale, jf. Udlændingestyrelsens rapport af 29. maj 2012 om en fact finding misson i Afghanistan, at det i Afghanistan er muligt at fremskaffe falske dokumenter af enhver art. Det bemærkes, at politiet ifølge politirapporten angiveligt har afhørt ansøgerens far, mens ansøgeren har oplyst, at hans far døde i slutningen af 2014. På denne baggrund og sammenholdt med ansøgerens utroværdige forklaring finder nævnet, at politirapporterne ikke kan tillægges bevisværdi. Herefter finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/131/JOL