Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra distriktet Qarabagn, Ghazni provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter Taliban og den generelle usikkerhed i Ghazni provinsen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far arbejdede som engelskunderviser i to år på [et universitet]. Ved siden af dette arbejdede faren også som tolk for nogle udenlandske styrker. [I foråret] 2014 var ansøgerens far på vej i en taxa fra Ghazni til Kabul. Udover ansøgerens far var der tre andre personer i bilen. Taxaen blev stoppet af to medlemmer af Taliban, og alle passagerer blev bedt om at stige ud. Da ansøgerens far blev kropsvisiteret, fandt medlemmerne af Taliban en bibel i hans taske. Det var en bibel, som faren havde lånt på et bibliotek, og som han ved et uheld havde medbragt i sin taske på vej til Kabul. Medlemmerne af Taliban slog ansøgerens far flere gange, hvorefter de tog ham og de tre andre personer med hen til deres tilhørssted. De gik på gåben til tilhørsstedet. På vejen derhen lykkedes det ansøgerens far at flygte med hjælp fra de andre personer, der viste sig at være fra sikkerhedsstyrkerne, hvorfor de var særligt trænet til sådanne situationer. Efter denne episode stoppede ansøgerens far som tolk og underviser, fordi han var blevet bange. Otte måneder efter hændelsen udrejste ansøgeren og resten af hans familie til Iran. Efter omkring ét år i Iran rejste ansøgeren alene videre mod Europa. Flygtningenævnet kan lægge den del af ansøgerens forklaring til grund, der omhandler, at ansøgerens far på et tidspunkt er blevet standset i en taxa af Taleban, og at det med hjælp fra to personer fra sikkerhedsstyrkerne lykkedes faren at flygte. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent og sammenhængende herom, og at der ikke kan lægges afgørende vægt på de få divergenser, idet der er tale om andenhåndsviden, som ansøgeren har fra sin far. Flygtningenævnet kan dog ikke lægge til grund, at ansøgerens far i forbindelse med standsningen var i besiddelse af en bibel i en taske. Det bemærkes i den forbindelse, at det er mindre sandsynligt, at det skulle have været muligt for faren at låne en bibel på et bibliotek i Afghanistan. Det er endvidere usandsynligt, at faren, der af sikkerhedshensyn valgte at skaffe pas til familien, før de udrejste, skulle have været så uforsigtig at medbringe en bibel i en taxa på vej til Kabul. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at faren efterfølgende er blevet taget til fange af Taleban, til grund. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren under mødet i nævnet først har forklaret, at han ikke vidste, hvad der var sket med faren, efter at han var blevet deporteret fra Iran til Afghanistan, for senere under nævnsmødet at forklare, at faren er blevet taget med af Taleban, da han befandt sig i en minibus på vej fra Herat til Nimruz. Det bemærkes videre, at det med udgangspunkt i baggrundsoplysningerne forekommer usandsynligt, at Taleban godt 2½ år efter episoden med taxaen i en helt anden del af landet, skulle have været i stand til at identificere ansøgerens far navnlig i lyset af, at ansøgeren har forklaret, at Taleban ikke var i stand til at finde frem til faren i landsbyen i de 8 måneder, der gik fra taxaepisoden til udrejsen. Ansøgeren har ikke selv haft konflikter med hverken Taleban eller myndighederne i Afghanistan og har forklaret, at familien udrejste for at give ham og hans bror mulighed for at få en uddannelse. Da episoden i taxaen skete for mere end 2½ år siden, og da faren ikke blev opsøgt i de 8 måneder, der gik før udrejsen, finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgerens far har en konflikt med Taleban, der kan få konsekvenser for ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/12/EMU
