Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [en by i], Laghman-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban og sin farbror, da han er flygtet fra en selvmordsmission. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hans far var en del af Taliban. Da ansøgeren var omkring 14 år gammel, blev hans far dræbt af de afghanske myndigheder, og ansøgerens farbror, […], overtog ansvaret for ansøgeren, hans mor og hans søskende. Omkring en måned efter farens død, sagde farbroren, at ansøgeren skulle til Peshawar, Pakistan, for at modtage undervisning på en koranskole, så han kunne blive en stor mullah. Farbrorens ven, Mullah […], kørte ansøger til Peshawar. Efter omkring halvanden måneds ophold på koranskolen i Peshawar fik de også undervisning i jihad. En mand ved navn […] prædikede herom og foreviste videoer af muslimer, som blev mishandlet af udlændinge. [Manden] sagde, at det var muslimernes pligt at udføre jihad mod de vantro. Hver måned spurgte [manden] ud til forsamlingen, hvem, der ville deltage i jihad, og efter omkring et års undervisning meldte ansøgeren sig frivilligt hertil sammen med sin ven fra koranskolen, […]. Kort efter blev ansøgeren og [vennen] overført til en træningslejr i [en anden by i], Pakistan, hvor der var talibanere. Ansøgeren opholdt sig i træningslejren i omkring et halvt år. Han blev oftest sat til at udføre praktiske gøremål og modtog alene undervisning to gange i sammenlagt få timer. Undervisningen drejede sig om detonering af bomber. Han havde forventet at modtage undervisning som på koranskolen og spurgte hvorfor, de skulle have undervisning om bomber. Han fik ikke noget præcis svar, som han forstod og fik ikke at vide, at han selv senere skulle sprænge bomber. Ansøgeren var utilfreds og beklagede sig telefonisk til sin farbror, der sagde, at han skulle blive i lejren. Inden anden undervisningstime nægtede ansøgeren og nogle venner at deltage. En af de andre fik tæsk, og ansøgeren deltog derefter i undervisningen. Ansøgeren havde intet ønske om at blive talibaner men havde ingen mulighed for at flygte fra lejren, der var bevogtet af bevæbnede talibanere. En dag sagde Mullah […], at ansøgeren skulle hjem til sin familie. Efter at have overnattet hos sin familie, tog ansøgeren, som hans farbror havde beordret, han skulle, til Kabul, hvor han mødtes med Mullah […], sin ven […] og tre ukendte personer. De tog ophold i [et distrikt i Kabul], hvor de overnattede. Den følgende dag blev de kørt til et hus i området […], nær Kabul Lufthavn. I huset blev [vennen] iført en bombevest, og de fik ordre om, at de skulle gå til en check-post i en bazar, hvor der skulle foretages sprængning. [Vennen] nægtede men blev truet med, at hvis ikke han adlød, ville de slå hans far ihjel. [Vennen] græd voldsomt. [Vennen] sagde farvel og gik til bazaren, hvor han sprængte sig selv og andre i luften. Ansøgeren så dette igennem en kikkert. Ansøgeren var meget bange, begyndte at skrige og sagde, at han ikke ville være med. Mullah […] gav ansøgeren en lussing og sagde, at ansøgeren skulle gå ned til sprængningsstedet ti til femten minutter senere, når folk var begyndt at samles på stedet. Da ansøgeren fortsat nægtede, ringede Mullah […] til farbroren og fortalte, at ansøger ikke ville udføre sin mission. Farbroren truede herefter ansøgeren telefonisk med, at han ville slå både ansøger, hans mor og hans søskende ihjel, hvorfor ansøgeren accepterede at fuldføre missionen. Ansøgeren gik ned mod check-posten, men da han nåede til bazaren, hvor han skulle sprænge sig selv i luften, fortrød han og begyndte at råbe højt, at Taliban befandt sig i huset på bakken. Der opstod panik blandt folkemængden, og ansøgeren benyttede forvirringen til at løbe væk. Efter omkring 10 minutters løb, nåede ansøgeren til en tom byggeplads, hvor han afklædte sig bombevesten, som han efterlod. Ansøgeren flygtede videre til et område ved navn […], hvor ansøgerens moster og mosterens ægtefælle bor. Mosteren kontaktede ansøgerens mor, som sagde, at ansøgeren ikke skulle vende hjem, da Taliban eller farbroren ville slå ansøgeren ihjel. Herefter skjulte ansøgeren sig hos en bekendt til mosteren. Om natten, imens ansøgeren var skjult, blev hans moster og ægtefællen opsøgt af Taliban, som spurgte efter ansøgeren og slog mosterens ægtefælle. Den efterfølgende dag udrejste ansøgeren af Afghanistan. Udrejsen skete omkring [sommeren] 2015, da ansøgeren var 15 år gammel. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren har svaret relevant på de stillede spørgsmål, og at nævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Uanset, at der er enkelte divergenser i gengivelsen af ansøgerens forklaringer til Udlændingestyrelsen, kan Flygtningenævnet i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring til grund. Forklaringen har overordnet set været konsistent og er under nævnsmødet fremtrådt overbevisende og troværdig. Nævnet har herunder lagt til grund, at ansøgeren ikke har modtaget undervisning i brug af bombeveste, samt at han ikke var klar over, at han skulle foretage sprængning, før han blev ført til huset i Kabul umiddelbart før, sprængningen skulle finde sted. I troværdighedsvurderingen er indgået, at ansøgeren er 17 år, analfabet, samt at omhandlende begivenheder fandt sted, mens ansøgeren var 14 og 15 år. Ansøgeren er herefter isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, da det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for, at Taliban vil udsætte ham for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som myndighederne ikke kan forventes at beskytte ham imod. Ansøgeren opfylder ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det af ansøgeren beskrevne forløb indebærer ikke, at der er tilstrækkelig grund til at antage, at ansøgeren skal udelukkes fra at opnå opholdstilladelse på grund af, at han skulle have begået en alvorlig forbrydelse. Ansøgeren kan herunder ikke antages at have begået en ikke politisk forbrydelse omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 F (b), jf. herved udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Da ansøgeren og de andre drenge i Kabul fik ordre om at foretage sprængning, var ansøgeren i en sådan situation, at det ikke kunne forventes, at han foretog sig mere, end han gjorde. Der henses herved blandt andet til, at ansøgeren efter sin alder og situation ikke kan antages at have medansvar for sprængning, som [vennen] foretog, samt at ansøgeren frivilligt trådte tilbage fra selv at foretage den sprængning, han var blevet pålagt. Efter nævnets opfattelse giver det anledning til en vis tvivl, om ansøgerens tilknytning til Taliban, herunder navnlig i lejren i [en by i Pakistan], har haft en sådan karakter, at ansøgeren udenfor Danmark har begået en lovovertrædelse, som kan medføre udvisning efter udlændingelovens § 22, § 23 eller § 24, jf. herved lovens § 10, stk. 2, nr. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at overtrædelse af straffelovens § 114 c, stk. 3, og § 114 d, stk. 3, om at lade sig hverve til at begå og modtage træning i udførelse af terrorhandlinger, jf. straffelovens § 114 eller § 114 a, har fremrykket fuldbyrdelsestidspunkt, hvorfor det ikke er muligt senere at træde tilbage i forbindelse med en konkret aktion med den virkning, at personen bliver straffri. Afgørende bliver en samlet vurdering af ansøgerens konkrete viden om Taliban og herunder, hvad der foregik på basen med videre, samt hvad der herefter kunne forventes at ske, samt om ansøgeren kan siges at have tilsluttet sig Taliban frivilligt. Ved vurderingen tillægger nævnet det vægt, at ansøgeren ikke har gået i almindelig skole og alene var 14 år, da han blev sendt på koranskole og 15 år, da han blev sendt direkte videre til træningslejren. Nævnet lægger til grund, at ansøgerens ophold de omhandlende steder i vidt omfang skyldes pres fra familiens overhoved, ansøgerens farbror, samt at hans reelle muligheder for ikke at adlyde var beskedne. Da han først nåede frem til træningslejren, kunne han ikke forlade denne. Han forsøgte forgæves at få farbroren til at hjælpe sig ud, men dette blev afslået. Endvidere lægges det til grund, at ansøgeren først meget sent reelt blev klar over den rette sammenhæng, og hvad Taliban ønskede, han skulle foretage sig. Ansøgeren kan herefter ikke udelukkes fra at få opholdstilladelse i med-før af udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2. Efter det anførte om ansøgerens tilknytning til Taliban, finder Flygtningenævnet endvidere ikke, at denne har haft en sådan karakter, at ansøgeren kan udelukkes fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 5. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2017/105/col
