Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara, shia muslim og statsborger i Afghanistan. Ansøgeren er født i Mashhad, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin fars tidligere forretningspartner, [forretningspartneren], samt hans nevø, [nevøen], med hvem ansøgeren har været forlovet og religiøst viet. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hun i 2008, da hun var 18 år gammel, blev forlovet og religiøst viet med [nevøen], som var omkring 15 til 16 år ældre end ansøgeren. Ansøgerens far havde arrangeret forlovelsen og den religiøse vielse, da han mente, at hun ville få et bedre liv, fordi [nevøen] og hans familie havde mange penge. Ansøgerens far købte noget kalk af [forretningspartneren] fra hans kalkfabrik, men [forretningspartneren] leverede aldrig kalken. I 2008 opsøgte ansøgerens far [forretningspartneren] sammen med nogle venner for at opkræve, hvad [forretningspartneren] skyldte ham. Dette førte til et slagsmål og tumult, hvorved en af ansøgerens fars venner skød og dræbte en af [forretningspartnerens] mænd. Ansøgerens farbrors nevø, […], kom til familiens bopæl og oplyste, at de skulle flygte, hvorfor ansøgeren, hendes brødre og hendes mor flygtede til et gammelt hus i nærheden af Kabul, hvor de opholdt sig omkring tre til fire dage. Da ansøgerens far dukkede op, tog de til Herat, hvor de opholdt sig omkring tre uger og siden illegalt til Iran, hvor de flyttede meget rundt, så [forretningspartneren] ikke kunne finde dem. Et par måneder senere fortalte ansøgerens far, at han fra en bekendt havde fået besked om, at [forretningspartneren] ville slutte fred, hvis ansøgeren blev gift med [nevøen] som planlagt. Ansøgerens far troede ikke på det, hvorfor familien besluttede ikke at rejse tilbage til Afghanistan. Ansøgerens far fik efterfølgende ægteskabet med [nevøen] annulleret af en mullah. Under en togtur fra Teheran til Mashhad i 2011 eller 2012 mødte ansøgeren sin nuværende ægtefælle, som bor i Danmark. Ansøgerens moder og nuværende svigermor faldt i snak og udvekslede telefonnumre, så ansøgerens familie kunne vise svigermoren og ægtefællen rundt i Mashhad. Efterfølgende havde ansøgeren og hendes nuværende ægtefælle telefonisk kontakt i omkring et til halvandet år uden, at hendes far vidste det. Ansøgerens ægtefælle og svigermor kom tilbage til Iran og bad ansøgerens far om ansøgerens hånd, hvilket faren accepterede. [Medio] 2014 blev ansøgeren gift med sin nuværende ægtefælle i Mashhad. Ansøgeren boede i Iran frem til sin indrejse i Danmark [ultimo] 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet hun har forklaret divergerende, upræcist og udetaljeret om en række væsentlige forhold, hvorfor forklaringen ikke forekommer selvoplevet. Ansøgeren har således i oplysnings- og motivsamtalen i forbindelse med gennemgangen af forklaringen præciseret, at hendes forklaring: om ”1 år før udrejsen af Afghanistan”, relaterede sig til tidspunktet for forlovelsen, hvorimod hun i asylsamtalen og under mødet i nævnet har forklaret, at forlovelsen fandt sted 5-6 måneder før udrejsen. Hun rettede i samme forbindelse forklaringen med hensyn til, at hendes far ikke havde lånt penge til [forretningspartneren] men derimod bestilt noget kalk, som han havde betalt for samtidig med, at hun forklarede, at hendes far flere gange havde bestilt og betalt for kalk og havde fået dette leveret. Under mødet i nævnet har hun derimod forklaret, at det kun var én gang, hendes far bestilte kalk, og at han aldrig fik det leveret. Hun har endvidere flere steder i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hendes far arbejdede på kalkfabrikken for [forretningspartneren]. I asylsamtalen forklarede hun derimod først, at hun ikke vidste, om hendes far arbejdede for [forretningspartneren], mens hun under samme samtale og under mødet i nævnet har forklaret, at det gjorde han ikke. I asylsamtalen har ansøgeren videre forklaret, at hendes far købte og solgte ting, men at hun ikke vidste præcis, hvad han lavede, hvorimod hun under nævnsmødet har forklaret, at han beskæftigede sig med handlen med tekstiler i både Iran og Afghanistan. Ansøgeren har videre forklaret udbyggende under nævnsmødet med hensyn til, at det ikke blot var [nevøens] mor men også hans far, der var død og med hensyn til, at hendes farbror også er flygtet fra Afghanistan på grund af konflikten med [forretningspartneren]. Nævnet finder det endvidere ikke sandsynligt, at [nevøen], der var 32 år gammel, ønskede at vente 1 år med at blive gift med ansøgeren. Nævnet har endelig tillagt det nogen betydning, at ansøgeren først søgte asyl knap 3 måneder efter, at hun var kommet til Danmark på et visum. Det bemærkes i den forbindelse, at hun i den mellemkommende tid søgte om at blive familiesammenført, for dernæst kort før udløbet af hendes visum at søge om asyl. Efter en samlet og konkret vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb som omhandlet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/93/col
